En magnet er et jernstykke eller andet materiale, som kantiltrække eller frastøde andre lignende stykker i nærheden
Magneter har været kendt siden oldtiden og anvendes bl.a. til kompasser, der viser retningen mod nord.
En magnet har altid to poler, som kaldes en nordpol og en sydpol. To forskellige poler vil tiltrække hinanden, og to ens poler vil frastøde hinanden.
For at to magneter kan tiltrække eller frastøde hinanden, må der være en magnetisk kraft. Kraften kan mærkes fra to stangmagneter, fx ved at bevæge polerne mod hinanden. Selvom man kan mærke den magnetiske kraft, kan man ikke se kraften direkte.
Vidste du, at ...
en computer og en smartphone er følsom overfor magneter? En stærk magnet kan ødelægge både harddisken og skærmen på din computer. Magneterne du arbejder med i fysik/kemi er heldigvis ikke stærke nok til at påvirke din computer eller telefon.
KIlde: Clio Online
Det er kun meget få grundstoffer i det periodiske system, som kan tiltrækkes af en magnet, nemlig jern (Fe), nikkel (Ni), cobalt (Co) og nogle få andre sjældnere grundstoffer. Disse stoffer kaldes ferromagnetiske. I dag laves magneter ofte af en blanding af stofferne aluminium (Al), nikkel og cobalt. Disse kaldes alnico-magneter. De stærkeste magneter kaldes neodym-magneter og laves af grundstofferne neodym (Nd), jern og bor (B).
Forklaringen af magnetisme er enkel. Elektronerne i atomet spinder omkring deres egen akse i samme retning. Jo flere elektroner, der spinder i samme retning, desto stærkere er magneten.
Kan en magnet miste sin magnetisme?
Ja, den kan. Hvis man fx slår med en hammer på magneten eller varmer den kraftigt op, vil den miste sine magnetiske egenskaber. Dette forklares med, at der tilføres termisk energi, som får elektronerne til at komme i uorden og spinde i tilfældige retninger. Den temperatur, hvor en magnet mister sin magnetisme, kaldes curie temperaturen og er 770 °C for jern.
Magnetisme på engelsk: Magnetism