Landboreformerne og udskiftningen i Hejls i 1787
af Gunnar M. Krag
Landboreformerne i Kongeriget
I den traditionelle fremstilling af landboreformerne i dansk historie, har man naturligt nok langt vægten på bondens frigørelse, stavnsbåndets ophævelse og afskaffelsen af hoveriet og bondens overgang fra fæstebonde til selvejerbonde. Men i Haderslev Østeramt var alle disse ting allerede sket i 1600-tallet. Den reform der hernede fik den største betydning for befolkningens dagligdag var jordens udskiftning af fællesskabet, og jeg vil nu gå over til at tale om udskiftningen.
Udskiftningen i kongeriget
Vi har alle lært, at før udskiftningen drev bønderne jorden i fællesskab. De mødtes på bytinget eller grandestævnet og aftalte tidspunkterne for pløjning, såning, høst og for, hvornår de skulle opgive ævred, dvs. hvornår de skule fjerne hegnene fra den del af bymarken, der havde været dyrket med korn, så kreaturerne kunne græsse der. (pl.5) Baggrunden for fællesskabet var, at den enkeltes jord lå spredt ud over bymarken. Denne var inddelt i tre vange, som igen var inddelt i åse, der bestod af et vist antal agre. Hver gård havde jord i alle tre vange og agre alle åsene. Derved sikrede man sig, at alle fik del i både den gode og den dårlige jod. Gården i Årslev på Sjælland havde sin jord liggende 60 forskellige steder i bymarken. Når en bonde ønskede at pløje, så eller høste var han nødt til at gøre det samtidig med de andre, fordi han skulle henover deres jord, da hans agre lå blandet med deres i den enkelte os. Derfor var bønderne nødt til at aftale dyrkningen i fællesskab, men den enkelte dyrkede selv sin jord og kun den. Det kunne altså betyde, at han skulle pløje op til 40 forskellige steder.
Det er let at forestille sig de problemer og stridigheder, den kiv, splid og spektakel et sådant fællesskab kunne medføre i en landsby. Den enkelte var afhængig af og bundet til fællesskabet. Var der en særlig energisk og initiativrig bonde, der ønskede at drive sin jord mere rationelt og rentabelt, ja så var det kun muligt for ham i det omfang, han kunne få de andre bymænd med på ideen. I de fleste tilfælde så de med skepsis på nye ideer og eksperimenter.
At dette fællesskab, der efterhånden føltes mere og mere snærende, blev ophævet, skyldes den økonomiske højkonjunktur efter 1750. Folketallet steg i Europa, det betød stigende efterspørgsel efter fødevarer og der begyndte en højkonjunktur med stigende landbrugspriser, der varede til et stykke ind i 1800-tallet. Dette animerede i første omgang godsejerne til at indføre mere rationelle dyrkningsmetoder og nye afgrøder på godsernes egne jorder for på denne måde at drage fordel af de stigende priser. Men for bønderne var fællesskabet en bremse for indførelsen af mere rationelle dyrkningsmetoder og nye afgrøder. Her kunne kun det gennemføres, som flertallet kunne enes om. Den danske regering, der i 1780´erne bestod af reformvenlige godsejere, diskuterede problemerne i nogle år og fremkom i forbindelse med de andre landboreformer med en lov, der gav mulighed for ophævelsen af fællesskabet og udskiftning af den enkelte gårds jord. Ser vi igen på landsbyen Årslev (pl. 6) , kan vi se, hvordan gårdene i forbindelse med udskiftningen får deres jord samlet på et sted., og hvordan gårdenes bygninger flyttes ud af landsbyen ud i gårdens mark, og således opstod det landskab, som jeg talte om i indledningen. Nu kunne den enkelte bonde dyrke sin jord, som han ville og dyrke de afgrøder, han ville. Dermed var der banet vej for den opgangstid i dansk landbrug som med afbrydelser har varet ved frem til i dag.
