Arkiv 2023


Foredrag tirsdag den 28/11, 2023, kl. 19.00

Jonathan Schacht Halling Nielsen: Belarus – de flyvende geders land

Marc Chagall var belaruser, inden han flygtede til Paris. Han malede barndommens gader i Vitebsk, så man kan genkende dem fra hans billeder i dag – men så er der lige den flyvende ged. Og sådan er nutidens Belarus også. På mange måder som det vi kender, og så pludselig aparte elementer. Det har altid pirret foredragsholderens nysgerrighed på landets historie, kultur og politiske samfundsforhold. Og den nysgerrighed betyder, at han har fulgt den dramatiske udvikling omkring præsidentvalget i 2020, de enorme folkelige protester mod Alexander Lukashenko og regimets efterfølgende massive undertrykkelse.

Da Jonathan Nielsen studerede jura i København en gang sidst i nullerne, tog han en pause i studierne og skrev sig ind ved Universitetet i Minsk for at studere russisk. Selv om meget har ændret sig siden dengang, holder han fast i sin interesse for Belarus. Professionelt er Jonathan Nielsen i dag vicedirektør i brancheforeningen De Danske Bilimportører. Relevant for dette foredrag bliver han tit brugt som ekspert på Belarus af journalister, politikere og myndigheder, ligesom han blogger om landet på nettet.

Holmegaardhaallens mødelokale, Glasværksvej 1, Fensmark, 4684 Holmegaard.

Medlemmer gratis, øvrige 50 kr.  

      Velkommen!

Foredrag tirsdag den 10. oktober 2023, kl. 19. 

 Mikkel Storm Jensen: Rusland og Cyber: Spionage, sabotage og evig kamp om sandheden

Foredraget beskriver og diskuterer Ruslands vilje, evne og midler til at gennemføre cyber - og informationsoperationer fra et dansk sikkerhedspolitisk perspektiv. Formålet er at belyse hvilken aktuel og potentiel trussel, de udgør. Ruslands invasion af Ukraine til lands, til vands og i luften er blevet gennemført sideløbende med en kampagne af cyberangreb mod både Ukraine og lande, der støtter Ukraines forsvarskamp.

 Danmark har også været mål for generende, men foreløbigt relativt ufarlige angreb. Foredraget diskuterer, hvad Ruslands brug af cyber-midler betyder for Danmarks evne til at modstå og overkomme angreb og desinformation nu og i de kommende mange år.

Mikkel Storm Jensen er major, cand.polit.  og militæranalytiker ved Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet. Han har erfaringer med cyber warfare, oprørsbekæmpelse, mellemøsten, ukonvertionel krigsførelse m.m. Han har fulgt Ruslands cyberangreb på Ukraine siden 2016 og siden invasionen februar 2022 også de konventionelle aspekter af krigen. Endvidere har han erfaring med efterretningstjeneste og internationalt efterretnings- samarbejde.

Holmegaardhallens mødelokale, Glasværksvej 1, Fensmark, 4684 Holmegaard.

Medlemmer gratis, øvrige 50 kr. Velkommen!

Foredrag tirsdag den 12. september, 2023, kl. 19.

Hanne Severinsen: Ukraines vanskelige vej til Europa

I 1991 stemte Ukraine sig til at blive et selvstændigt demokratisk land. Sovjetunionen gik kort tid efter i opløsning. Men Demokrati er ikke bare noget man indfører. Den nye stat - med den omskiftelige fortid - skulle overvinde 70 års Sovjet-undertrykkelse og finde sin egen identitet. Samfundet blev i 90erne domineret af gamle partikammeraters "old-boy-network", som udviklede sig til nyrige oligarker, der satte sig på partier og medier.

 I 2004 førte et folkeligt oprør over korruption, valgfusk og censur til "Den Orange revolution". Det nye styre sad fast i modsætninger og blev væltet i 2010, hvor landet fik et endnu værre kleptokrati, som 2014 blev væltet efter mange måneders demonstrationer på "Euro-Maidan". Derpå fulgte Putins invasion af Krim og Østukraine - en krig, der siden 24 februar er blevet til en stor-skala krig, hvor Rusland ønsker at udslette al ukrainsk identitet.

