Tekst 13 og 14

Skelettet

Et stort nøgent spinkelt skelet dækket af rimfrost. I selskab med hundred andre faldende gyldne soldater ramt af morgensolens stråler. Kun få tilbage, hængende let og et enkelt vindpust, og endnu flere soldater vil falde til jorden. Går gennem parken med iskolde fødder, mens en frostklar ånde iler i forvejen.

Mange tusinde strå, knasende og betrådte. Står tæt sammen med de gyldne soldater. Jo længere hen på dagen, desto flere vil blive betrådte.

Skiftende blå blink kommer tættere og tættere på. En skinger lyd bliver højere og højere. Spreder sig ubehageligt. En kuldegysning. Ambulancen maser sig frem, støjende, blå blink, kører over for rødt. Mon redning er på vej? De faldne gyldne soldater, ligger der og venter utålmodigt.

Susende cykelister kæmper for at nå over krydset, en kamp for overlevelse. Grus bliver slynget op af hjul. Rammer alt hvad der er i nærheden. Også de faldne gyldne soldater. De ligger der og kigger op på en helt skyfri blå himmel. Kun hvide striber efterlades af store brummende maskiner. Mens ambulancen drøner forbi, efterlades de faldne gyldne soldater i morgensolens skær.

Forladt

Træet står og svajer lidt i den susende vind. Helt mutters alene. Ingen andre træer i nærheden, som om de har forladt det. Bladene har for længst forladt træet og de få der nu sidder tilbage, kæmper for at sidde fast. Men de visner snart og falder alligevel af, og ligger i en pøl rundt om foden af stammen. Grenene forgrener sig men de knækker nemt og stammen er nærmest urokkelig. Træet virker ensomt. Ensomt i forhold til den bygning der er i træets baggrund. Flere hundrede vis af vinduer der nærmest holder øje med træet. Som om de kigger efter hver eneste detalje for at finde alle dens fejl. Solen står op, varmer træet, bløder det lidt op og det virker helt skinnende. Det bliver rarere at se på og bliver måske også smukkere for man lægger mere mærke til alle dens detaljer. Man tænker pludselig tilbage på turene i mormor og morfars have, eller når man tager sammen som familie ud i skoven.

Øjnene bevæger sig fra toppen af træet til bunden. En skraldespand og en bænk står ligesom træet, helt forladt og ensomt. De minder meget om træet, helt som om de ankom på samme tid. Som om det var planlagt at de skulle være der sammen.