Udskiftningen i Slesvig
Dette er kort fortalt den traditionelle beskrivelse af fællesskabets ophævelse og udskiftningen i kongeriget. Men sådan var det ikke i hertugdømmerne og altså heller ikke i Hejls. Her forløb udviklingen helt anderledes. Udviklingen i Sønderjylland er bedst beskrevet i prof. Troels Finks bog om udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770. Medens ophævelsen af dyrkningsfællesskabet og jordens udskiftning i det øvrige Danmark skete som en revolution fra oven i løbet af ganske få år, så var den i Sønderjylland resultatet af en langsom udvikling over flere hundrede år. Denne langsomme ophævelse af fællesskabet kendes bedst fra England, hvor processen kaldes "enclosure", indhegning. Dette udtryk anvendes, fordi det væsentligste kendetegn ved jordens overgang fra fællesdrift til særdrift er indhegningen af jorden.
En sådan begyndende udskillelse og indhegning af jorden kan spores i Sønderjylland allerede i slutningen af 1500-tallet, f. eks. i Tønder Amt og på Løjtland ved Aabenraa.I disse egne var jordens udskiftning af fællesskabet og dens indhegning stort set afsluttet omkring år 1700. Godsejerne var som nævnt ofte de ledende i denne udvikling, og det ser ud til, at godserne i Sønderjylland stort set har fået deres jord ud af fællesskabet og fået den samlet allerede i 1500-talet. Her i sognet har Vargaarde jo f. eks. så langt dokumenterne rækker tilbage, haft sin jord liggende samlet for sig.
Det problematiske ved denne form for udskiftning er, at den er gradvis. Den enkelte gård får noget af sin jord samlet og indhegnet til forskellige tidspunkter på forskellige stederi bymarken. Men hvis det ikke er muligt at mageskifte med naboerne, bliver resultatet, at den enkelte gårds jord kommer til at ligge meget spredt. ( Mageskifter mellem Hejls bymænd, papirer fra Klostergården 1750?)
Forholdene i Haderslev Østeramt
I Haderslev Østeramt og specielt i Tyrstrup Herred ser det ud til, at denne indhegningsbevægelse er begyndt i slutningen af 1600-tallet og kommer godt i gang ca. år 1700. Indtil dette tidspunkt er myndighederne imod indhegningen, fordi man til indhegningen ikke brugte levende hegn, men rishegn af træ eller rafter fældet i skovene. Det betød at skovene på dette tidspunkt var helt forhuggede og ødelagte. Men kort efter år 1700 indførtes de levende hegn sydfra, og fra dette tidspunkt forandredes myndighedernes indstilling sig, og man opmuntrede ligefrem til indhegninger.
Dyrkningsmåden i Hejls dengang var dels alsædebrug og tomarksvekselbrug. Alsædebrug vil sige, at man dyrker det samme stykke jord år efter år og gøder godt, Denne dyrkningsform anvendte man i hustoften, det mindre stykke jod, som den enkelte gård havde liggende lige omkring bygningerne. Tomarksvekselbrug betød, at bymarken var inddelt i 2 lige store marker. I den ene dyrkede man korn et eller to år i træk, og skiftede så over til den anden mark, som i mellemtiden havde ligget brak og tjente som græsning for landsbyens kreaturer, og derved kunne blive gødet. I udkanten af sognet havde man skovene og mod syd engene, begge tjente til fællesgræsning.
Indhegningsbevægelsen foregik nu på to måder. Dels indefra ved at bønderne forsøgte at udvide og indhegne deres hustofter. Dels udefra ved at man forsøgte at indhegne skov og overdrevsarealer. Til sidst var der kun selve bymarken tilbage i fællesdrift, og også her begyndte indhegningerne at dukke op. Dermed gik der brok i systemet, for i fællesskabets tid var den enkelte gårds rettigheder i fællessjorden og dens ret til græsning af kreaturer nøje afpasset efter gårdens størrelse målt i otting. En otting er svær at definere, den kan veksle fra landsby til landsby, men her i Hejls har den svaret til ca. 40 tdr. land. Hvis nu en gård har fået mellem 1/3 og 1/2 af sin jord indhegnet og skilt ud fra fællesskabet, kunne den jo ikke fastholde sin ret til at have ligeså mange kreaturer på græs på fællesjorden som før.
