Tekst 5 og 6

Rådhusnissen

Det tynde, hvide frostlag på græsset, på de enkelte græsstrå, de kronede, nøgne træer der svajer i den kølige vind, og de nedfaldne gullige efterårsblade, det er hvad der gør mig virkelig glad. Hele foråret sover jeg, godt oppe under rådhusets tag. Varme, lange dage, lune briser og grønne blade på træerne er det værste jeg ved, og jeg er kun gnaven når den larmende trafik og kirkeklokkernes klang vækker mig, inden dagene bliver korte og mørke. Jeg lister rundt på det knasende græs i november og spreder hygge og særligt på dage med en trist og stille stemning, kræver det lidt ekstra juleglæde. Ganske vist kan det være lidt koldt og gråt på en mandag i Søborg, men når grantræerne hænger i lygtepælene, og juletræet foran rådhuset glimter, er jeg glad, for så er det snart jul.

Daggry

Frostklar morgen, første frostklar morgen, kulde, kulde trænger gennem rødder, rødder i jorden, gennem stammen, den robuste faste stamme, stammen til hver eneste lille gren. Alene, står alene, føler sig alene, alene i verdenen, alene ensom alene, adskille sig, adskille sig fra mængden, mængden de få andre træer, et træ, resten nøgne, splitternøgne - ingen blade, slet ikke som om sommeren, ligner ikke sommeren, sommer er grøn, frodig, varm, grønne blade, nu kun et træ, gule blade efterårs gule, nedfalden gul, nedfalden som alle andre træer, nedfalden som frosten. Luft kold, frost hænger i luften, isnende kulde, dybdegående, dybfrossen, følelsesløs, dybdeborende, indtrængende, inderlige, voldsomme kulde, bidende kulde, bidende som en grisk hund. Lyst, blændende lyst, hvid, grøn er blevet til hvid, hvid lyser, lyser ting op, lyser op som en sommerdag, et landskab, et landskab på vej til at blive hvidt, lyser op så mørket bliver mindre mørkt.