Kilde og rettigheder til bannerbillede: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Human_evolution_scheme.svg
Evolution er teorien om, at alle arter af levende organismer ændrer sig langsomt fra generation til generation, så de hele tiden passer bedst muligt til de forhold, de lever under.
Ændringen sker ikke bevidst eller med vilje, men de bedst tilpassede organismer vil altid have bedre chancer for at overleve, og de dårligst tilpassede vil enten dø eller formere sig mindre. Dette kaldes naturlig udvælgelse, eller selektion, og over lang tid vil det medføre, at helt nye arter vil opstå og andre arter vil uddø.
Den forsker, der regnes for at være evolutionsteoriens fader er Charles Darwin, der i 1859 udgav bogen "Om arternes oprindelse"
Evolution er som sagt ikke noget, levende organismer gør bevidst. En art kan ikke selv vælge, om den vil udvikle sig. Omgivelserne afgør, hvilke organismer der klarer sig bedst og dårligst. Hvis det f.eks. er meget koldt, så er det nok ikke smart at være nøgen og tynd. Hvis der skulle blive født en isbjørn uden pels, ville den lynhurtigt dø, og dens egenskaber ville ikke gå i arv til de næste generationer af isbjørne.
På den måde er alle levende organismers udseende og adfærd styret af, hvilke levevilkår deres arter har udviklet sig under. Naturen sorterer helt automatisk gennem den naturlige selektion de individer fra, som ikke kan klare sig.
Vi mennesker har ikke udviklet os under de forhold, vi lever under nu, så vi gør af og til ting, der en gang var praktiske, men ikke nødvendigvis er det længere. F.eks. er det ret normalt at være mørkeræd blandt mennesker, og det er fordi det en gang var praktisk at være bange for mørke. Så gemte man sig og blev ikke spist af de nataktive rovdyr.
De fleste mennesker har også en stor trang til at spise mad - også mere mad end vi egentlig har brug for. Det var smart den gang, der ikke var særlig meget mad at få. På den måde opbyggede folk et lager af fedt, som de kunne tære på senere, hvis maden blev knap.
Det var også praktisk, kun at bevæge sig det, der var brug for. Mennesker er altså naturligt dovent anlagte. Vi gør det nødvendige, men kan vi lade være med at bevæge os, vælger vi ofte at gøre det. Det sparer på energien, og i en fortidsverden, hvor mad var svær at skaffe, giver det fin mening.
I det 21. århundrede er der i i-landene ikke noget "senere", så hos mange mennesker håber fedtreserverne sig op. Vi har mulighed for at bevæge os meget lidt, og det er naturligt for os at vælge ikke at bevæge os. De store mængder af mad, der ofte er lidt forkert sammensat, og især den meget lille mængde aktivitet bidrager til at give livsstilssygdomme som sukkersyge og hjerte-karsygdomme i i-landene.
God, men også lidt svær forklaring på hele evolutionsbegrebet. Tag noter undervejs! Der er meget god viden at hente!
Hvis du kan følge med på engelsk, siger denne sang stort set alt, hvad der er at sige om evolution og udviklingsbiologi. Evo-devo er en engelsk forkortelse for evolutionær udviklingsteori, altså for hele teorien om, hvordan arter kan udvikle sig til andre arter, og hvordan gener bliver "genbrugt" i de nye arter og bare er ændret lidt, men nok til, at det har stor betydning for artens udseende og tilpasning.