Vi er så heldige, at systemet brød fuldstændig sammen i Hejls, så man i 1758 var nødt til at lave en fuldstændig nyfordeling af græsningsrettighederne ( pl. 7 som gennemgås). Her får vi en mulighed for at konstatere, hvor meget jord der var indhegnet eller udskilt af fællesskabet i 1758. Som man kan se er det ingen steder mere end halvdelen. Som jeg nævnte før, begyndte udskiftningen med, at man forsøgte at udskifte sin hustoft og få den indhegnet, eller man forsøgte at få indhegnet en løkke i skoven. Ser vi på udskiftningskortet fra 1788 , kan vi se at nogle få gårde i 1788 havde ganske store hustofter ( pl. 2 + 8) Det gælder gård nr. 16 og 22. Ser vi på skovmark-
kerne, fremgår det, at gård nr. 9, Kongstedgård, har en skovmark på 25 tdr. land, det svarer helt til det areal som gården havde indhegnet i 1758.
Vi kan også se, at det er meget forskelligt hvor meget den enkelte gård har fået udskiftet. Dette kan vel hænge sammen med mange ting. Den enkelte bondes økonomiske muligheder, hans initiativ, jordens placering og mulighederne for mageskifte.
Som det fremgård betød de langsomme udskiftning af jorden, at der opstod store problemer ude i landsbyerne om græsningsrettigheder, vejrettigheder, vandingsrettigheder etc. Omkring 1750 var myndighederne klare over, at en fuldstændig ophævelse af fællesskabet og en udskiftning af jorden var nødvendig. Initiativrige bønder pressede på for at få en fastere lovgivning på området, der kunne tvinge modstanderne af en udskiftning. Men der var mange problemer at tage hensyn til: 1.Skulle der ved en endelig udskiftning af jorden tages hensyn til den gamle ottingsinddeling, der mange steder var gået fuldstændig i opløsning eller 2. til den enkelte gårds faktiske jordbesiddelse . 3. Skulle der tages hensyn til de indhegninger af jord, der var sket i de foregående 100 år eller 4. skulle denne jord medinddrages under en endelig nyfordeling. 5. Hvordan skulle man godtgøre husmændenes hidtidige ret til græsning af kreaturer i fællesmarken, og 6. hvilke principper skulle have forrangen ved fordelingen af jorden, ønsket om en god arrondering af jorden, eller et retfærdighedsprincip, således at alle fik del i den gode og den dårlige jord?
Udskiftningslovgivningen
Efter megen debat og diskussion mellem myndighederne i hertugdømmet og myndighederne i København kom der en lov i 1766 og siden ændringer i 1770 og 1786. Derefter udskiftedes de enkelte landsbyer i Sønderjylland relativt hurtigt, Hejls dog først i 1788. Jeg vil ikke her gennemgå de enkelte love, men dog komme ind på, hvordan man løst nogle af de nævnte problemer.
