De tre hovedområder

Der er tradition for at inddele videnskaberne i tre familier eller hovedområder (også kaldet fakulteter), som de enkelte videnskaber og fag hører til i: de humanistiske, de naturvidenskabelige og de samfundsvidenskabelige videnskaber. Det ligger i ordene, hvad de tre hovedområder overordnet beskæftiger sig med: henholdsvis mennesket, naturen og samfundet.

De humanistiske videnskaber / HUMANIORA

Humanistiske fag, fx: dansk og alle sprogfag, historie, religion, oldtidskundskab, mediefag, billedkunst, dramatik, musik, filosofi og til dels psykologi. Samlet kaldes de humanistiske fag også 'humaniora'.

1. Hvad undersøger de humanistiske videnskaber?

De undersøger individuelle betydningsbærende genstande skabt af mennesker, fx alle slags sprog og tekster, historiske begivenheder, billeder, kunstværker og musik (bemærk, at ordet genstand i denne sammenhæng også dækker over handlinger og begivenheder igangsat af mennesker).

Humanioras genstande er aldrig ens, og derfor siger vi, at de er unikke. Det videnskabsteoretiske begreb for beskæftigelsen med sådanne genstande er ideografisk videnskab. Ordet ideografisk betyder på oldgræsk 'som er om det særlige'. De humanistiske videnskaber undersøger netop unikke menneskeskabte genstande, som altid har særlige betydninger, eftersom de jo har deres oprindelse i forskellige menneskers bevidsthed, fx en tekst, en statue, et maleri, en søjle eller en film. At karakterisere humaniora som ideografisk videnskab passer i de fleste tilfælde, men der er undtagelser, for man kan også søge efter generelle mønstre og lovmæssigheder, fx et sprogs grammatiske system. I det tilfælde er undersøgelsen nomotetisk.

2. Hvorfor undersøger de humanistiske videnskaber menneskeskabte genstande?

Det korte svar er: for at forstå dem. Humaniora vil forstå og forklare menneskeskabte betydninger. Det lidt længere svar er: for at forstå os selv og menneskelivet og blive bedre til at leve vores liv ved at lære af de forståelser, værdier, opfattelser, argumenter, forestillinger, følelser og idealer, som mennesker har udtrykt i litteratur, billeder, musik osv. gennem tiden. I de humanistiske videnskaber prøver mennesker at forstå sig selv gennem det, mennesker har skabt.

Det videnskabsteoretiske begreb for humanioras formål er intentionel forklaring: Intention betyder 'hensigt', og humanioras formål er netop at forstå og forklare de intentioner, betydninger, værdier og opfattelser, der ligger i forskellige menneskeskabte genstande (se Kausal, intentionel og funktionel). En litteraturforsker vil fx forklare intentionen bag og meningen i H.C. Andersens "Den grimme Ælling", en historiker vil forklare intentionerne bag Anden verdenskrig osv.

3. Hvordan undersøger de humanistiske videnskaber deres genstande?

Hvad videnskaberne undersøger, bestemmer altid, hvordan de undersøger det. Da det som sagt er betydningsbærende genstande, der undersøges i de humanistiske videnskaber, må man fortolke disse genstande. Menneskets indre liv – dets følelsesliv, tankeliv og intentioner – og udtryk for dette indre liv er ikke synligt eller målbart. Man kan jo fx ikke se eller måle hensigten med et digt eller et debatindlæg. Derfor må man fortolke og med indføling og empati leve sig ind i andre menneskers frembringelser. Det videnskabsteoretiske begreb for en sådan fortolkning er hermeneutik (hermeneutik betyder 'læren om, hvordan betydningsbærende genstande forstås'). De humanistiske videnskaber er i deres væsen hermeneutiske: de fortolker intentioner, mening og betydninger.

Hvad kendetegner så fortolkningsprocessen – hvad sker der, når man fx prøver at forstå en tekst? Fortolkningsprocessen er kendetegnet ved to træk:

Der sker en løbende justering og forbedring af læserens forståelse af teksten. Løbende udkaster man gennem fortolkninger forståelser af teksten, som undervejs justeres af nye fortolkninger, hvorved nye og bedre forståelser nås, indtil man når den forståelse, som man (foreløbigt) stiller sig tilfreds med.
Fortolkningen veksler løbende mellem at være rettet mod en del af teksten og mod hele teksten. Man forstår en teksts dele ud fra helheden og helheden ud fra delene. Vi kender fx alle det, at man først forstår en novelles titel og dele (fx et symbol i teksten), når man har læst hele novellen, og at vi først forstår hele novellen, når vi har læst titlen og alle novellens dele.

Det videnskabsteoretiske begreb for både fortolkningens løbende justering af (for)forståelser og for fortolkningens vekslen mellem del og helhed er den hermeneutiske spiral.

Ser man en opadgående spiral for sig, forstår man netop billedligt fortolkningsprocessens bevægelse mod en mere og mere nuanceret og helhedsomfattende forståelse (som i princippet aldrig bliver endegyldig). Vi kender alle det, at vi forstår en tekst bedre, når vi har læst den mange gange, end når vi kun har læst den én gang. Og det er jo netop, fordi vi derved grundigere har opfattet og inddraget alle tekstens dele i fortolkningen af helheden samt helheden i fortolkningen af alle tekstens dele.

