DHO
INTRODUKTION
INTRODUKTION
Kære 1.g’er. I slutningen af 1.g skal du skrive en opgave i fagene dansk og historie (DHO). Her kan du læse om den.
Formål: I slutningen af 3.g skal du skrive SRP (studieretningsopgave). DHO i 1.g og SRO (StudieRetningsOpgave) i 2.g skal træne jer i at skrive en god akademisk opgave i 3.g. De ting, I lærer ved at skrive DHO, er altså ikke kun nyttige i forhold til fagene dansk og historie, men skal også give jer kompetencer, I får brug for senere i gymnasiet, og når I starter på en videregående uddannelse efter gymnasiet.
Opgaven skrives parvis. Det er op til klassens lærere, hvordan grupperne etableres. De afsnit i opgaven, som en enkelt elev har haft et særligt ansvar for, markeres med dennes navn i opgaven. Det skal sikre, at lærerne kan give hver enkelt elev en præcis feedback, selvom I skriver sammen og kan gøre brug af hinandens kompetencer.
Omfang: 8-10 sider. En normalside er defineret som 2400 anslag inklusiv mellemrum. Indholdsfortegnelse, litteraturliste, noter og eventuelle bilag tæller ikke med i omfanget.
I eksamensperioden skal I op til en mundtlig årsprøve, hvor I mundtligt forsvarer opgaven. Tidspunktet for årsprøven vil fremgå af lectio. Hvert par er oppe i 30 minutter. NB: Selvom du ikke har skrevet hele opgaven, skal du stadig kunne redegøre for og tale om indholdet i de afsnit, som din skrivemakker har skrevet.
En stor opgave som DHO'en tager udgangspunkt i enten opgaveformulering, som lærerne skriver, eller en problemformulering, som du selv laver sammen med din makker. Det er opgaveformuleringen/problemformuleringen, der angiver, hvad der skal indgå i opgaven og hvilke(t) overordnet spørgsmål, opgaven skal besvare, og i kan læse mere om dem her.
Opgaverne skal indeholde flg:
Indholdsfortegnelse
Indledning
Redegørelse
Analyser i to fag
Vurdering/diskussion
Konklusion
Litteraturliste
Det faglige forløb: I forårsmånederne har hver klasse et undervisningsforløb i dansk og historie, hvor der er fokus på en eller flere bestemte historiske perioder, og hvor I læser dansk- og historiefaglige tekster. DHO'en skal skrives i forlængelse af forløbets emne. I må gerne bruge viden, I har oparbejdet i forløbet, og inddrage materiale fra undervisningen i jeres DHO, så længe I også selvstændigt bearbejder andet materiale. Derfor er jeres engagement og faglige deltagelse i undervisningen vigtigt for at kunne skrive en god DHO.
Skrivedage: Der er tre skrivedage i slutningen af maj, hvor I ikke har almindelige undervisning. Se tidspunkterne i lectio. I skal bruge dagene på at fordybe jer i opgaven. I løbet af skrivedagene vil der være klyngevejledning på skolen. Det vil dine vejledere fortælle dig mere om.
Aflevering: Se afleveringsfristen i lectio. Opgaven uploades i lectio og man afleverer i pdf-format. Det kan være, at jeres lærere også ønsker et fysisk eksemplar af opgaven. Hvis det er tilfældet, informerer de om det. NB: DHO er en årsprøve, og derfor skal opgaven afleveres til tiden.
I eksamensperioden, når den almindelige undervisning er slut, skal I 'forsvare' jeres opgave mundtligt. Det vil sige, at I skal forberede en fremlæggelse, hvor I fremlægger det faglige arbejde og de væsentligste pointer, som I er kommet frem til i opgaven. I skal præsentere opgavekonklusionen samt beskrive hvordan I har arbejdet med primærteksterne i de to fag. Det kan fx være overvejelser om, hvorfor der er valgt en bestemt analysemetode i arbejdet med en konkret tekst, eller hvorfor en bestemt tekst er inddraget i en perspektivering.
Rammer for årsprøven:
Prøven varer 30 minutter i alt og I er til stede begge to. Prøven forløber således:
I starter med et oplæg på i alt 10 minutter, hvor I fremlægger jeres arbejde. I skal præsentere
Den overordnede problemstilling / opgavens emne
Hovedkonklusionen
Væsentlige delkonklusioner fra hvert fag, samt måderne I er nået frem til dem på: Det indbefatter, at I beskriver hvordan I har arbejdet konkret med de tekster, I har analyseret i hvert fag, og at I fortæller hvorfor og hvordan netop de analysemetoder, I har brugt, har været brugbare til at forstå teksterne med. Her er det vigtigt, at I medbringer jeres opgave og de tekster, I har analyseret, så I kan give tekstnære eksempler fra jeres primærtekster.
Efter jeres oplæg stiller de to lærere spørgsmål til opgaven og det, I har sagt i fremlæggelsen. Det er der afsat cirka 10 minutter til.
Derefter går I uden for døren og lærerne diskuterer, hvilken karakter, I hver især skal have. I får en individuel karakter, der tæller med i jeres karaktergennemsnit for 1.g. Den bygger på en helhedsvurdering af jeres individuelle skriftlige og mundtlige præstation. Lærerne giver forskellige karakterer til jer, selvom I har arbejdet med opgaven i fællesskab, hvis jeres præstationer er på forskellige faglige niveauer.
Til sidst kommer I ind - evt. hver for sig - og får karakter og feedback.
I kan læse mere om den mundtlige DHO-prøve her.