Der findes ikke nogen endelig definition af ’den personlige stemme’ i skriftlig dansk. Der er altså ingen færdig opskrift på, hvordan du skal udtrykke dig med personlighed, engagement og nærvær. Nedenfor er der givet nogle pejlemærker til, hvordan vi kan kende og bør møde ’den personlige stemme’ i den danske stil.
Centralt er det, at man som læser kan mærke, at der sidder et fagligt, sagligt og velovervejet skrivende jeg bag teksten. Når censoren (eller læreren eller klassekammeraten) læser stilen, opstår der et møde mellem læseren og teksten/skriver-jeget, præcis ligesom der gør i mødet mellem fx en avislæser og en kronik/debattør.
Det kan derfor være frugtbart at møde den enkelte stil ud fra en præmis om, at der er en kontrakt mellem afsender og modtager: Det skrivende jeg skal have noget på hjerte – teksten er en formgivning af det, skriveren har på hjerte. Læseren møder teksten, den anlagte vinkel, jegets holdninger, fortolkningshypoteser o.l. loyalt, men ud fra en dobbelt forventning: ”Du har noget, du gerne vil dele med mig. Og du ved, hvad du skriver om”.
Helt overordnet kan man udtrykke sig med ’en personlige stemme’ på tre måder:
1) ved konkret/’fysisk’ at være til stede i teksten (brug af pronomenet ’jeg’, skrive selvoplevede eksempler frem, henvende sig til læseren med fx pronomenet ’vi’ eller retoriske spørgsmål, brug af metasprog o.l.)
2) ved at positionere sig (gennem fx stærke holdninger, en interessant vinklet indledning og afrunding, originale – måske endda overraskende – tilgange til tekst og emne, brug af viden, der ligger uden for det, man kunne forvente o.l.)
3) ved at anvende sproglige, retoriske og stilistiske virkemidler
Det er vigtigt at huske, at
- ’den personlige stemme’ skal afspejle en sproglig såvel som en faglig identitet (det skal være tydeligt, at du har 3 års undervisning i dansk på A-niveau bag dig)
- ’den personlige stemme’ skal varieres og moduleres, så den passer til genren og emnet
- man godt kan udtrykke sig personligt ved at bruge alle tre måder ovenfor, men at der ikke er noget krav om, at man fx bruger stilistiske virkemidler
- brugen af fx personlige eksempler skal have en funktion i argumentationen (i den debatterende artikel) eller i forhold til den faglige og abstraktionsmæssige progression (i den reflekterende artikel). M.a.o.: Jeg-scenarier, eksempler o.l. skal have et sagligt og fagligt formål i teksten
- brugen af retoriske, stilistiske og sproglige virkemidler skal have en funktion i sammenhængen.
o Allitteration, sproglige figurer som anaforer, triader o.l. kan være glimrende til fx at give en central pointe tyngde og kraft
o Troper (billedsprog) som sammenligninger og metaforer, gennemgående semantiske kæder o.l. kan være glimrende til fx at skrive et scenarie, en stemning, et livssyn eller en holdning frem
o Men: Bruges virkemidlerne for massivt og tilfældigt, dvs. uden at tjene andet formål end at være sproglig pynt, vil de ofte virke unødigt støjende og forstyrrende, og så trækker de helheldsoplevelsen ned.
Helt overordnet gælder det som udgangspunkt, at ’den personlige stemme’ bør komme tydeligst til udfoldelse i den reflekterende artikel og i den debatterende artikel. Mest synligt, dvs. konkret tilstedeværende, er det skrivende jeg som regel i den reflekterende artikel, men har også sin naturlige plads i den debatterende artikel. I den analyserende artikel kan ’jeg’ også bruges, men mere forsigtigt og velovervejet. Her vil ’den personlige stemme’ i højere grad komme til udtryk igennem vinklingen, sprogtonen og den faglige og analytiske positionering.
I den analyserende artikel er det i mindre grad end i den debatterende og den reflekterende artikel et krav, at man udfolder en personlig stemme. Det er imidlertid kendetegnende for vellykkede analyserende artikler, at man som læser sagtens kan mærke et skrivende og tænkende jeg bag analysen og teksten – også selvom der ikke gøres brug af pronomenet ’jeg’.