1766-lovens første punkt gik ud på, at det skulle stå enhver frit for at indtage af fællesskab, den jord han havde samlet for sig på eet sted, mod at skorte tilsvarende i fællesgræsningen. Nå 2/3 dele af bønderne i en landsby ønskede udskiftning af et stykke jord, der tilhørte landsbyen, skulle de andre gå med dertil. I 1770 -loven blev det ændret til et krav om, at en udskiftning kunne gennemføres af blot halvdelen. Kådnere og landsbyinderster skulle have jord i forhold til deres græsningsret, og græsningspengene skulle indbetales til amtsstuen. For præstegårdene betalte præsten 1/3 og menigheden 2/3 af udgifterne. I udskiftningsinstruksen bestemtes det, at der i alle tilfælde skulle ske en landmåling. Først skulle al jord i sognet opmåles, derefter skulle det regnes ud, hvor meget jord der gik på en otting, idet man bibeholdt ottingsinddelingen. Både den indhegnede og den uindhegnede jord boniteredes i 3 klasser, men den indhegnede jord blev sat en klasse lavere end den egentlig stod til, for at belønne sliddet og omkostningerne ved indhegningen. Når man havde udregnet hvor meget jord hver enkelt skulle have, fik han uden videre sin allerede indhegnede jord overdraget. Den resterende jord fordeltes ved lodtrækning med hensyntagen til jordens nærmere og fjernere beliggenhed, således at enhver fik jod både nær og fjernet. Ved loven af 1786 gik man bort fra ottingsinddelingen og lagde den enkelte gård faktiske besiddelse til grund for fordelingen. I loven af 1770 var der bestemmelser om udflytning, der muliggjorde en effektiv reform, de steder, hvor udskiftningen endnu ikke var ret fremskreden. Embedsmænd og synsmænd skulle bestemme, hvor mange der skulle flytte ud, og de i landsbyen tilbageblevne skulle yde hjælp til udflytterne.
Sammenfattende kan man sige, at disse lovbestemmelser begunstigede de hidtil stedfundne indhegninger på bekostning af andre principper ved udskiftningen nemlig en god arrondering af jorden, når de der havde fået meget jord indhegnet før udskiftningen, fik denne tildelt forlods. Kravet om, at der ved lodtrækningen skulle tages hensyn til fjerntliggende og nærtliggende jord stred også mod arronderingsprincippet. Resultatet blev, at jorden blev dårligt fordelt, og at den enkelte gård fik sin jord spredt over hele sognet.
Udskiftningen i Hejls
Som sagt blev jorden i Hejls først udskiftet i 1787, men stort set blev de ovennævnte principper taget i anvendelse ved udskiftningens praktiske gennemførelse. Det vil jeg prøve at vise ved nogle konkrete eksempler.
På kortet (pl. 9)
På kortet har jeg forsøgt at vise jordfordelingen for 3 gårde af næsten samme størrelse i 1787. Kongstedgård hvis marker er afsat med rødt. I midten Kællingkær, hvis marker er afsat med sort og sydligst Klostergårdens marker, de blå felter. Kongstedgård havde ved udskiftningen 2 1/2 otting jord lig med 94 slesvigske tønder, det svarer til 114 danske tønder. Som det fremgik af græsningsregistret fra 1758 havde gården på det tidspunkt 25 tdr. jord indhegnet. De tidligste indhegninger var som nævnt enten hustofterne eller skovmarkerne, og ved udskiftningen får gården tildelt et stykke skov med tilliggende ager på netop 25 tdr. Dette stykke blev forlods tildelt gården, og resten af jorden fordeltes ved lodtrækning, således at noget lå nær gården, andet længere borte. Det blev til 9 forskellige stykker, de fleste beliggende i Hejls Overby.
Kællingkær lå dengang sydligst i Midtby , og det usædvanlige er, at den i 1758 kun havde 6 tdr. jord indhegnet, sandsynligvis hustoften. Dvs. at praktisk talt al jorden blev fordelt ved lodtrækning. Det blev til 10 stykker, men det bemærkelsesværdige er, at gården fik tildelt et samlet stykke på i alt ca. 50 tdr. land, der hvor gården nu ligger. Resten er fordelt i mindre stykker i en linje fra vest mod øst, midt gennem sognet svarende til gårdens placering i Midtby midt mellem Bæklund og Overby.
