Tekst 25 og 26

Juleaften

Det er en speciel stemning, der befinder sig omkring stedet. Selvom jeg står et par meter borte, er jeg ikke i tvivl. Følelsen af trykhed, og gud, der holder hånden over mig. Søborg er rolig, med fjern trafik støj og fuglesang. Enkelte biler kører forbi, og mennesker drysser gennem de små stier, ind gennem murstens alléen.

Det er formiddag, folk er allerede mødt ind på arbejde, så byen føles stille og fredfyldt. Det napper lidt i mine tær, når jeg står der i det frostbidte græs, men tanken om jul mætter den gennemborende længsel efter varme og betryggelse.

Mit blik er fæstet på julepynten omkring mig. Det er det, der holder mig forventningsfuld i disse tider. Stedet minder mig om glædelige højtider. Om kristendommen. Et sted man føler sig taget imod med åbne arme. Et sted man altid er velkommen. Jeg kommer her hvert år den 24- december, til julehygge og gudstjenester. Det bedste af det hele er, at jeg får lov at tilbringe hele dagen med min fjerne familie.

Forladt

Det er morgen. Solen titter søvnigt frem bag de gamle lejligheder, på den anden side af den morgen trafikerede vej. Vi er sidst i november. Det er hundekoldt. Jeg bliver nødt til at stå og hoppe lidt, for at kunne holde varmen. Venter på at rødt bliver til grønt, så jeg kan komme over på den anden side af vejen. Det er koldt at stå og vente.

Jeg går over vejen og videre ind på den lille sti. Her er ingen mennesker at se. Morgenfrosten har lagt sig som et tykt tæppe over jorden. Det glimrer. Det frostbidte græs knaser under mine fødderne. Træerne har smidt alle deres blade, som nu ligger trætte og kedelige på jorden. Farverne er kolde. Mørkegrøn, blå, grå, brun. Her plejer ellers at være så fuldt af liv om sommeren. Et samlingssted for unge. Et sted hvor der er gang i den, med bragende musik fra højtalerne. Hvor folk hopper, danser, synger, griner. Men om vinteren er her øde, tomt, fuldstændig forladt. Stedet bliver ikke brugt. Her er stille, alt for stille. Jeg glæder mig til næste sommer.