Fremstillingsformer er de forskellige måder, som fortælleren kan fremstille sin fortællings indhold på. Vekslen mellem forskellige fremstillingsformer skaber variation i teksten og bestemmer fremstillingens tempo og rytme. Vi inddeler i følgende fremstillingsformer:
● Beretning
I beretning skrider fortællingens handling fremad. Fortælleren beretter om noget, der sker eller er sket.
● Beskrivelse
I beskrivelse sættes handlingen i stå, mens fortælleren beskriver fx en persons udseende, et landskab eller en stemning.
● Dialog og replikgengivelse
I dialog gengives personernes replikker sædvanligvis med brug af direkte tale. Desuden kan replikker gengives med brug af indirekte tale og dækket direkte tale. Et eksempel:
Direkte tale: Drengen spurgte: “Hvorfor kører du dog ikke?”
Indirekte tale: Drengen spurgte hvorfor han dog ikke kørte.
Dækket direkte tale: Hvorfor kørte han dog ikke?
I den dækkede direkte tale (også kaldet dækning) er det umiddelbart fortælleren, der står som afsender, men vha. fx talesprogsagtige småord og kontekst kan vi se, at det i virkeligheden er en persons replik eller tanker, der gengives.
En anden type replikgengivelse er den indre monolog. Den indre monolog minder om en dialog, men den er lagt ind i en persons bevidsthed. Personen taler til sig selv, og kan diskutere og vende forskellige overvejelser med sig selv.
● Fortællerkommentar
I fortællerkommentaren træder fortælleren frem og kommenterer eller reflekterer over elementer i fortællingen.
● Scenisk/panoramisk fremstillingsform
Skelnen mellem scenisk og panoramisk fremstillingsform bestemmer en forskel i fortælletempoet. I den sceniske fremstillingsform springes der ikke i tid og sted. Beretningen om fortællingens hændelser forløber i naturlig, kronologisk tid, som om de udfoldede sig på en scene.
I den panoramiske fremstillingsform sker der sammendrag af længere tidsforløb. Der kan fx berettes om flere år i hændelsesforløbet på få linjer. Fortælleren giver os her et panorama, hvor vi kan overskue lange stræk i fortællingens begivenhedsrække.
I kompositionsanalysen undersøger vi tekstens tidslige forløb og den rækkefølge, som fortællingens begivenheder arrangeres i.
● Overordnede kompositionsmønstre:
○ Tredelt struktur
En fortælling vil ofte overordnet være inddelt i tre hoveddele: begyndelse, midte og slutning. Når man analyserer fortællingers handling, er det ofte vigtigt at se på forholdet mellem begyndelse, midte og slutning. Denne narrative grundstruktur genfindes i mange genrer, fx dannelsesromanens og eventyrets hjemme-ude-hjem.
○ Simpel, lineær komposition
I denne kompositionsform skrider handlingen kronologisk frem uden spring frem og tilbage i tid.
○ Tilbageblik og fremadskuen (flashback/flashforward)
Disse begreber betegner spring tilbage og frem i tiden i forhold til fortællingens nu. En ofte anvendt kompositionsform er således lineær komposition med tilbageblik (flashback) og evt. fremadskuen (flashforward). Her skrider fortællingens begivenhedsrække lineært frem, men med hop tilbage og frem i hændelsesforløbet.
○ Fortalt tid/fortælletid
Den fortalte tid er den tid, der fortælles om. Fortælletiden er den tid, der fortælles i.
○ Cirkelkomposition
Der er tale om en cirkelkomposition, når fortællingen i en eller anden henseende ender, hvor den begyndte.
○ Rammekomposition
Fortælleren skaber en ramme uden om en eller flere fortællinger, fx en fortæller, der optræder i teksten, og fortæller en historie.
● Tomme pladser
En tom plads i en tekst er noget, som teksten ikke fortæller, men som læseren har brug for at vide for at forstå tekstens helhed. Markante tomme pladser må læseren forsøge at udfylde på baggrund af den information, fortælleren rent faktisk giver i selve teksten.
