Skippere og fiskere i Hejlsminde 1850 –1950.
af Inge Mortensen
Nogle af de første historiske oplysninger om Hejlsminde stammer fra 1600 tallet. En af forbindelsesvejene mellem købstæderne Kolding og Haderslev gik dengang over den lille landtange ved noret og det kunne ofte være ret usikkert om vejen var farbar, udsat som den var for vind og strøm. Noret, eller Mindet havde dengang to udløb, og der var bygget en dæmning med to sluser til at regulere vandstanden for at holde noret som en ferskvandssø. Med sit tilløb af de tre åer, Kjær mølleå og Aller å og den mindre Suder å ( Hejls bæk) var det en meget fiskerig sø, hvorfra der leveredes fersk fisk til bl.a.hoffet på Haderslevhus. Et hus til opsynet med sluserne var der og to broer, den ene kaldet Syndermanns bro efter forpagteren på herregården Vargårde, som hørte under Kronen.
Flere stormfloder i 1600tallet gjorde skader på anlægget. Fra Haderslevhus berettes det i 1694 : "Ved den store vandflod i februar ere begge dæmninger gennembrudt og fiskene alle ødelagte og døde. Dæmningen med sluserne ere atter reparerede".
Omkring år 1700 var sluserne borte og blev ikke genopført, og siden da har der kun været det ene, dybe udløb med den til tider stærke strøm, som vi kender det i dag. Sognegrænsen til Aller gik dengang, hvor det sydlige udløb havde været, men blev i 1864 flyttet til det nuværende udløb.
Området var en god naturhavn og den udviklede sig efterhånden til en mindre handelsplads. Man ved, at der ved Herrenhutternes opbygning af Christiansfeld omkring 1800 året blev sejlet Flensborgmursten til Hejlsminde, hvorfra de blev læsset på vogne og kørt til Tyrstrup.
Den første bebyggelse.
Men det var først i midten af 1800tallet at der kom gang i handel og skibsfart på stedet. Årsagen var en tiltagende handel med korn og i de næste 30 år udførtes der store mængder korn fra Hejlsminde. Således blev der i 1858 udskibet 20.000 tønder korn. Kjær Mølle inde i bunden af noret ejedes af den driftige møller Hans Dall, og Momsen Petersens teglværk og flere mindre teglværker langs kysten fik sejlet deres produkter ud fra havnen. Der kom købmænd, skippere, fiskere og teglværksarbejdere, der slog sig ned og byggede huse på begge sider af slusen.
Det første hus blev opført i 1843 på nordsiden af slusen af "en fattig mand fra Hejls", som der står et sted. Han fik bevilling til at holde kro. I 1856 blev færgekroen på den anden side bygget, og i 1857 kom købmand Burcharth fra Assens. Han lod opføre et stort toetages pakhus, hvorfra han drev kornhandel, kolonialhandel og korntørreri. Der var livlig aktivitet på havnen, hver lørdag var et par både lastet med varer, og købmændene kom fra Haderslev for at modtage og betale varerne.
Tiden efter 1864.
Flere begivenheder kan have medvirket til at Burcharth forlod Hejlsminde i 1870. Efter nederlaget i 1864 blev grænsen mellem Danmark og Tyskland trukket lige gennem slusehullet, og der blev anlagt toldsteder på begge sider af grænsen, hvor toldkontrollørere og grænsegendarmer kontrollerede færdselen. Haderslev havde været de lokale bønders markedsby, nu var Hejls blevet eet af de otte sogne, der kom til kongeriget og Kolding blev nærmeste handelsby.
Omkring 1870 begyndte Danmarks korneksport at aftage på grund af billigt korn og bedre transportmuligheder fra Amerika, og det danske landbrug gennemgik en omstrukturering, idet man gik over til fremstilling af konsumvarer, så som bacon og mejeriprodukter, dvs. at bøndernes korn gik til svinene og på samme tid startede andelsbevægelsen.
Der var dog stadig skippere og kornhandlere, der søgte at fastholde handelen og sejladsen .på Hejlsminde. Der indførtes kul og koks til teglværkerne, korn til Kjær Mølle og foderstoffer til landmændene. Der udførtes mursten fra teglværkerne, og da cikorietørreriet kom i gang i 1880 også cikorierødder til kaffetilsætning.
I 1867 byggede Møller Hans Dall et pakhus på den danske side af slusen og han fik efterhånden en stor handel med kornprodukter og andre varer i gang. Han købte en turistbåd ved navn "Kvik" som havde sejlet på Odense å. Den kom nu til at fragte varer i slæbepramme til og fra Kjær Mølle, over Mindet og ad åen, som han fik rettet ud.
