Myg hører til den gruppe (klasse) af levende organismer, der kaldes insekter. Her hører de igen til den undergruppe (underorden), som kaldes tovinger. Dvs. at myggene er i forholdsvis nær familie med fluerne, som også er tovinger.
Tovingerne har ikke som f.eks. guldsmedene 4 vinger at slå med i alt. Det ekstra vingepar er hos myg og fluer lillebitte og ligner bare nogle meget små "svingkøller", som sidder bag de rigtige vinger.
Vi tænker på myg som dyr, der stikker og måske overfører smitsomme sygdomme, men det er slet ikke alle myg, der gør den slags.
Der er i alt omkring 33.000 forskellige arter af myg i hele verden, så de myg, vi klasker om aftenen er bare nogle få arter ud af et stort antal andre.
Der er alene i Danmark omkring 1600 insektarter i Danmark, der hører til myggenes underorden. Nogle af dem ser man tit, men tænker ikke over, at det er myg. Stankelbenet og dansemyggen er ud over stikmyggen også at regne for myg.
Stankelbenet er faktisk bare en stor, uskadelig myg.
Denne video er på engelsk og handler særligt om den familie af myg, der kaldes stikmyggene, altså de blodsugende myg.