Den personlige stemme kommer ofte tydeligst til udtryk i:
- Den anlagte vinkel
- Indledningen og afrundingen
- Vurderingen (hvis opgaven kræver det)
- Formidlingsmæssige greb som
o Retoriske spørgsmål
o Metasprog, der peger på læsningen som en proces, hvor tekstmaterialet gradvist bliver åbnet med eleven som en slags suveræn ordstyrer (’Her ser vi altså…’, ’Det leder os frem til en central pointe…’, ’Sammenligner vi dette med livssynet hos Benny Andersen, springer det især i øjnene, at…’, ’Igen er det iøjnefaldende, hvordan…’)
o Brug af kolon
o Vekslen mellem lange og korte sætninger, bl.a. for at betone centrale pointer.
Overordnet set har skriver-jeget dog en mere tilbagetrukket og mindre synlig plads i den analyserende artikel, og sproglige, retoriske og stilistiske virkemidler bør derfor ikke have samme vægt som i den debatterende og den reflekterende artikel, fordi de risikerer at fjerne fokus fra analyseteksten/-teksterne. Dette betyder dog ikke, at du ikke må give ’farve’ til sproget vha. fx billedsprog, triader, beherskede allitterationer og anaforer o.l.
Det er et centralt kendetegn ved både avisernes og nettets debatindlæg og eksamensgenren den debatterede artikel, at man som læser kan mærke, at der står et skrivende og engageret jeg bag ordene. Dette ’skriver-jeg’ – eller ’personlige stemme’ – kommer tydeligst til udtryk gennem en klar positionering, dvs. afsenderens egne holdning(er) til emnet, samt brugen af konkrete eksempler, der afspejler viden og indsigt. Med til eksamensopgaven hører som hovedregel eksempler. Det kan være tilstrækkeligt at bruge disse eksempler, men ofte vil det styrke argumentation, hvis du anvender et eller flere supplerende eksempler.
Den sproglige indpakning er næsten lige så vigtig som positioneringen og eksemplerne. Nogle af genrens mest udbredte greb er:
o Ordvalg og styrkemarkører, dvs. sproglige op- og nedtoninger
o Humor
o Ironi
o Indigneret sprogtone
o Velovervejet brug af appelformerne patos, logos og etos
o Litterære virkemidler, fx metaforer, sammenligninger og stærke billeder
o Rytme og tempo, fx kortere sætninger og dermed et hurtigere tempo til at understrege en vigtig pointe
o Tegn, fx … eller !
o Anaforer, triader og andre gentagelsesfigurer
o Retoriske spørgsmål
o Direkte læserhenvendelse
o Metasprog
o Gennemgående billedsprog, semantik og/eller scenarier
Det er imidlertid afgørende, at du er bevidst i dit valg af virkemidler (og ikke fx slavisk følger listen ovenfor) samt at brugen af virkemidler aldrig fjerner fokus fra indholdet. De forskellige greb skal altså ikke tænkes som pynt, men som virkemidler, der styrker artiklens pointer og påstande. Hvis du vælger fx at bruge en anafor eller allitteration, skal det være fordi, der er en pointe, du gerne vil give særlig vægt. Lige så vigtigt er det, at sproget og virkemidlerne afstemmes efter emne og vinkel. Hvis der anlægges en stærkt kritisk vinkel på et emne eller en person, giver det fx god mening at bruge kraftige styrkemarkører og bidsk ironi. Omvendt vil onkelhumor, underfundige ordspil eller blomstrende metaforer sjældent passe særlig godt med en alvorstung og stærkt kritisk vinkel.
I den reflekterende artikel er det afgørende, at man som læser tydeligt kan se og mærke, at der er et skrivende, engageret og nærværende jeg bag ordene. Den mest vellykkede reflekterende artikel er den, der giver læseren en oplevelse af at være helt tæt på skriver-jegets tanke- og skriveproces, så man næsten har en oplevelse af at være til stede, mens tankerækker og overvejelser (og dermed teksten) bliver til.
Den personlige stemme kommer især til udtryk gennem
- Selvoplevede eksempler
- Velovervejet brug af personlige pronominer (især ’jeg’ og ’vi’)
- Sproglige og stilistiske greb, fx
o Litterære virkemidler, fx allitterationer, metaforer, sammenligninger og personificeringer
o Rytme og tempo, fx kortere sætninger og dermed et hurtigere tempo til at understrege en vigtig pointe
o Tegn, fx … eller !
o Anaforer, triader og andre gentagelsesfigurer
o Opremsninger
o Metasprog, herunder ord (fx ’måske’) og spørgsmålstegn, som peger på, at jeget tænker og overvejer
o Dialogskabende virkemidler som retoriske spørgsmål og direkte læserhenvendelser
o Gennemgående billedsprog, semantik og/eller scenarier
EKSEMPLER PÅ DEN PERSONLIGE STEMME I DEN ANALYSERENDE ARTIKEL