Tekst 21 og 22

Rådhuset

“Her er godt nok meget stille i dag, det eneste man kan høre, er støjen fra sørby hovedgade”

“Ja, og her er især virkelig koldt, hvad er det vi skal her?”.

“ Vi er jo også i november måned. Prøv lige at se der”

“ Det er godt nok en stor bygning, den er rød”.

“ Ja, men det er her alt det spændende foregå. Der har både en borgmester, og de har et arkiv”

“Virkelig, det virker også, som om der arbejder mange her, se lige den fyldte parkeringsplads”

“ Ja, er det ikke fantastisk, så mange ligger hverdag hårdt arbejde i at gå derind, og arbejde for vores kommune, er det ikke utroligt?”

“Ihh jo virkelig utroligt, hvad er der ellers her?

“Nu skal du bare se. Prøv lige at se dig omkring, er her ikke flot?”

“ Her er grønt, og nogle bænke, ellers ikke rigtig noget”

“Prøv at dyk dybere ind i dig selv, og forestil dig om sommeren, at alle gymnasieeleverne sidder her i parken, og byder de nye gymnasie elever velkommen”

“ For at være ærlig, lige nu kan jeg ikke forestille mig noget, som helst, her er alt for koldt og trist, her er jo knap nogen”

“ Du prøver ikke engang, det kan også være ligemeget. Du kan bare ikke se det skønne ved dette sted, alt den kultur, alt den viden om vores kommune, her er pragtfuldt”

“Jeg smutter bare, så må du hygge dig her i det kolde vejr”

“Smut du bare, og lad mig nyde vores dejlige rådhus helt alene..”

Fjern

Vanddråberne løber ned ad vinduet som perler. Det lyder grotesk, men det er koldt som døden udenfor. De ensomme vanddråber fryser med tiden til små krystaller. Mit blik fanger et efterårsblad, der daler fra et ensomt træ. Dens nøgne grene er som en sort silhuet i det mørke efterårslandskab. Ud af det blå rammer vinterdepressionen mig som et lyn. Et dybt hul vokser i mig, og jeg kan ikke stoppe det. Jeg mærker alle overfladerne, der nu er kolde som is, og varmen siver ud af min krop. Parken, der før var smuk og varm som solen, er nu blevet kold og død som et forladt hus. Jeg kigger fortabt på den grå og triste himmel, da en måge flyver forbi og kigger på mig med sit tomme blik. Den flyver i ring på himlen, som et legetøj der er gået i stykker. Alle mine tanker bliver trukket ned i en ond spiral, der aldrig ender. Igen kigger jeg ud ad vinduet og ser solens gyldne stråler titte frem på toppen af rådhuset. Håbet popper op i mig men forsvinder med det samme, fordi jeg ved at lyset forsvinder igen og alt bliver sort. Endnu en ligegyldig dag er forbi.