EKSEMPLER PÅ DISKUSSIONER

EKSEMPEL A 

Annegrethe Ramussen argumenterer i artiklen "Det store bedrag: Tal og tænk dig til succes" for, at det er problematisk, at folk hopper på den nyspirituelle bølge. Hun hævder at udbyderne tjener penge på det rene bedrag. Men her fremstår hun ensidig og unuanceret i sit snævre fokus på den økonomiske udbytning af såkaldt svage sjæle.

        Man kan nemlig sagtens argumentere for, at tendensen på mange måder er helt uproblematisk. Ganske vist er det ikke sikkert at spiritualiteten i virkeligheden hjælper ud fra en klinisk betragtning, men det vigtigste er, at de som benytter sig af den opnår at finde en mening i meningsløsheden. Måske kan meditation være en måde at opnå mentalt overskud på i en travl hverdag, eller den dødssyge patient kan opnå en følelse af smertelindring og et håb for fremtiden ved at søge alternative behandlingsformer. Kan man så sige, at spiritualitet er det rene bedrag? Det meningsøgende menneske opnår givetvis ikke objektivt set en fysisk bedring, men derimod en mental bedring i form af håb og mening. Dertil kan man argumentere for, at det jo så bare er et win-win, at udbyderne af de spirituelle ydelser tilmed opnår en økonomisk gevinst. Den nyreligiøse opblomstring kan altså være givende ud fra flere parametre. 

        Rasmussen argumenterer dog for, at det problematiske også består i, at det nyspirituelle forleder mennesket til at tro, at det ene og alene selv er herre over sin lykke eller ulykke. Man kan på argumentere for, at hun kan have ret i, at dette kan være problematisk ud fra et sociologisk perspektiv. Sociologer som f.eks. Ulrich Beck taler om, at der i risikosamfundet (nutidens samfund) kan spores en stigende individualisering. En proces som bl.a. betyder, at individets ulykke i stigende grad tilskrives dets egen uformåenhed. Hvis man er arbejdsløs skyldes det, at individet ikke er kreativt, flittigt og opsøgende nok. Hvis man lider af en sygdom skyldes det, at man ikke har passet tilstrækkeligt godt på sit helbred. Beck peger på, at dette er problematisk af flere årsager. For det første fordi individet vender noget af den kritik som bør tilskrives eksterne forhold i samfundet mod sig selv. Det moderne demokrati bygger blandt andet på samfundskritik som en grundlæggende drivkraft for forbedring. For det andet belastes individets identitet, selvopfattelse og selvfærd, idet det må stå til ansvar for forhold som det ikke selv er herre over.  Så i et større samfundsperspektiv kan man give Rasmussen ret i, at det er ulykkeligt med en diskurs, der underbygger at vi ene og alene selv er skyld i vores lykke og ulykke.  

        På den anden side kan man ud fra et eksistentialistisk synspunkt argumentere for, at der netop kan være en styrke i tanken om, at individet selv er egenrådig herre over sin skæbne. En af frontfigurerne for den ateistiske eksistentialisme - den franske filosof Sartre -  opponerer bl.a. så kraftigt mod religion, fordi han mener, at den fører til ansvarsfralæggelse. Som eksempel beskriver han munken,  som møder meget modgang i livet og derfor opfatter det sådan, at hans belønning i stedet kommer i himlen. Sartre kalder dette ond tro, fordi det fører til passivitet i livet. Men i den nye opblomstrende spiritualitet, som Ramussen beskriver, er det snarere en selv, der dyrkes som et religiøst mål. Konsekvensen er, at man tager sin skæbne på sig. Man forvalter sit liv efter bedste evne ud fra en overbevisning om, at man ene og alene selv bærer det fulde ansvar. På den måde er de negative karaktertræk, som ud fra et ateistisk eksistentialistisk udgangspunkt, kan forbindes med religioner i stigende grad frasorteret i nutidens spiritualitet. Dette i og med det ikke fører til ansvarsfralæggelse, men snarere virker ansvarspålæggende i en individualiseret kultur. 

        Sammenfattes vinklerne i diskussionen kan det altså udledes, at der uden tvivl knytter sig en række problematikker til den nyreligiøse praksis. Mest markant er det, at den enkelte i en uberettiget grad skal stå til ansvar for selv de forhold i livet, som skyldes eksterne forhold. Omvendt kunne der også identificeres en række styrker. Bl.a. kan spiritualiteten betyde, at mennesket kan finde håb og mening. Desuden kan den stigende individualisering af den enkeltes succes og mangel på samme ud fra et eksistentialistisk perspektiv betyde, at individet i højere grad tager ansvaret på sig. Så alt i alt er der i modsætning til hvad Rasmussen hævder flere positive elementer end negative.  Hun er alt for ensidigt og indskrænket når hun stempler de nye spirituelle trends som rent og skær bedrag.  

EKSEMPEL B

I artiklen er det tydeligt at se, at Kresten Schultz-Jørgensen har en klar holdning om, at medierne er en af de store skurke, når det kommer til hvordan sproget har udviklet sig. Derudover forsøger han også at påvise, at de danske unge ikke lærer at argumentere, men blot skyder påstande uden belæg ud til højre og venstre. Han mener det  er skadelig for demokratiet og i værste fald kan forårsage et fascistisk verdenssyn. Men netop her er Schultz-Jørgensen så firkantet, at han mest af alt fremstår som en unuanceret gammel ronkedor!