Ud over den fundamentale, hermeneutiske fortolkning, som stort set altid finder sted, findes der i humaniora en lang række fagspecifikke metoder, som du lærer hos dine faglærere. At der er mange forskellige faglige metoder i de humanistiske fag, hænger sammen med, at de netop undersøger unikke genstande, som ikke bare kan underlægges den samme behandling.

Naturvidenskaberne

Naturvidenskabelige fag, fx: fysik, kemi, biologi, bioteknologi, naturgeografi, til dels matematik.

1. Hvad undersøger naturvidenskaberne?

Naturvidenskaberne undersøger naturen, dvs. naturskabte genstande og naturens processer, mekanismer, lovmæssigheder og årsag-virknings-forhold, der for eksempel vedrører dyr, planter, menneskekroppen, klimaet, atomer, solsystemet, havene, jordforhold osv.

Det vigtige her er at forstå, at naturvidenskaberne som hovedregel undersøger det generelle, universelle og lovmæssige ved naturen. Lovmæssigt og universelt betyder netop 'noget, som altid er tilfældet'. Man undersøger fx ikke bare den enkelte plante (som humanvidenskaberne undersøger den enkelte tekst), men flere eksempler på en planteart eller planter som sådan. Man er strengt taget ligeglad med den enkelte plante – det handler typisk om naturens – fx en plantearts – generelle processer og lovmæssigheder, fx fotosyntesen eller en plantearts farve eller vækst. Det videnskabsteoretiske begreb for dette er nomotetisk videnskab. På oldgræsk betyder nomos 'lov', og tihtenai betyder 'opstille, fastsætte'.. Naturvidenskaberne er nomotetiske, fordi de oftest undersøger og fastsætter det generelle og lovmæssige i naturen.

2. Hvorfor undersøger naturvidenskaberne naturen?

Formålet er kort og godt at forklare det generelle og lovmæssige (nomotetiske) ved naturens genstande og fænomener, fx forklare, hvordan vulkaner, planter, menneskehjernen eller orkaner opfører sig. Formålet er med andre ord at opstille universelle årsagsforklaringer og fastsætte naturlove. Det videre og dybere formål er at forklare den natur, der omgiver os, og som vi er indfældet i og afhængige af, så vi kan leve i og med den på hensigtsmæssige måder, herunder udnytte naturens ressourcer bedre og fx udvikle ny medicin, skaffe rent drikkevand og lære, hvordan vi kan passe på naturen. Kort sagt skal vi forklare, udnytte og bevare naturen og dens ressourcer.

Det videnskabsteoretiske begreb for naturvidenskabernes formål er kausal forklaring. Kausal betyder 'som vedrører årsag-virkningsforhold', og naturvidenskaberne vil netop forklare naturens lovmæssigheder og årsag-virkningsforhold – altså give kausale forklaringer, hvor idealet er at opstille så generelle teorier som muligt om naturens lovmæssigheder (enkelte dele af naturvidenskaberne kan dog også søge funktionelle forklaringer).

3. Hvordan undersøger naturvidenskaberne deres genstande?

Naturvidenskabernes overordnede metoder er observation, måling, kvantitative analyser og eksperimenter – alt sammen for at afdække, påvise og forstå naturens lovmæssigheder.

Mere præcist kan man beskrive en udbredt naturvidenskabelig metode ved begrebet den hypotetisk-deduktive metode. Det er nemt at misforstå dette fremmede begreb, så hvad betyder det helt præcist? Lad os svare ved først at forklare begrebets to dele: Deduktiv eller som verbum: at deducere, betyder 'at udlede' eller 'forudsige'. Hypotese betyder 'tænkelig forklaring, formodning eller antagelse'. Og den hypotetisk-deduktive metode indebærer netop, at man først formulerer en hypotese (fx: planters vækst påvirkes af lys og vand). Dernæst udleder man en forudsigelse (fx: hvis vi giver en plante lys og vand, så vokser den). Og så efterprøver man forudsigelsen ved eksperiment eller observation. Hvis forudsigelsen holder stik, er hypotesen forstærket, og man kan danne en teori (dvs. en begrundet og forstærket hypotese). Hvis forudsigelsen ikke holder stik, må man forkaste hypotesen.

Man siger også, at naturvidenskaberne arbejder induktivt, fordi man eventuelt går fra at have observeret noget (fx planters vækst) nogle gange til at konkludere, at det gælder generelt. Induktion betyder at slutte fra enkelttilfælde til en generel regel/lovmæssighed.

