Tekst 15 og 16

Parken

Det var en kold efterårsdag, kulden var overvældende, jeg kunne næsten ikke være i mig selv, det føltes som om man blev trukket ned i kulden, ligesom hvis man faldt under isen på en sø. Men ikke alt var dårligt, for den flotte græsplæne var flot som en blomst, og simpel som vanilje. Der var et gammelt træ, et træ som stod helt alene, trist som en vissen gren, og gammelt som skildpadde. Lidt væk fra træet var der en bænk, bænken var lavet af smukt lyst træ, træet var lyst som solen, den skinner lige i min øjne. Men lige meget hvor skinnende bænken var gjorde trafikken mig stadig vanvittig, lyden af de osende biler larmede som en løve. Larmen fik mig næsten til at glemme snottet der gled ned fra min næse, lige så langsomt som en snegl. Ved parken var der også en helt masse spasser børn, der løb forvirret rundt som hunde der prøver at fange deres haler. Det bedste tidspunkt i parken var da jeg var på vej væk.

Kulden

A: -wow det koldt

B: -det siger du ikke

A: -umuligt vi skal være her i 45 min

B: -jeg tager hjem så

C: -i skal lave noget kom i gang

A: -jaja vi er i fuld gang

B: -jaer wooow det fedt det her

C: -så siger vi det bare lav noget

A: -yes sir

B: -ayay captain

A: -prøv at se bordfodboldbordet det ser helt dødt og forladt ud

B: -jaer det er jo ødelagt

A: -kan du huske sidste sommer da alle 1. Gerne var herude og vi spillede på det

B: -jaaa det var virkelig fedt men trist at det er helt smadret nu

A: -hvor koldt er det egentlig for jeg er døende

B: -det er -2 grader!!!!!

A: -jep jeg tager hjem

B: -hahah nej du kan ikke bare tage hjem