Man kan skrive SRP i filosofi C i samarbejde med et andet fag på højere niveau.
Hvor meget filosofi skal vægtes i forhold til det andet fag, afhænger af opgaveformuleringen.
Eksempler på opgaveformuleringer:
Bioteknologi A og filosofi C
Alzheimers sygdom og bevidstheden.
Gør rede for sygdommen Alzheimers – dels ud fra en medicinsk tilgang, dels ud fra en filosofisk. Kom i den forbindelse ind på den danske bevidsthedsfilosof Dan Zahavis tanker om det menneskelige selv.
Forklar de ændringer, der sker i hjernen, efterhånden som sygdommen udvikler sig, samt hvordan den hyppigt anvendte medicin Donepezil er opbygget, og hvordan den virker på synapserne.
Diskutér, hvordan naturvidenskaben og filosofien kan supplere hinanden i forståelsen af Alzheimers.
Samfundsfag A og filosofi C
Velfærdsrobotter i ældreplejen
Redegør for de seneste års udvikling på det danske arbejdsmarked inden for ældreplejen med fokus på den tiltagende anvendelse af velfærdsteknologi. Redegør endvidere for selvvalgte sociologiske og etiske teorier, som er relevante i den forbindelse.
Undersøg på baggrund af ovenstående betydningen af sociale behov og interaktion mellem individer i det senmoderne samfund. Inddrag statistisk materiale vedrørende arbejdsforholdene på sosu-området.
Diskuter fordele og ulemper ved brugen af ”sociale robotter” på ældreområdet.
Engelsk A og filosofi C
Hedonisme i amerikansk rapkultur
Redegør for Epikurs hedonisme.
Analyser selvvalgte tekster af amerikanske rapkunstnere med fokus på, hvordan hedonismen kommer til udtryk i teksterne samt teksterne brug af stilistiske virkemidler.
Der ønskes endelig en diskussion og vurdering af, hvordan teksterne forholder sig til hedonismebegrebet, og på hvilken måde dette kan siges at afspejle den amerikanske rapkultur.