Hanne Severinsen (MF (V) 1984-2007 og medlem af Europarådets Parlamentariske Forsamling 1991-2008) har fulgt Ukraine tæt siden landet blev medlem af Europarådet 1995, hvor hun var "Rapporteur" for Ukraines optagelse og derefter for overvågning af landets opfyldelse af kravet om demokrati, menneskerettigheder og retssamfund. I 2008 blev hun regeringsrådgiver for Yulia Tymoschenkos regering, indtil den blev væltet i 2010. Herefter var hun via "Den Danske Helsinki-Komite for Menneskerettigheder" med til at rapportere om det nye styres fængsling af den tidligere regerings ministre. Hun har været valgobservatør ved de fleste ukrainske valg - senest i 2019.


 Medlemmer gratis, øvrige 50 kr.                                                                     Velkommen!

Torsdag 11.Maj kl. 19-21.  Foredrag

Camilla T. N. Sørensen, lektor ved Institut for Strategi - og Krigsstudier, Forsvarsakademiet :

Kinas Arktis-diplomati i konteksten af stigende stormagtsrivalisering med USA – implikationerne for Rigsfællesskabet

Beijing har de seneste år forsøgt at etablere stærke og omfattende relationer med alle arktiske aktører og øget Kinas tilstedeværelse og indflydelse i arktiske institutioner. Dette har i høj grad været drevet af stigende kinesisk interesse i arktiske ressourcer og søruter, som nu officielt indgår i „Den Nye Silkevej” under betegnelsen „Den Polare Silkevej”. Mens Kina det seneste år har indtaget en mere afventende position i forhold til Arktis, er det ingen tvivl om, at Arktis er rykket op på Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden – det er ikke i toppen sammen med Taiwan og Det Sydkinesiske Hav, men det at sikre en kinesisk tilstedeværelse og indflydelse i Arktis er blevet knyttet tættere sammen med evnen til at realisere Kinas økonomiske reformdagsorden og stormagtsambitioner.

 Amerikanerne har de senere år ligeledes skruet op for deres fokus på Arktis, både diplomatisk og militært. USA anskuer den sikkerhedspolitiske og militære udvikling i regionen gennem en „stormagtskonkurrenceprisme”, og det er især Kina, Washington ser som hovedkonkurrenten. Det efterlader i amerikansk optik meget lidt plads til Kina i Arktis og specifikt i Grønland, som amerikanerne klart inkorporerer i den amerikanske „interessesfære.” 

Det medfører stigende amerikanske forventninger og krav til Grønland og Danmark – til Rigsfællesskabet – om at støtte op om USA’s hårdere linje over for Kina. Med udgangspunkt i en diskussion af drivkræfterne bag Kinas stigende fokus på Arktis og USA-Kina stormagtsrivaliseringens indtog i regionen opridses implikationerne – udfordringerne og mulighederne – for Rigsfællesskabet. 

Camilla vil også tale om andre aktuelle emner: forholdet Kina-Rusland efter Kinas 12-punktsplan og Xi’s besøg i Moskva, EU’s Kina-politik og Kinas charmeoffensiv over for Europa, nye kinesiske initiativer til at påvirke verdensorden og styrke Kina som stormagt, Taiwan osv. 

Camilla T.N. Sørensen er lektor ved Institut for Strategi- og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, hvor hun forsker og underviser i international politik og strategi med fokus på Østasien, Kina og Arktis. Hun holder jævnligt foredrag og bidrager løbende til danske og udenlandske mediers dækning af sikkerhedspolitiske udviklinger i Østasien og Arktis og har publiceret en lang række artikler og bogkapitler om disse emner, senest også bogen ”Sikkerhedspolitik i Arktis og Nordatlanten” (DJØF Forlag, 2021), Sikkerhedspolitik i Arktis og Nordatlanten af Camilla Sørensen m.fl. (djoefforlag.dk)

Entré: Medlemmer gratis, øvrige 50 kr.  Holmegaardhallens mødelokale, Glasværksvej 1, Fensmark, 4684 Holmegaard 

Onsdag den 22. marts 2023, kl. 19
Et foredrag og en samtale om Ukraine med Irina Doentsig Bernstein 

Ingen ved, hvad der vil ske indtil marts 2023. Derfor er det svært at forudsige foredragets endelige indhold. Som det ser ud nu, vil Irina gå tilbage i historien til tiden før og under Stalin og derefter fokusere på Ukraines nyere historie, herunder landets særlige geografiske betydning, relationer mellem forskellige samfundsgrupper, den omfattende korruption i landet, Euromajdan og de samfundsmæssige konsekvenser af den russiske invasion og krig i Ukraine.

