SIDEHOVED
Skriv dit navn, klasse og evt. fag
FORMAT
Opgaver, der afleveres i Lectio, skal ALTID afleveres i et Word-format – enten doc eller docx. Man må IKKE aflevere i pdf eller andet format.
OMFANG / SIDER
En side regnes i antallet af tegn. En normalside er 2400 tegn med mellemrum. Man kan se antallet af tegn i fx Word under “funktioner” og derefter under “ordoptælling”.
LINJEAFSTAND OG SKRIFTSTØRRELSE
Man bør skrive med linjeafstand 1,15 (ikke 1,0). Det er en god idé at vælge skriftstørrelse 12, hvis man fx skriver med Times New Roman. Vælg ikke for stor eller lille skriftstørrelse.
AFSNIT
Afsnit kan markeres på to måder. Et stort afsnit påbegyndes altid helt ude ved margin, og man markerer det ved at springe en ekstra linje over og indsætte en tom linje. Et mindre afsnit markeres ved at skifte til ny linje og rykke ind (normalt tre anslag eller et tryk på indryksfunktionen).
CITATER
Husk altid at udvælge så korte citater som muligt! Det viser, at du har blik for, hvad der er væsentligt. Både korte citater og enkeltord fra teksten markeres kun med citationstegn ("----"). Hvis du er nødt til at inddrage længere citater over 3 linjer, skal det skrives som et indrykket afsnit uden citationstegn. Venstremargin rykkes lidt ind (brug indryksfunktionen).
Ved levende billeder kan der indsættes screenshots i artiklen.
Vis eventuelle udeladelser af originalcitatet med tegnene (...). Brug også (...), hvis du stopper dit citat, før den citerede sætning er slut.
Du skal enten præsentere et citat med et kolon eller skrive citatet naturligt sammen med din egen tekst.
MODTAGER
Når du skriver dansk stil, er du afsenderen. Den modtager, du skal have i tankerne, når du skriver, er en medborger, der interesserer sig for kultur og litteratur. Din modtager er bredt orienteret i danske medier, bøger, film og aktuelle debatter samt i den danske litteratur-historie. Din modtager kender derfor også danskfaglige begreber som eksempelvis fortællesynsvinkel, flashforward og metafor. Det betyder, at du ikke behøver at definere disse begreber, når du bruger dem.
Du kan ikke forvente, at din modtager kender tekstmaterialet, du arbejder med, eller sidder med hæftet fra den skriftlige prøve. Derfor skal du præsentere de tekster, du inddrager, for din læser, det vil sige i din tekst oplyse om forfatter, titel og gerne årstal, når du nævner teksten første gang. Desuden skal du altid henvise til det materiale, du inddrager (se nedenfor)
HENVISNINGER
Når du citerer fra tekster, skal du henvise til stedet, citatet stammer fra. Kravet til din citationsteknik i artiklerne i dansk er, at den er konsekvent. I tekstmaterialet tilknyttet eksamensopgaverne vil der være angivet linjetal/strofenummer/tidsangivelse afhængigt af teksttypen (novelle, digt, dokumentarklip osv.). I praksis er det letteste at angive linjetal eller minuttal i parentes efter citatet. Husk, at du stadig skal præsentere teksten, første gang du bruger den, da læseren ikke forventes at kende teksterne.
Eksempler:
Faderen har visse forventninger til Andreas. Tvinger ham til at rydde op og ordne andre huslige pligter: ""Han må lære at klare sig selv" siger faderen, "lad ham nu være."" (l. 137).
I sekvensen i kælderen (01:45-01:58) anvendes en særdeles hurtig klipperytme, hvilket bidrager til en hektisk og nervøs stemning.
TITLER
Titler på bøger, film og tidsskrifter angives med kursiv (skråskrift). Titler på artikler sættes i citationstegn “...”
NOTER
Man skal som udgangspunkt IKKE indsætte noter i dansk stil. I store opgaver som DHO og SRP skal der bruges noter. Se studiemetroen om noter.
LITTERATURLISTE
Man skal som udgangspunkt IKKE indsætte litteraturliste i dansk stil. I store opgaver som DHO og SRP skal der bruges litteraturliste. Se studiemetroen om litteraturliste.