Fragtskippere.
Antallet af små fragtbåde, der var hjemmehørende i Hejlsminde i sidste halvdel af århundredet er ret usikkert. Nogle mener 30 andre ca.14 både. I de travleste år var havnen besøgt af 600 – 700 skibe. Befolkningen og erhvervsvirksomheder var således dengang afhængige af skibsfarten og havnen.
Bådene, der var hjemmehørende i Hejlsminde, var alle såkaldte jagter med et par undtagelser, og besætningen bestod af skipperen og en eller to medarbejdere, ofte var skipperens kone med som besætning. Man fragtede mursten, kalk, cement, korn og foderstoffer, kartofler og høkervarer.
Nogle skippere var stenfiskere, de fragtede sten, der blev hugget til skærver til vedligeholdelse af omegnens dårlige veje. Disse sten blev fisket op på lavt vand og losset i pramme, hvorefter de blev sejlet ud til de større både, som så bragte dem ind til havnen. Det hele foregik ved håndkraft.
Der var større skibe, der ankom med kul til f.eks. teglværkerne og tørreriet. Disse kunne ikke anløbe havnen på grund af den ofte svingende dybde. De måtte losse i pramme, som så blev sejlet ind til land. De lokale skippere sejlede også efter kul i deres mindre både. De kunne tage fra 10 til 30 – 40 tons. Man kunne have et læs mursten med ud og som returgods en ladning kul fra en grossist i Flensborg eller en anden havneby, hvortil kullene var kommet fra f.eks. Hamburg eller Polen.
Vi kender navnene på en del af skipperne og deres både fra den tid.
Morten "Skipper", Christensen, som han kaldte sig, var handelsmand og fragtskipper. Han var født på Årø i 1840, han døde i Hejlsminde i 19926. Han ejede jagten "Emanuel", den var tysk indregistreret og havde sin plads på den tyske side ved Færgekroen. Han var medstifter af bolværkselskabet på den tyske side i 1885 og medlem til 1920. Han handlede med Korn og foderstoffer. Han lejede loftet på Færgekroen til lager og ligeledes blev båden brugt som lager om vinteren. I 1914 byggede han så pakhuset vest for Færgekroen. Morten Christensen var gift med Anne Marie, f. Olufsen, der var fra Hejls Overby. De boede i huset Hejlsmindebakken 25 og fik børnene Cecilie, Ellen Margrethe ( gift Fræhr ) og sønnen Marius. Marius Christensen havde aftjent sin værnepligt ved den tyske marine på krigsskibet S.M.S. Preussen. Under første verdenskrig gjorde han tjeneste på en tysk minestryger. I 1919 – 20 sejlede han 31 ture med faderens båd, "Emanuel". Regnskaber over disse ture noterede han i sin lommebog. De giver et indblik i, hvad en Hejlsmindeskipper sejlede med, hvor han sejlede hen , hvad det kostede og hvad han betalte sine folk.
På den danske side var der skipper Jes Johansen Bech, født 1841, gift med Kristine, f. Friis. De var forældre til Martin Bech, f. 1883, der i over en menneskealder var fragtskipper her med galeasen "Astrid" på 110 brutto-reg. tons. Den kunne sjældent gå i havn, men måtte ligge for svaj ude i bugten. Martin Bech og hans kone, Frederikke boede i det lille stråtækte hus, Toldbakken 9.
Niels Bolvig stammede fra Ærø og han boede på Gendarmvej 5. Hans båd hed "Emanuel", hvilket synes at have været et populært navn, da der har været flere både med dette navn.
Der var skipper Jens Berg i 1860erne og Christian og Peter Berg i 1880erne, måske hans sønner.
Tre generationer af skippere og fiskere var slægten Schmidt. Mads Rasmussen Schmidt var kommet til Hejlsminde fra Anslet, hvor han var skomager. Han blev skipper og kromand på Færgekroen Det var almindeligt at sige, at man skulle hen til Mads Skoma'r og ha' en dram! Hans søn var skipper Peter Schmidt, gift med Oline. Deres søn, skipper Oluf Schmidt, var gift med Marie. Hans skib hed "Diana". Deres søn var fragtskipper Åge Schmidt med båden "Platessa". De var både sten og fragtskippere. Som fragtskipper sejlede Oluf Schmidt mange læs tørv fra Brandsø til Wedelsborg under 2den verdenskrig, og af hans regnskabsbog fremgår den mængde af forskellige varer som han fragtede. Der var kul og cement fra Kolding, foderstoffer fra Fredericia, Cikorieroer og sukkerroer til Kolding ,sand og sten til Hejlsminde, mursten til Brandsø, mel til Augustenborg,og endelig passagerer til Gravenshoved og Wedelsborg, og sikkert meget mere.