Irina er født i Ukraine, kom sammen med forældrene til Tyskland i 1994, forsatte sin skolegang der og afsluttede sin uddannelse på Heinrich Heine Universitetet i Düsseldorf med en MA i sociologi og politikvidenskab. Hun er Resident Twinning Advisor på to EU-projekter i Ukraine 2011 - 2016, der har bidraget til associeringsaftalen mellem EU og Ukraine. Hun behersker russisk, ukrainsk og tysk på modersmålsniveau og har fulgt Ukraines og Ruslands samfundsudvikling på tæt hold de seneste 20 år. Irina arbejder i dag som statistiker i Dansk Arbejdsgiverforening.


Holmegaardhallen, Glasværksvej 1, Fensmark, 4684 Holmegaard 

Entré: Medlemmer gratis, gæster 50 kr.  Velkommen!

Onsdag den 15. februar, 2023, kl. 19 – 21.
Lars Erslev Andersen: Har Vesten retten på sin side?

”Står det til USA, skal folkeretten overholdes af Vestens fjender, men må brydes efter behov af USA og vennerne i Mellemøsten. Nu giver det bagslag”.

Kilde:  Lars Erslev Andersen i Ræson 2020, s. 35 - 46

Omtalte artikel giver talrige eksempler på især USA’s overtrædelse af Folkeretten, som amerikanerne forventer, at fjender overholder, herunder Rusland, men for allierede er det anden sag.  Foredraget den 15/2 vil eksemplificere dette og vise de konsekvenser Vestens dobbeltmoral har for en stabil verdensorden. Hvordan kan vi undgå den yderste konsekvens: ”Alles krig mod alle”? Er det overhovedet muligt?

Lars Erslev Andersen, dansk mellemøstforsker, cand.mag. i idéhistorie fra Aarhus universitet, 1986, suppleret med mellemøststudier ved Odense Universitet. Fra 1991 var han videnskabelig medarbejder ved universitetets Center for Mellemøststudier, hvis leder han blev i 1994 frem til 2000. Siden 2008 har han været seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han især fokuserer på USA’s og Kinas positioner i Mellemøsten samt teorier om verdensorden.


Holmegaardhallens mødelokale, Glasværksvej 1, Fensmark, 4684 Holmegaard 

Torsdag den 12. januar, 2023 kl 19

Nytårstaffel i en ny form, russisk kaffebord, som vi i dagens anledning – Erik Torms introduktion til Arktis – kalder russisk kaffemik. Det starter kl. 19, når folk har spist hjemmefra, med Eriks oplæg om Grønland i to afdelinger og pause med russisk kaffemik. 

Alle bedes medbringe kaffekop, kagetallerken, ske / gaffel, serviet. Tilmelding er ikke nødvendig. Arrangementet finder sted i Holmegaardhallens mødelokale, Glasværksvej 1, Fensmark, 4684 Holmegaard. 

Entré: Medlemmer gratis, øvrige 50 kr. Velkommen!

Hvilke konsekvenser kan krigen få for resten af verden?

Hvad med genopbygningen af landet efter krigen?  

Entré: medlemmer gratis, øvrige 50 kr. Velkommen! 


Erik Torm, tidligere skoleinspektør på Holmegaardskolen, mangeårig projektrådgiver ved Uummannaq Polar Institute, www.upi.gl, er vores særlige gæst ved Nytårstaflet. Han taler om ”Rødder og Vinger – Grønland og den globaliserede verden”, introducerer begrebet kaffemik, viser smukke billeder fra Grønland og præsenterer en animationsfilm, som er lavet af professionelle filmskabere sammen med børnene på børnehjemmet i Uummannaq, og fortæller om myternes betydning for dannelse, opdragelse og kunst i nutidens Grønland.