Tekst 17 og 18

Vinterhi

Jeg ser mit første barn, forlade mig dalende og frossen. Den isnende blå kulde rammer min nøgne hud, pustet fra oven hvirvler mine drenge og piger fra hinanden. Der er gråt, men den lille solstråle rammer min krone. Minder mig om forår, og fuglepip. Jeg vil gå i vinterhi, som de frosne legemer under mig drømmer om. Lukke øjnene for den pinagtige nøgenhed jeg besidder. Jeg kan se ud over byen, bilosen og støjen, klistre sig fast i min øregang, og giver en ubegribelig plage. Den usmagelige døde julepynt, hænger over kors uden lys, viser mig at den ægte glød snart er på vej tilbage. Mine fødder under mig fryser som en isbjørn uden pels. Alle mine børn ligger nu, med den glitrende rimfrost, som ligner mine tåres sjæl. Det ligner en kirkegård, uden respekt. Folk, der vader ind i mit sind. Gad vide om den blottede dame fryser lige så meget som mig? Rækker mig så langt i mod hende, bare for at mærke hendes nok så varme arme. Nu går jeg i seng, vi ses til min nye blomstereng.

Udenfor

Koldt, som en November formiddag, Søborg Hovedgade, som et blad daler, som knitrende græs, næserne snøfter, som en vandhane der drypper, glimtende, den døde julepynt uden lys, som en fod i handske, som hund og kat, træer uden blade, forurenende bilos, som hjul der kører uden retning, ingen steder hen, som høns uden hoved,

den travle hverdag, 200s, overfyldt skraldespand, som tankerne der koger over, duften af vådt græs, frosne tær, fuglerede uden beboere, et hjem uden indhold, grøn cykelhjelm, omringet af kold vind, kuldegysninger, tiden går, tankemylder, pause, som et åndehul, som at få aftensmad efter en lang dag, barnevogne fyldt med liv, nysgerrighed, uvidende om fremtiden, upåvirket,

fraværende mælkebøttefnug, som plejede at svæve yndigt hen, savnet til solens varme stråler, graderne falder, som en piges lange hår ned af ryggen, manglende tørt græs, mindedes fællesskabet, tiden der går for langsomt, vinterhiet er begyndt, det røde lys der sætter begrænsninger, som rutsjebanen man ikke var høj nok til, jeg ser ting, som ikke ser mig, overset, som alene i fællesskabet, svævende tanker, som et fly på den blå himmel, uden stop.