Tekst 11 og 12

Frosten

Det stive græs der stikker op af jorden som piggene på et pindsvin. Alle mine frostglaseret venner, som roligt daler ned fra træerne, en efter en, i det samme rolige tempo. Vinden bliver hurtigt kraftigere og vildere. Vi alle bliver revet rundt langs det frostglaseret græs. Nogen af os forsvinder helt ud af syne.

Menneskerne kommer traskende oven på os. Jeg kan høre den knasende lyd, af os og græsset som bliver mast ned mod jorden af den tunge store fod. Der er mange mennesker omkring os. Men vi er dog stadig i overtal. Der er flere millioner af os. Vi dækker hele græsarealet. Alt det grønne græs er fuldstændig bedækket som den brune karamelsovs, der løber ned af de kolde is kuller i isvaflen. Alting er koldt omkring os. Man kan se de kolde H₂O molekyler, falde roligt mod jorden. Og helt oppe, langt ud i rummet, ser vi selv månen, som er frosset fast på himlen en onsdag morgen.

Formskifte

Sirene fra ambulancen, de mange kørende biler larmer, larmen overdøver fuglene, en enkelt hvid fugl flyver, den flyver alene, alene ligesom statuen, den irrede statue, solen skinner på den nøgne kvinde, solen er stadig ikke helt vågen, det er koldt, der ligger morgendug på det nyslåede græs, bladene er faldet af træerne, de er helt visne og triste, træerne er helt forladte og alene, alene ligesom den nøgne dame, den nøgne dame er kold, ligesom luften, den kølige brise, den kølige brise brænder i hænderne, den lille følelse jeg har tilbage i dem, som ingen af dem indenfor kan mærke, de sidder bare på deres varme kontorer, sidder på deres dyre kontorstole, radiatorerne kører derudaf, og varmer de store dyre rum op, lige så varmt som sommeren, den åhh så grønne sommer, sommeren med de grønne flasker, træerne var ikke så triste og alene, den nøgne dame havde selskab, det var glade dage, endeløse dage med smil, uden sirenerne og kulden, de gode gamle varme dage, tag mig tilbage til de dage.