● Forestilling og fremstilling (fabula/sjuzet)
En fortælling begynder ikke altid med handlingsrækkens begyndelse, ligesom den ikke altid slutter med handlingsrækkens slutning. Begreberne forestilling og fremstilling (også kaldet fabula og sjuzet) kan bruges til at redegøre præcist for sådanne tilfælde. Fremstillingen (sjuzet) er begivenhedernes tidslinje, sådan som den foreligger i teksten. Hvis en tekst begynder med slutningen og derefter fortæller om begivenhederne, der leder op til denne slutning, kommer slutningen altså først i fremstillingens tidslinje. Forestillingens tidslinje (fabula) er derimod den kronologiske rækkefølge, vi kan rekonstruere ud fra fremstillingens begivenhedsrækkefølge. I forestillingen vil begivenhederne følge hinanden i naturlig tidslig rækkefølge, så slutningen vil altid ligge sidst i forestillingens tidslinje.
Fortællerbegrebet handler om, hvem der fortæller. Og synsvinkelbegrebet handler om, hvorfra vi opfatter det fortalte. Analysen af fortællertype og synsvinkel er yderst vigtig i mange prosatekster, da spørgsmålene om, hvem der fortæller, og hvorfra det fortalte opfattes, som oftest vil have afgørende indflydelse på fortællingens udformning.
● Fortællertype: jeg-/tredjepersonsfortæller
Tredjepersonsfortælleren siger ikke ‘jeg’ om sig selv og er ikke en del af det fortalte.
Jeg-fortælleren siger ‘jeg’ om sig selv og er en del af det fortalte (der findes dog eksempler på jeg-fortællere, der ikke er en del af det fortalte, fx i J. P. Jacobsens Niels Lyhne).
● Eksplicit/implicit fortæller
Den eksplicitte fortæller er en fortæller, der viser sig direkte i teksten. Det kan fx være en jeg-fortæller. Nogle gange, fx i rammefortællinger, kan der optræde en mere tilbagetrukket fortællerinstans, der iscenesætter en eller flere eksplicitte fortællere. En sådan fortæller kaldes en implicit fortæller - en slags skjult fortæller.
● Synsvinkel
Synsvinkelbegrebet handler om, hvorfra vi opfatter det fortalte. Og altså ikke om, hvem der fortæller. Fortæller og synsvinkel er to helt forskellige ting. Hverken en jeg-fortæller eller en tredjepersonsfortæller har altså en bestemt synsvinkel. Synsvinklen er vigtig for måden, en fortælling er fortalt på, og for læserens opfattelse af den. Vi analyserer synsvinklen ud fra de tre følgende muligheder:
○ fri adgang til personers tanker og følelser (alvidende fortæller, indre synsvinkel).
○ begrænset adgang til personers tanker (personbundet synsvinkel, personal fortæller, indre synsvinkel hos bestemt person).
○ ingen adgang til personers tanker og følelser (registrerende fortæller, behavioristisk fortæller, ydre synsvinkel).
HUSK!: I praksis kan synsvinklen være mindre konsekvent, således at man fx kan have en tekst, hvor der primært er adgang til én persons bevidsthed, men hvor der ind i mellem også er adgang til andre personers bevidsthed (eksempel: ”Den lille pige med svovlstikkerne”). Da synsvinklen afgøres på baggrund af en hel tekst, er der i så fald alvidende syn, men man bør i analysen forklare, at der primært er indre syn, men eventuelt med undtagelser.
● Utroværdig fortæller
Da jeg-fortælleren er en del af det fortalte og derfor (i modsætning til tredjepersons-fortælleren) ikke fortæller om det upåvirket og fra et neutralt sted, kan der være uoverensstemmelser i det fortalte. I så fald taler vi om utroværdighed. Utroværdighed kan skyldes jegets begrænsede viden, fortrængninger, bevidst fordrejelse eller bedrag mv.
I visse tekster kan det være vigtigt at analysere, på hvilke forskellige steder og i hvilke miljøer handlingen udspiller sig - og hvilken betydning disse steder og miljøer har.
● Socialt/psykisk miljø
Man kan i analysen af miljøbeskrivelsen skelne mellem, om denne hovedsagelig beskriver det sociale miljø eller det psykiske miljø. Er der fx tale om en beskrivelse af et under-, middel-, eller overklassemiljø, eller er der fokus på de psykiske relationer mellem personer?
● Generel karakteristik af tid, sted og miljø
Karakteristikken af tid, sted og miljø kan ofte med fordel tage udgangspunkt i overordnede modsætningspar, fx hjemme/fremmed, by/land, rig/fattig.
