En redegørelse for et mediefagligt emne(filmisk periode, Auteurteori, genretræk, distributionskanaler, målgruppeteori, adaptationsteori mm.) er en fremstilling af væsentlige informationer vedrørende emnet. Redegørelsen skal styres af en problemformulering, og derfor er udvælgelsen af stof vigtig. Kun det, der er relevant for at besvare problemformuleringen, skal inddrages. En redegørelse vil i høj grad blive vurderet ud fra følgende to kriterier: Relevansen af det udvalgte og grundigheden i arbejdet.
En analyse vil ofte bruge et eller flere medieværker (film, serier, vlogs mv.) som analyseobjekter. Formålet kan være at finde ud, hvordan instruktøren har brugt de æstetiske virkemidler eller det kan f.eks. være at finde frem til en films behandling af et tema. I mediefag arbejdes oftest med nedenstående 6 analyseformer:
Næranalyse (formanalyse/shot-to-shot). Udgangspunktet er spørgsmålet: ’Hvordan virker værket’. Svaret findes i en analyse af de forskellige filmæstetiske virkemidler, bl.a. billedkomposition, lyd, klipning, kamerabrug og farver. Bliver ofte anvendt i samarbejde med andre analyseformer, da den er særligt god til dybde læsning af enkelte scener eller sekvenser.
Tematisk analyse (indholdsanalyse). ’Hvad behandler værket?’ spørger den tematiske analyse. Svarene findes fx i en afkodning af eventuelle symboler og i en grundig analyse af, hvilke temaer værket tager op og hvad hensigten er med det. Hvad vil instruktøren/tilrettelæggeren kommunikere, få os til at reflektere over, opleve og sanse, hvad er det for en oplevelse af verden og hvad er det for værdiforestillinger, der ligger bag værket?
Receptionsanalyse (Kontekstanalyse). Receptionsanalysen stiller spørgsmålet: ’Hvem kommunikerer værket til?’. Undersøgelsen kan rette sig mod, hvordan værket er blevet modtaget, og hvorfor det ikke modtages ens alle steder i verdenen.
Genreanalyse (formanalyse/kontekstanalyse). Udgangspunktet er spørgsmålet: ’Hvordan forholder værket sig til lignende værker?’. Svaret findes i en analyse af de forskellige virkemidler og måden genren forholder sig til de dramaturgiske elementer, bl.a. komposition, rum, farver, klipning, ikonografi, lys, setting, karakterer m.fl. Hvad vil instruktøren med værket – og hvilken historisk, politisk og kunsthistorisk sammenhæng (kontekst) er det indgået i, og hvilken betydning har det haft for værkets udtryk ift. lignende værket; har der været en udvikling, hvilke og hvorfor.
Auteuranalyse (form- og indholdsanalyse). ’Hvem står bag værket?’ spørger auteuranalysen. Svarene findes fx i en afkodning af eventuelle særlige kendetegn visuelt, æstetisk, tematisk og fortællermæssigt i en grundig analyse af, hvordan disse kan siges at være forankrede i instruktøren/tilrettelæggerens værker. Analysen kan starte i det konkrete værk; men en grundig analyse vil ofte inddrage andre værker af den samme instruktør/tilrettelægger samt sekundærlitteratur om denne og perioden, som instruktøren/tilrettelæggeren lever/levede i.
Komparativ analyse (form- og indholdsanalyse). ’Hvordan fremstilles et givent emne i forskellige værker?’ spørger den komparative analyse. Målet er at undersøge, hvordan forskellige instruktører/tilrettelæggere griber et emne an eller hvordan et emne er blevet belyst i forskellige perioder. Svaret findes i en analyse af de forskellige filmæstetiske virkemidler, bl.a. billedkomposition, lyd, klipning, kamerabrug og farver samt temaer og budskaber. Her kan man også se på, hvilken historisk, politisk og mediehistorisk sammenhæng (kontekst), det er indgået i, siden det blev skabt.
I en diskussion af et mediefagligt problem er målet at opnå et nuanceret blik på emnet, hvad enten det er en diskussion af, hvordan et enkelt værk skal forstås, hvordan man kan bruge virkemidlerne i skildringen af et emne eller, hvordan udviklingen i brugen af fiktions- og faktakoder har ændret sig gennem over en periode. Du her skal inddrage forskellige synpunkter og vinkler på dit emne og din problemstilling. Et meget vigtigt element af diskussionen er, at materialet skal gennemgås objektivt. Du skal forholde dig neutralt til de forskellige synspunkter og præsentere dem så troværdigt som muligt, selvom du evt. skulle være uenig med et af synspunkter. I din diskussion kan du med fordel anvende diskuterende vendinger såsom: ”På den ene side…på den anden side”, ”I modsætning til dette…”, ”En anden holdning ses i…”, ”Forfatteren er uenig med disse…”. Du skal bruge redegørelsen og analysen i din diskussion, men herudover må du gerne inddrage ekstra materiale såsom sekundærlitteratur, avisartikler, biografisk materiale osv. Til sidst er det vigtigt at tilføje, at en diskussion ikke nødvendigvis behøver definitivt at fremhæve et synspunkt, der er mere rigtigt end et andet. En diskussion kan sagtens afsluttes som en nuanceret belysning af dit spørgsmål, hvor du konkluderer, at der er forskellige meninger om svaret.