Forrest i din opgave skal der være en indholdsfortegnelse. Der skal man kunne se, hvilke dele, du har delt din opgave op i. Indholdsfortegnelsen skal stå på en side for sig selv, ligesom i bøger.
Som du kan se i eksemplet herunder, opdeler man opgaver både i kapitler og underafsnit. Læg mærke til, at de enkelte kapitler ikke er kaldt "redegørelse", "analyse" og "diskussion". Det er bedre at give kapitler og afsnit overskrifter, der fokuserer på, hvad de indholdsmæssigt drejer sig om.
Der skal angives sidetal i indholdsfortegnelsen (og på de enkelte sider), så man kan se, på hvilken side i opgaven, hvert kapitel og afsnit begynder, og finde dem i opgaven.
Du kan få en del forskellige tekstbehandlingsprogrammer til automatisk at lave indholdsfortegnelse.
NB: Når du går i gang med dit projekt, kan det være en god idé at lave en foreløbig indholdsfortegnelse, som kan hjælpe dig med at få overblik over hvilke afsnit der skal være i den opgave, du skal til at skrive. Den må du naturligvis gerne på ændre undervejs i skriveprocessen, efterhånden som din opgave tager form. Hovedsagen er at når din opgave er færdig, skal indholdsfortegnelsen tilpasses, så den stemmer overens med hvad du rent faktisk endte med at gøre :-)
Krav til omfang af din opgave fremgår nederst på din opgaveformulering, og det er det omfang du skal efterleve. For de flestes vedkommende vil omfanget ved SRP være 15-20 normalsider. SRO er 6-8 normalsider og DHO 8-10.
Én normalside er 2400 anslag, inkl. mellemrum. Det spiller altså ikke nogen rolle, hvor mange reelle sider, din opgave kommer til at fylde. Det vigtige er antallet af anslag. Brug dit skriveprograms anslagsoptællingsfunktion til at holde øje med det. NB: Det omfang, der angives for din opgave er eksklusiv forside, indholdsfortegnelse, henvisninger i fodnoter, litteraturliste, grafer, bilag og tabeller. Dvs. at disse elementer ikke skal medregnes, når du opgør, hvor lang din opgave er.
Du skal angive i din opgave, hvor mange anslag, den fylder. Det kan du enten gøre på din forside, hvis du selv laver en sådan, eller efter konklusionen. Det hører med til bedømmelsen, at du overholder kravene til omfang. Du bør altså hverken skrive mere eller mindre end det omfang, der er angivet på opgaveformuleringen. Er din opgave for kort eller for lang, må du enten skrive mere eller forkorte din tekst.
Din opgave skal gerne have et strømlinet og professionelt udtryk. Dette gøres både ved hjælp af opgavens struktur og opgavens layout.
Når du skriver din opgave er det vigtigt, at du laver en tydelig struktur i opgaven. Du bør:
1) Lave inddelinger i afsnit /linjeskift (gerne 2-4 stykker på en side)
2) Lave sigende overskrifter og undgå blot at bruge spørgeordene [redegør, analyser, diskuter m.fl], men skriv kort hvad afsnittet handler om. Husk: du gerne må anvende kapitelnumre og underkapitler (1.0, 2.0, 2.1 osv).
Det er også vigtigt at du giver din opgave et professionelt layout. Dette gøres bl.a. ved:
1) God og læsbar skrifttype
2) Tydelig markering af overskrifter - brug gerne kapitelinddelinger.
3) Sidetal
4) Sidehoved med fx navn og klasse
5) Forside med opgavens titel og dit navn. Hvis du vælger at bruge billeder på forsiden, så gør det med omhu. Det er ikke godt at starte med et irrelevant eller misvisende billede.
Alle disse ting gør læseoplevelsen bedre, og kan understøtte en i forvejen god opgave. Det kan i øvrigt være en fordel at vente med den endelige opsætning til man har hele teksten klar.