Men hvorfor anvender naturvidenskaben en meget kvantitativ metode – observation, tælleri og måling – frem for fx indlevelse og fortolkning? Af to grunde er den kvantitative tilgang god til at finde ret sikre svar på, hvordan de nomotetiske kausal-sammenhænge er mellem de få variable, som det er værd at undersøge i naturvidenskaberne:

Naturen er simpel: Fænomener i naturen afhænger typisk kun af én eller få variable – fx afhænger den fart, et æble rammer jorden med, kun af højden, det falder fra. De genstande, som humaniora og samfundsvidenskab undersøger, afhænger oftest af mange forskellige faktorer, variable og kontekster. NB: Naturvidenskab er ikke simpelt – ved grundigt arbejde kan man skabe viden om fx de mindste bakterier eller universets skabelse.
Naturen består af klasser af ret ens fænomener: Fænomener i naturen er ikke bærere af særlige og komplekse betydninger, men ligner hinanden – to lynnedslag ligner hinanden mere end to revolutioner eller to romaner.

Men hvad så med matematik – er det overhovedet en naturvidenskab? Matematik regnes ofte med til de naturvidenskabelige fag, men det er egentlig lidt forkert. For matematik handler jo ikke primært om naturen, men om tal, trekanter osv., som findes i matematikkens abstrakte univers.

Introduktion til Den Naturvidenskabelige Metode

1:27

Den hypotetiske deduktive metode - Del 1

0:55

Den hypotetiske deduktive metode - Del 2

0:58

Den induktive metode

0:48

Samfundsvidenskaberne

Samfundsvidenskabelige fag, fx: samfundsfag, erhvervsøkonomi, til dels historie.

1. Hvad undersøger samfundsvidenskaberne?

Samfundsvidenskaberne undersøger samfund, dvs. menneskelige fællesskaber, store som små. Man opdeler ofte samfundsvidenskabernes genstande i tre sammenhængende hovedområder: det sociale, det politiske og det økonomiske, og man siger, at samfundsvidenskaberne undersøger samfundsforhold og samfundsudviklingen, både lokalt og globalt.

Et yderligere svar på spørgsmålet gives bedst ved at påpege, at samfundsvidenskaberne er en blanding af humaniora og naturvidenskab, nemlig ved både at undersøge unikke genstande, fx en politisk tale, og samfundsmæssige lovmæssigheder, fx økonomiske sammenhænge eller politiske partiers adfærd. Samfundsvidenskaberne er altså lige dele idiografisk og nomotetisk videnskab.

2. Hvorfor undersøger samfundsvidenskaberne samfundet?

Det korte svar er: for at forstå samfundet, så vi bedre kan leve i det og forbedre det. Et yderligere svar på spørgsmålet gives bedst ved igen at påpege, at samfundsvidenskaberne også mht. formål er en blanding af humaniora og naturvidenskab. Deres formål er nemlig både at levere intentionelle forklaringer på unikke genstande (fx en politisk tale), og at levere kausale forklaringer på lovmæssige træk ved samfundet (fx. hvorfor mennesker forbruger penge på en bestemt måde). Samfundsvidenskabernes formål er altså både at give intentionelle og kausale forklaringer.

3. Hvordan undersøger samfundsvidenskaberne deres genstande?

Samfundsvidenskaberne har traditionelt været meget eksplicit metodebevidste – til dels fordi det, de undersøger, ofte er mere flyvsk end humanioras og naturvidenskabernes genstande. Holdninger, kulturer, værdier, adfærdsmønstre, økonomier mv. forandrer sig løbende og er svære at fastholde og måle præcist på.

Overordnet anvender samfundsvidenskaberne både fortolkning og måling og indsamling af og analyse af data. Også mht. metode ser vi altså en blanding af humaniora og naturvidenskab. Med samfundsvidenskabernes eget sprog taler man også om tre klassiske metoder i samfundsvidenskaberne: kvalitativ metode, kvantitativ metode og komparativ metode.

Kvalitativ metode handler (ligesom i humaniora) om fortolkning af teksters betydninger, fx politiske taler eller enkeltpersoners udsagn, fx udsagn i et interview, en debat eller en dagbog. Denne metode giver viden og forståelse i dybden, men den er svær at generalisere ud fra, da man oftest ikke fortolker mange tekster.
Kvantitativ metode handler om at tælle og indsamle mange data (ofte gennem spørgeskemaer), fx mange menneskers udsagn om noget (fx deres holdning til statsministeren) eller en gruppes indkomstforhold, for så at lave statistik over dette. Denne metode giver en mere overfladisk viden, men den er god at generalisere ud fra.
Komparativ metode: Komparation betyder 'sammenligning'. Man sammenligner tilfælde (cases), fx to landes politiske systemer eller forskellige kulturer. Formålet er at forstå noget bedre ved at se det i forhold til noget andet – ved at se ligheder og forskelle. Men man kan også gøre det for enten at påvise årsager eller afvise tænkelige årsager (give kausale forklaringer). Vil man påvise årsager, anvender man et såkaldt Most Similar Systems Design. Her sammenligner man ens cases med forskelligt udfald/afhængig variabel for at finde den afgørende forskel på de to cases og dermed årsagen til forskellige udfald. Vil man afvise tænkelige årsager, anvender man et Most Dissimilar Systems Design. Her sammenligner man meget forskellige cases med samme udfald/afhængig variabel for at påvise, at ingen af forskellene og dermed de tænkelige årsager betyder noget for udfaldet/ligheden.

Report abuse