Der optræder personer i næsten alle litterære tekster, og det er et grundlæggende facinationstræk ved litteratur, at vi kan få indblik i personers liv. En stor del af litteraturen har menneskelivet som sit vigtigste emne. At lave en god personkarakteristik vil derfor være relevant i analysen og fortolkningen af mange tekster.
● Direkte/indirekte karakteristik
Fortælleren kan direkte sige noget om personers udseende, opførsel, karakteregenskaber osv., og så taler vi om direkte karakteristik. Men personer kan også karakteriseres indirekte, fx gennem deres replikker, deres handlinger, hvad andre siger om personen, og hvordan andre reagerer på personen.
Hvor den direkte karakteristik består i det, der fortælles om en person, består den indirekte karakteristik groft sagt i det, personen siger, og det, der siges om personen.
● Ydre/indre karakteristik
Hvor den ydre personkarakteristik angår personers ydre træk (fx udseende, alder, job, sociale forhold), angår den indre karakteristik beskrivelsen af personers indre (fx følelser, personlige holdninger og egenskaber).
● Typer/individer
Vi kan skelne mellem, om en person bliver karakteriseret som en type (fx den gale videnskabsmand eller den flippede hippie) ellers mere nuanceret som et specielt individ.
● Statisk/dynamisk karakteristik
I en statisk karakteristik sker der ingen udvikling i beskrivelsen af personen. I en dynamisk karakteristik gennemgår personbeskrivelsen en udvikling gennem fortællingen.
Fortællinger består af sprog, og det er derfor vigtigt med præcise begreber at kunne analysere sproglige og stilistiske træk.
● Ordvalg
Det er ofte vigtigt at lægge mærke til ordvalget. Og især om det er neutralt eller værdiladet. Ordvalget er med til at bestemme fortællingens stil, tone og kan afsløre fortællerens holdning til elementer i det fortalte. Der er fx forskel på, om man kalder en vejafgift for en mijø-, trængsels- eller betalingsring.
● Denotation/konnotation
Et ords denotation er ordets grundbetydning, og et ords konnotation er dets medbetydning. Ordene “gammel spand” kan fx have denotationen “bil”, men konnoterer, at denne bil er udslidt og ikke meget værd.
● Syntaks (paratakse/hypotakse)
Paratakse betyder sideordning, og hypotakse betyder underordning. Tekst præget af paratakse indeholder ofte flere og kortere sætninger, ofte adskilt af ”og” eller punktummer. Tekster med hypotakse har længere og mere komplicerede sætninger med mange ledsætninger. Den enkelte sætning kan være præget af paratakse eller hypotakse, ligesom forholdet mellem sætningerne kan være det. Syntaksen er ofte vigtig ift. tekstens stil og stemme.
● Tekstens stil, stemme og tone
Gennem analyse af ordvalg og syntaks kan vi bestemme tekstens stil. Hvis der fx er dyb hypotakse, er effekten ofte, at teksten virker akademisk, gammeldags eller komisk. Desuden kan vi karakterisere tekstens stemme og tone. Tekstens stemme kan fx være neutral, ironisk, sarkastisk, distanceret, humoristisk, medlidende etc.
En væsentlig del af menneskers handlinger består i at samtale, og da litteraturen ofte beskæftiger sig med mennesker og deres indbyrdes relationer, kan et godt begrebsapparat til analyse af samtaler være et særdeles nyttigt redskab til at åbne visse tekster.
● Undertekst
Det er ofte forskel på det der siges direkte og det der ligger nedenunder - den såkaldte undertekst. Som regel må man selv finde frem til underteksten, der ofte opstår i konflikten mellem to viljer eller livssyn. Her opstår også ofte noget underfundigt eller morsomt i spændingen mellem det der siges direkte og underteksten. I den svenske film Adam og Eva er underteksten skrevet i parentes under billederne:
ADAM: Er du træt? (Skal vi bolle?)
EVA: Ja (Nej)
ADAM: Jeg kan massere dig (Hvad med en hurtig?)
EVA: Jeg vil læse (Jeg sagde nej)
● Samarbejds- og høflighedsprincippet
Samtaler har nogle uskrevne regler, nogle grundprincipper, der mestres af enhver almindelig sprogbruger. Samarbejdsprincippet og høflighedsprincippet er blandt disse. Samarbejdsprincippet består af følgende dele:
○ Omfangsprincippet: Sig kun det nødvendige.