Rasmus Hansen og Knud Hansen fra Årø havde båden "Albatros". Som styrmand Rasmus Sørensen. Rasmus Hansen boede i huset Slusebakken 2, kaldet "Skipperhuset".
Der var Karl Hansen med båden "Venus", og broderen Johannes Hansen, som sejlede en del med Oluf Schmidt. De var stenfiskere og har også arbejdet på Tørreriet. Karl Hansen byggede et lille træhus bag ved Hejlsminde station til sin kone Amalie, hvor de kom til at bo.
Fiskere i Hejlsminde.
Der har vel altid været drevet fiskeri ved Hejlsminde. Alle, der havde både fiskede, når tid og vejr var til det, nogle som erhvervsfiskere og andre blot til husbehov. Der var småbroer langs kysten og inde på Mindesiden, hvor joller og småbåde lå fortøjede. Der var mange ålestangere i efteråreaftenerne på Mindet, hvor man kunne få lov til at fiske til eget behov.
Det var først i slutningen af 1800tallet, da stedet voksede, at der kom flere fastboende fiskere.
I tiden omkring første verdenskrigens slutning skiftede fiskerbådene fra at være rene sejlbåde til at være motorbåde, hvilket kan ses på billeder fra den tid, bådene har forskellig rigning.
Omkring 1910 var der Gregers og Hans Bonniksen, og en anden skipperfamilie var Mainzerne. Hans Madsen Mainz sælger i 1894 jagten Johanne Margrethe på 14,54 Brg.t. for 540 kr. til sømand Anders Hansen Mainz af Hejls. En efterkommer, Mads Mainz havde båden "Hans" og senere "Mindet". Han boede Hejls Landevej 40, den tidl. gamle telefoncentral.
I 1917 flyttede fisker Hans Hjort til Hejlsminde fra Sdr.Bjert Han lærte Hejlsmindefiskerne bundgarnsfiskeriet. I 1922 rejste han til Skagen, da han følte, at forholdene i Hejlsminde var for små. Bundgarnsfiskeriet tog han med sig til Skagen, hvor han blev en stor mand.
Marinus Hede, gift med Margrethe, havde i 1930 – 40erne båden "Ella". Han boede Havnevej 13, huset blev senere bageri.
Christian Rask, som sejlede i alt slags vejr, forliste ved Halk Hoved med båden "Ingeborg". Han købte senere en lille "pæreskude" i det sydfynske, båden fik navnet "Dannebrog". Hans kone, Jane, som kom fra Skotland, sejlede altid med og hun fik et overdækket styrehus, så hun kunne stå i tørvejr, når de sejlede.
Skipper William Mathiesen, gift med Ellen, boede i 1930erne Toldbakken 15 ( huset er nedrevet )
Anders Jørgen Jørgensen fra omtrent samme tid var fragtskipper. Hans jagt hed "Emanuel". Han blev som de fleste af de tilbageblevne skippere senere stenfisker. Han boede først i Hejls Søndermark og på sine gamle dage på Roustvej.
Skipper Christian ( "Fløde" ) Petersen var tilflyttet fra Ærø. Hans skib var galeasen "Emanuel". Det var den første båd med motor i Hejlsminde. Han sejlede fragtfart til Tyskland under 1ste verdenskrig med mejerivarer og landbrugsvarer og andet gods. Efter krigen flyttede han tilbage til Ærø.
Erhvervsfiskere.
Familien Bork blev i tre generationer de egentlige erhvervsfiskere her. Den første Bork kom til Hejlsminde ca. 1910. Det var Falle Bork og hans kone Marie. De havde 8 børn, og mange af sønnerne blev fiskere her. Det gjaldt Rasmus Bork, Heinrich Bork, Laue Bork og Christian Bork. Sidstnævnte blev fiskehandler på sydsiden af havnen. Laue Borks sønner, Falle og Laue Bork er de sidste af familien Bork, som har drevet erhvervsfiskeri i Hejlsminde.