        Men hvis man belyser problematikken fra en teknologisk vinkel kan man også belyse problemstillingen på en mere positiv måde, med fokus på udviklingen af demokratiet, og endda argumentere for det helt modsatte. Man kan nemlig påstå, at udviklingen af de sociale medier, har en positiv effekt på demokratiet, fordi mange flere mennesker kan nå frem med deres holdninger og give tilkende hvad de mener om forskellige problemstillinger. Det skaber derved en mere bred og mangfoldig debat, fremfor en debat som kun vedrører politikerne. Endvidere er nyhedsmediernes monopol reelt set brudt. Så nu er der digitale platforme, hvor borgerne kan kommunikere direkte med politikerne, som da Statsminister Lars Løkke for nyligt debaterede sine private gaver på facebook. På den måde vil det altså også blive et bedre demokrati, fordi demokratiets grundpille er, at det er folkets stemme der bestemmer. Det må indrømmes at det ikke altid er ren logosargumentation man finder på de digitale platforme. Men man behøver bare læse en enkelt debatartikel for at forvisse sig om, at det heller ikke er logos der præger billedet når ældre veluddannede meningsdannere kommer direkte til orde. Hvilket Schultz-Jørgensens udbredte brug af argumentationskneb er et glimrende eksempel på. Så det lyder falskt og skingert når Schultz-Jørgensen synger den gamle sang om at det var meget bedre i gamle dage. 

            I sammenhæng med dette kan man også belyse noget af det der er helt centralt for artiklen. Nemlig at Kresten Schultz-Jørgensen tager fat i henholdsvis George Orwell og Sokrates, en forfatter og en filosof, som levede for henholdsvis 60 og 1500 år siden. Her er det væsentligt at diskutere, hvorvidt disse to mænd kan sige noget om det samfund vi lever i, i dag. Kresten Schultz-Jørgensen bruger dem nemlig til at beskrive den udvikling samfundet er i. Man kan dog påstå at det er mere væsentligt at belyse nutidens udvikling med et fokus på fremtiden og dermed sige at man ikke bør gribe tilbage til tidligere tænkere, men i højere grad se udviklingen som et fremtidigt lys, en ny måde at tænke på. I nutidens Danmark har vi så mange nye muligheder, som disse to mænd ikke havde, og det er altså to helt forskellige verdner. Hvis man gjorde dette ville man i højere grad kunne udvælge de gode ting fra teknologiens verden og bruge dem til at forbedre den samfundsstruktur vi har i dag, fremfor, som Kresten Schultz-Jørgensen, helt at afvise de nye måder at tænke og agere på.  

        Kresten Schultz-Jørgensen har nogle skarpe holdninger og er god til at belyse dem med diverse argumentationskneb, så han får overbevist læseren om sin holdning, men han er ikke nuanceret nok i sin tankegang og derfor fører det til en ensformig  tilgang til emnet, hvor man sidder hovedrystende som læser. Derfor mener jeg man bør nuancere problemstillingen så ungdommen ikke blot blev angrebet, men rent faktisk også blev set på med nye øjne. For måske er det lige præcis vejen frem, at se udviklingen som en mulighed fremfor en begrænsning. 

EKSEMPEL C

Hvis man tager udgangspunkt i Claus Holms hovedsynspunkt, nemlig at det er problematisk at voksne og forældre er besat af ungdommen, kan man se det fra flere forskellige vinkler. 

                      Psykologisk set er der intet i vejen for at have et ungt sind. For det første generaliserer Claus Holm, således at det er alle forældre der opfører sig sådan, og at ting som at spille videospil og at klæde sig som de unge, er ensbetydende med at man fralægger sig ansvar og autoritet. At man spiller videospil og klæder sig ”ungt”, har ikke indflydelse på ens evner til at tage ansvar og være en autoritet,. Og at man falder tilbage på lettere nostalgiske følelser og dyrker ting fra sin ungdom, betyder ikke at man frakaster sig ansvar og autoritet samtidigt. Desuden kan det også være en psykisk god følelse, når man føler sig ung igen og måske derved bliver ved med at holde sig frisk. Eksempelvis viser nyere forskning, at mennesker, der bliver ved at holde sig åndsfriske og kaste sig over nye mentale udfordringer har mindre risiko for at blive demente.

                      På den anden side kan man sige at når de voksne eller forældrene ligestilles med deres børn, oplever børnene ikke hvad det vil sige at være barn. Altså springes dette led over i barnets personlighedsudvikling.  Dette medfører altså at barnet har svært ved at skabe egen identitet ud fra erfaringer og oplevelser og desuden lærer de ikke hvad det vil sige at være voksen. Barnet kommer til at mangle en voksen som autoritet, en rollemodel at spejle sig i og en voksen at gøre oprør imod. Altså er der en risiko for at barnet fastlåses som et uansvarligt og antiautoritært individ. Så, hvis man tænker konsekvensetisk, betyder det at konsekvensen af forældrenes livstil, går ud over barnet, og derfor må handlingen ses som uetisk. Derpå kan man også se på det med et pligtetisk syn, da det derfor, etisk set, er forældrenes pligt at opdrage barnet til at forstå hvad det vil sige at være voksen, så det førnævnte scenarie ikke forekommer.

     Ud fra den ovenstående diskussion, kan man konkludere, at det, at forældre og voksne er besatte af ungdommelighed, kan være både godt og dårligt. Det kan både føre til glæde hos voksne og forældre når de oplever at være unge. Men overordnet set er der meget, der taler for at forældre skal være forældre og ikke børnenes venner. Kun på den måde får den opdragelse de skal, og samtidig får de lært at være voksne.