Tema: Den gode arbejdsplads. Case: Rita og Johannes Holst (hjerte-karsygdomme) revideret september 2022
Johannes er 78 år. Han er 180 cm høj, vejer 105 kg og har en livvidde på 121 cm.
Rita er 74 år. Hun er 165 cm høj, vejer 67 kg og har en livvidde på 91 cm.
Rita og Johannes har været gift i 54 år og bor i eget hus med have i Blans i Sønderjylland.
Johannes har været langturschauffør men arbejdede de sidste 18 år på et lager, indtil han som 65-årig gik på pension. Han har altid røget en del tobak. Rita er udlært syerske og har arbejdet i en systue i mange år. På grund af artrose fik hun som 52-årig førtidspension.
Rita og Johannes har 3 børn og 5 børnebørn. Familien bor rundt om i Danmark og kommer på besøg jævnligt. Rita og Johannes har stadig hus og have. Det er ved at blive for meget for dem, da Rita på grund af smerter i fingre og håndled ikke magter at holde det hele.
Rita har altid stået for husholdningen, både madlavning, tøjvask og rengøring. Det har altid betydet meget for hende, at hus og have ser ordentligt ud. Johannes går ikke meget op i hverken husholdning eller i haven. Parret har altid været glade for at deltage i sociale sammenkomster med venner og naboer men kommer ikke så meget ud mere.
Johannes har haft en blodprop i hjertet. Som et resultat af blodproppen er hans funktionsevne stærkt nedsat. Johannes bliver forpustet og hurtig træt ved fysisk anstrengelse og han er bange for, at smerterne i brystet og armen skal vende tilbage. Han får medicin mod forhøjet blodtryk og mod forhøjet kolesterol. Desuden får han blodfortyndende medicin.
Rita og Johannes får hjælp til rengøring og tøjvask. Desuden får Johannes hjælp til personlig pleje og af- og påklædning. I den forbindelse har han fået en plejeseng. Han har også en rollator.
Aktuel situation:
Rita og Johannes er blevet vejledt hos lægen om betydningen af en sund livsstil i forhold til hjertesygdom. De har endnu ikke ændret særlig meget på deres livsstil. De holder begge af god traditionel mad som f.eks. karbonader og ribbensteg med kartofler og opbagt sovs, desserter og hjemmebagt kage. Rita bekymrer sig for, om de ”lever for godt”. Johannes gider ikke rigtig tale om det og ryger da også stadig.