Klostergåden var på 2 otting jord , i alt 74 slesvigske tønder. I 1758 havde gården 30 tdr. indhegnet, sikkert skovstykket ved Kjær Mølle, toften og jorden bag den nuværende gård. Resten af jorden fordeltes 8 forskellige steder i en linje fra vest mod øst, sydligst i sognet. De omtalte grundlæggende principper ved fordelingen fremgår således af kortet, men derudover synes jeg, det er muligt at skimte et princip til, nemlig at gårdene får deres jord placeret i en stribe fra vest mod øst enten nord i sognet, midt i sognet eller sydligst i sognet, alt efter om gården ligger i Overby, Midtby eller Bæklund.
Den næste planche viser 3 andre gårde fra henholdsvis Overby, Midtby og Bæklund, og som man kan se, er princippet i fordelingen det samme. (Pl. 10) (Ballegård, Østergård og Elisabethsminde) Det eneste der bryder princippet er det faktum, at alle gårdene skal have del i skoven mosen og engene. Disse stykker kommer i sagens natur til at ligge udenfor hovedområdet.
Bygebjerg og Stavnsbjerg var som nævnt bebyggelser for sig med hver 3 gårde. Dette blev en fordel for dem ved udskiftningen, især for de to største gårde. Således fik Bygebjerg sine 100 tdr, placeret i 2 stykker af henholdsvis 80 tdr. og 40 tdr. land, det samme gjaldt til en vis grad Stavnsbjerg.
Som det vist er blevet klart , betød udskiftningen i Hejls ikke, at den enkelte gårdmand fik sin jord samlet i eet stykke omkring gården som vi så, det var tilfældet i Årslev på Sjælland(pl.6) Man kan sige næsten tværtimod. Man fik godt nok jorden udskilt for sig, men i så mange spredte stykker, at en rationel og effektiv drift vanskeliggjordes af de lange afstande og de mange små stykker. Det var en meget dårlig jordfordeling, og helt frem til moderne tid, har man handlet frem og tilbage med jorden og mageskiftet etc. for dog at få den nogenlunde samlet. For nogle er det lykkedes. Det betyder til gengæld, at nogle gårde i dag dyrker en helt anden jord end den gården fik tildelt ved udskiftningen. F. eks. fik Klostergården i 1788 tildelt 74 tdr., af disse er kun ca. 30 tdr. nærmest gården tilbage, resten hører i dag til andre gårde. Til gengæld har Klostergården fået jord fra andre gårde i nærheden i Hejls især Bæklund og Ballegård
Udflytningen
I det øvrige Danmark hører udskiftning og udflytning sammen. Ser vi igen på Årslevkortet, ser vi, at de fleste gårde er flyttet ud i deres mark i forbindelse med udskiftningen, og kun nogle få bliver liggende tilbage i landsbyen. Det er svært for os i dag at forstå, hvilken kæmpeomvæltning denne udflytning har været for vores forfædre. I århundreder havde de boet tæt op ad hinanden og havde taget del i hinandens liv på alle områder, det har føltes tæt og trygt at bo så tæt, og tilsvarende ensomt og utrygt at blive flyttet ud på åben mark. Denne uvilje mod at flytte bort fra landsbyens trygge miljø, gav anledning til en bestemt udskiftningsform, den såkaldte stjerneudskiftning. Ved denne udskiftningsform blev næsten alle landsbyens gården liggende i landsbyen og fik deres jord samlet i et stykke fra gården og ud til sognets ydergrænse. Et typisk dansk kompromis. Ganske vist fik man jorden samlet, men den fik en uhensigtsmæssig facon, men det måtte man tage med, når man absolut ville blive boende i landsbyen.
Som vi så fik gårdene i Hejls ikke deres jord samlet ved udskiftningen, den blev tværtimod spredt over hele sognet. Derfor var der ingen som helst grund til at flytte gårdene ud i marken. Dog var der efterhånden nogle få der i forbindelse med køb og mageskifte fik jorden samlet så meget, at de flyttede gården ud. Men det skete først mere end 20 år efter udskiftningen, og for de flestes vedkommende langt senere.