○ Sandhedsprincippet: Sig kun det, du selv tror er sandt.
○ Relevansprincippet: Hold dig til emnet, og sig kun det, der er relevant.
○ Klarhedsprincippet: Udtryk dig klart og direkte – uden tvetydigheder.
Samtaler drejer sig dog ikke kun om at udveksle information så effektivt som muligt, men også om at styrke sociale relationer og undgå konflikter. Dette tager høflighedsprincippet udgangspunkt i:
○ Vær hensynsfuld: Vær ikke til besvær.
○ Opfyld andres ønsker.
○ Vær positiv: Undgå kritik og utilfredshed.
○ Vær beskeden: Undgå selvros, og vær selvkritisk.
○ Vær enig: Søg størst mulig fælles forståelse.
Med disse principper kan samtaler i litteraturen analyseres, særligt med henblik på at kunne påpege, i hvilken grad samtalen lever op til eller især bryder disse principper.
● Samtalepositioner (transaktionsanalyse)
En samtale kan forløbe ud fra forskellige talepositioner. De fleste kender således situationen, hvor en voksen taler ned til eller belærer et barn eller en anden voksen. Her er tale om to samtalepositioner, hvor der kan opstå en konflikt, fordi der ikke tales ud fra samme niveau. Transaktionsanalysen går ud fra, at vi kan tale ud fra tre jeg-tilstande. Det er forældre-jeg’et, barne-jeg’et og voksen-jeg’et.
Der findes ifølge denne teori det kritiske forældre-jeg, der sætter grænser, er moralsk og truende, og det omsorgsfulde forældre-jeg, der er beskyttende og trøstende.
Voksenjeg’et repræsenterer de rationelle og analytiske sider, som vurderer, hvad der er mest praktisk og fornuftigt i bestemte situationer.
Barnejeg’et kan komme til udtryk på tre forskellige måder: som det naturlige barn, der er uhæmmet og fantasifuld i sin måde at udtrykke sig på. Som det tilpassede barn, der omvendt er hæmmet og genert. Og endelig som det rebelske barn, der er trodsig, uforskammet og stædig i sin måde at udtrykke sig på.
Kommunikation foregår mellem personernes forskellige jeg-tilstande. Transaktionsanalysen kan fortælle noget om årsagerne til de misforståelser, der ofte opstår i løbet af en samtale, og om relationsniveauet – om vi taler til den anden som forælder, voksen eller barn. Det er nemlig i høj grad med til at påvirke kommunikationen og den måde, den anden svarer os på. I parforhold er problemet ofte, at der tales for meget fra det kritiske forældrejeg og fra det tilpassede eller rebelske barnejeg
Analysen af prosatekster skal samles i en fortolkning og en udpegning af tekstens centrale tema(er); tekstens samlede, overordnede betydning. Det er vigtigt at fortolkningen og formuleringen af temaer begrundes under inddragelse af analysen.
● Semantiske skemaer og modsætninger
Ord optræder i meningsmæssige klumper eller helheder, som vi kalder semantiske skemaer. Rammen for et semantisk skema er ofte en bestemt situation eller begreb, som vi kalder det semantiske skemas scenarie. Fx udgør ordene “gaver”, “dans om grantræ”, “risalamande”, “Jesu fødsel” og “flæskesteg” et semantisk skema med scenariet “jul”.
Semantiske skemaer grupperer sig ofte i modsætninger, og analysen af semantiske modsætninger kan være en god metode til at finde frem til tekstens temaer og fortolkning.
● Tema
Et tema er ikke et hvilket som helst emne i en tekst, men indfanger tekstens samlede, overordnede betydning. En tekst indeholder som regel flere temaer, hvoraf der kan udpeges et hovedtema. Ofte vil et tema kunne formuleres som en central modsætning i teksten. Fx kan temaet i H.C. Andersens ”Klods-Hans” formuleres som boglig viden og dannet livsførelse vs. umiddelbarhed. Kongerige, kærlighed, broderskab mv. er således emner i teksten, men ikke temaet. At formulere en teksts tema eller temaer, er altså ikke helt nemt. Nogle formuleringer er bedre end andre, og det kræver fortolkning og abstraktion at formulere et godt bud på et tema. Ofte fornemmer man selv, idet man afprøver nogle formuleringer, hvilken formulering der bedst indfanger mest af tekstens mening. Semantiske skemaer kan bruges til at spore sig ind på en teksts tema.