Laue Bork er født i 1917 og er den sidste levende af fiskerslægten i Hejlsminde Han har drevet fiskeri her i 65 år. Han og broderen. Falle havde deres broer og redskabshuse bag den gamle stationsbygning ved Mindet. Laue Bork var også en dygtig håndværker og har bygget mange af sine joller selv. Når man kom forbi hans redskabshus, var der næsten altid en båd på bedding. Han havde en lidt større båd , der hed "Frem", bygget i 1919. Den havde en 6 HK "Gefion" motor og rebet med gaffel storsejl. Den kunne påmonteres rambuk til nedramning af pæle til ålegårdene. Han fortæller om de gamle fiskere og om udviklingen op til erhvervsfiskeriets kår i vore dage.
Landegrænsen.
Som grænse fik Hejlsminde betydning for havnepladsen og fiskerlejets udvikling. Der kom toldsted
på hver side af grænsen og gendarmeri og dette betød nybyggeri og nye beboere til området.
Der kunne til tider være problemer med færdsel over grænsen. Overfarten foregik som før med båd eller pram, når der var store partier af varer eller kreaturer, der skulle fragtes over, men nu var der toldkontrollører på hver side ,der holdt øje med færdselen på havnen. Grænsen kunne også være lukket som f.eks. i 1888, da den danske stat lukkede alle grænseovergange på grund af kolera i Hamburg.
Den store stormflod.
Den 13. november 1872 indtraf den store stormflodskatastrofe. Den var så voldsom , at bolværker og samtlige huse med undtagelse af det store pakhus med beboelsen brød sammen og skyllede væk. I dagbladet "Dannevirke" kunne man den følgende uge læse følgende beretning:
"Da kom den forfærdelige stormflod den 13. ds. og nedrev og bortførte alle disse for største delen let opbyggede huse, på den nordre side ni, på den søndre side fire, således at der næppe er spor at see af, hvor de have stået. I det hele ere 65 personer blevne husvilde.
På den søndre side af Heilsminde vare beboerne straks ved vandets stigning afskårne fra forbindelsen med landet og kunde ikke således som på den nordre side bjerges med vogne. Stormens voldsomhed tillod ingen baad at komme ud til dem, så det saae ud som om de vare aldeles fortabte. Da drev en baad, der et andet steds havde revet sig løs, så nær hen til det yderste af husene, at beboerne kunde naae den, og derved blev deres liv frelst, da de derved kunde bjerge sig til land. I det andet hus samledes beboerne af tre huse, i alt 12 personer, og maatte der udholde flere timers dødsangst. Det halve hus styrtede sammen, det øvrige gyngede frem og tilbage, og bølgerne sprøjtede helt op på hanebjælkerne. Først om aftenen kl.10, da stormens voldsomhed havde lagt sig noget, kunde de ulykkelige bjerges i land
Der var i alle disse huse på begge sider af udløbet naturligvis ikke tanke om at faa andet end livet bjerget. Alt andet havde de stakkels beboere mistet. Strandbredden ved Meng er bedækket med al slags indbo, klæder, sengetøj og hustømmer, alt naturligvis mer eller mindre fordærvet af vandet. Den hjertegribende nød, som disse stræbsomme folk ere udsatte for, opfordrer de egne, som ere forskaanede for en saadan ødelæggelse, til at hjælpe til nogenlunde at oprette det skete tab".
Efter denne katastrofe følte Hejlsmindebeboerne sig meget udsatte, idet de frygtede for nye stormfloder ved det nu helt ubeskyttede område. Allerede i 1874 indtraf endnu en stormflod ,og den sydlige landtange var atter i fare. Derfor skrev kromanden fra færgekroen, Hans Petersen Holm i 1875 til det tyske landsrådsamt i Haderslev og bad om hjælp til sikring af dæmningen og vejen, men der måtte endnu en skrivelse til - underskrevet af flere af Hejlsmindeborgerne - inden myndighederne reagerede. Den tyske landsråd kom og besigtigede forholdene og kunne konstatere ,at der siden 1873 var bortskyllet så meget af tangen, at det var et meget usikkert sted at genopføre kroen. Landsråden sendte en skrivelse til regeringen i Slesvig, hvor han gjorde rede for forholdene, men svaret fra Slesvig lød, at man ikke fandt anledning til at foretage nogen kystsikring ved Hejlsminde. Dette måtte foretages af dem, der direkte eller indirekte ( her vel Haderslev by ) havde interesse i "den Abbruch das Ufers zu verhindern".
Der blev imidlertid indsamlet penge fra hele landet til de skadelidte ,og snart blev der genopført nye og mere solide Huse, og i 1880 genopbyggede Hans Petersen Holm færgekroen på samme udsatte sted.
I 1880 dannede brødrene Jeppe og Johannes Lauridsen fra Vejen sammen med Jep Fink fra Bygebjerg et konsortium og købte købmand Burcharths pakhus, der havde stået tomt siden 1870 og stormfloden. Her startede de cikorietørreriet, som Jeppe Lauridsen drev i mange år.
