Tekst 7 og 8

Kvast

Bladenes viften kan ikke høres længere. Al lyd er kvalt som var verdenen nået sin undergang. Det skaber en unik ensomhed som trænger ind og fryser dit hjerte. Kulden er så intens, at man sagten kunne forestille sig, at man blev dækket af sne. “Så slemt er det heller ikke” hvæser Anders. Både indeni og udenpå bliver jeg lige så stille frosset ned i den frysende omverden. Røde kinder og hvidt græs omringer min tilstedeværelse. Græsset under vores fødder bliver nedtrampet, og dens kulde spreder sig til vores tæer. Lige så udsuger omverdenens kulde vores værdighed, og nedfryser alt vores kærlighed. Den upåvirkede statue provokerer os med dens nøgne krop. Lyden af min egen vejrtrækning er det eneste der bekræfter min eksistens, alt andet er forsvundet. Frelsningen nærmede sig i takt med at vi marcherede hjem i stilhed.

Forstyrret

Den tidlige morgen gjorde parken forladt. Der stod den kold, dækket i frost efter at have været forladt natten over. Alle flader dækket af et tyndt frosset lag dug. Vi trådte ind i parken, det frosne græs knasede under skoene. Der gik ikke lang tid, før de fine u betrådte lag, havde fodspor overalt. De nøgne træer stod alene med deres nedfaldne og døde blade foran sig. Helt forladt uden andet end dem selv som selskab. Himlen var fuldstændig babyblå og klar, en passende himmel til en iskold morgendag. Før vi kom, var luften fuldstændig klar, da vi så kom, blev luften lige så stille fyldt op af tågede åndedræt. Der signalerede vores tilstedeværelse. Jo mere tid der gik, desto længere kom vi fra den stille, frosne, forladte og næsten idylliske park vi trådte ind i. Da vi så endeligt forlod parken, var den efterladt anderledes end vi fandt den.