● Tekstens udsagn
Udsagn kan minde om begrebet “budskab”, men ordet budskab signalerer, at der i enhver skønlitterær tekst er et klart budskab a la ”det er forkert at lyve”. Ordet udsagn, derimod, angiver, at forfatteren har en hensigt med teksten – der er noget, hun gerne vil belyse, diskutere, lade os opleve eller måske komme med en mening om. Generelt er ordet udsagn derfor mere passende end budskab i forhold til skønlitteratur.
● Fortolkning
En fortolkning er en udpegning af tekstens “hvad”, og den skal være begrundet i tekstens “hvordan”. Fortolkningen skal formulere, hvad teksten overordnet siger, og den skal gøre det på baggrund af en analyse af, hvordan teksten siger det. Analysen samles i en fortolkning.
Genre er en litterær overkategori, der beskriver og klassificerer bestemte teksttyper. Samtidig udgør en genre også et bestemt filter, som en forfatter oplever og formidler verden igennem. Har man valgt sin genre, har man fastlagt en række formelle regler (såkaldte genrekonventioner), som man må følge – eller i hvert fald forholde sig til for at kunne bryde dem. Derfor er en genrebestemmelse et vigtigt grundlæggende værktøj i tekstanalyse.
● Roman
Romanen tilhører den episke genre og betegner en længere prosafortælling, der er bygget op omkring et givent tids- og handlingsforløb. Romanen er ofte præget af en bred miljø- og samtidsskildring. Den prøver at skildre et individs samspil med sine omgivelser, fx i dannelsesromanen og udviklingsromanen. Den traditionelle roman forsøger at lægge et livsforløb frem for læseren, der får mulighed for at indleve sig i en persons erfaringer og karakter. Mens novellen beskriver en begivenheds skæbnepræg, behandler romanen et individs tilværelse. Af undergenrer kan ud over dannelsesroman og udviklingsroman nævnes kollektivromanen, den historiske roman, den modernistiske roman, kriminalromanen og spændingsromanen.
● Novelle
En novelle er en kortere episk tekst, der fortæller en historie. I modsætning til romanen skildrer den et enstrenget forløb. En novelle har følgende genrekarakteristika:
○ Den formidles af en fortæller, en stemme, der beretter, beskriver og arrangerer sceniske passager og trækker i handlingens tråde.
○ Den har et begrænset persongalleri og få miljøer.
○ Den har et determinationspunkt, hvor historiens konflikt ikke kan kaldes tilbage, og et kulminationspunkt, hvor historiens indsigt, morale eller konsekvenser lader sig bestemme.
○ Den udgør et tekstligt hele med en begyndelse, midte og en afslutning. Begyndelsen kan evt. suspenderes med en in medias res-begyndelse, og afslutningen kan for så vidt godt (og er det ofte) være åben.
En novelles handlingsforløb er opbygget, sådan at den kulminerer i et skæbnesvangert øjeblik/vendepunkt, hvor tekstens konflikter afgøres. Dens personer er typiske, vi får ikke alt at vide om dem, kun de træk, der er nødvendige for handlingen. Noveller har indskrevet et skæbnepræg i sig. De bygger op til en skæbnesvanger situation. En enkelt begivenhed udløser og determinerer forløbets videre faser.
● Kortprosa
Kortprosa betegner, som navnet angiver, kortere prosatekster. I modsætning til novellen udfolder kortprosatekster ikke et eksemplarisk trefaset forløb med en begyndelse, midte og slutning. Kortprosateksten er mere skitseagtig, ofte får man kun ansatser til et handlingsforløb, måske skæres slutningen bort, eller også får man historien fortalt i så koncentreret form, at der ikke bliver plads til udfoldelse af beskrivelser af miljøer, personer eller psykologi.
● Selvbiografi
Selvbiografien tilhører den episke hovedgenre, og den er i familie med romanen. Mens romanen bygger på fiktion, er selvbiografien imidlertid rodfæstet i virkeligheden. Ikke sådan at en selvbiografi giver sandheden om personen, langt fra. Men i hvert fald bestræber forfatteren sig på at give sin subjektive sandhed. Mange selvbiografier er netop skrevet for at få hold på et liv, for at se nogle sammenhænge. Af samme grund kan de være fortegnede eller forsøge at begrunde og forklare forfatterens liv.