Han ejede desuden kroen, et teglværk, et kalkværk og engros- og detailhandelen i Hejlsminde. Endvidere et grusværk på øen Torø ved Assens, hvorfra Hejlsminde - skipperne sejlede sten og grus til vedligeholdelse af vejene. Han var stedets matador i henved 40 år.
Bolværket.
I flere år efter stormfloden var der næsten ingen skibsfart. Havnen. Som man kan tænke sig, har den været ret ødelagt og istandsættelse var kostbar.. Derfor dannedes i 1880 aktieselskabet "Bolværket Heilsminde" på den nordlige, den danske side af havnen. Initiativtagerne var de virksomhedsejere, der gjorde brug af havnen. Det var mølleejer Hans Dall, teglværksejerne Momsen Petersen, Falle Eriksen, Poul Sørensen og Andreas Christensen., Elkjær. Desuden H.K.Hansen og M.K.Schmidt.
På sydsiden, den tyske, blev der i 1885 ligeledes dannet et bolværkselskab. I 1903 var de følgende medlem af bestyrelsen: kromanden, Hans Petersen Holm og skipper Morten Christensen og gårdmændene Peter Fink, Jakob Finnemann, Johan Schultz, Chr. Finnemann og Juhl.
Bolværkselskaberne fik ret til at opkræve afgifter for benyttelse af bolværket og det så ud til at begge selskaber efterhånden gav overskud , og der blev sat penge af til vedligeholdelse og reparation af bolværkerne. Teglværksejer Momsen Petersen havde dog des foruden sin private teglværksbro, som også kunne benyttes af andre mod betaling.
Havnen var til stadighed udsat for stormes ødelæggelser og derfor anmoder i 1890 otte ejere af fartøjer på den danske side indenrigsministeriet om, at "der må blive tilvejebragt en stenmole til at stoppe for isen og søen, der ved østenvinden driver ind i havnen". Bolværkselskabet bliver så bedt om at oplyse om beholdningen af havne- og bropenge, og om man vil være rede til at dele udgifterne med staten.
Sydbanen.
I begyndelsen af 1900tallet var der stor interesse for anlæg af private jernbaner. Et udvalg i Kolding kommune havde projekteret anlæggelsen af Kolding Sydbaner : Kolding - Vamdrup og Kolding - Hejls. Dette gav anledning til, at et andragende blev sendt fra Hejls og Hejlsmindeborgere i 1907 til jernbaneudvalget i Kolding, hvori man anførte, at man i høj grad var interesserede i foretagendet, men at banen absolut burde forlænges helt til Hejlsminde. Man anførte den store betydning det ville få for området både handelsmæssigt og ikke mindst turistmæssigt. Man skriver:
"Hejlsminde havn har, med sine ret primitive forbindelsesforhold, en betydelig trafik og omsætning både til sø og landsiden. – Af virksomheder, som for tiden er knyttet til Hejlsminde, kan nævnes en betydelig cikorieindustri, der henter sit råprodukt fra omliggende sogne, ligesom dens tegl - og kalkværker også har stor omsætning for oplandet. Ved havnen losses årlig store mængder af grus og sten til amtets og de omliggende sognes veje. Havnen har ligeledes en meget stor ud – og indførsel af kul, korn og foderstoffer, og foruden af sine hjemmehørende 14 fartøjer, befares den af ikke få fremmede damp – og sejlfartøjer. I flere år har været og er dampskibs-turistrute imellem Assens og Hejlsminde fire dage ugentlig, to gange daglig. - Denne rute, formener vi, vil kunne få stor betydning som turistrute mellem Fyn og Skamlingsbanken, ligesom den syd for Hejlsminde liggende del af Haderslev østeramt vil give en Hejlsmindebane en ikke ringe person trafik til Skamlingsbanken og Kolding.
Vi tillader os at udtale det ønske, at det højtærede bane-udvalg på grundlag af ovenstående vil tage
sagen op til velvillig overvejelse, og håber at denne eventuelle korte forlængelse ikke må forsinke det øvrige baneprojekts hurtigst mulige fremme."
Forlængelses-afstanden var ca.5000 alen til en anslået pris af 100.000 kr., og andragendet var ledsaget af 171 underskrifter af skatteydere i Hejls kommune – ud af 205 – og attesteredes af Hejls Toldkontrol ved toldassistent Sophus Anchersen. Ligeledes medfulgte en attesteret liste over vareførselen ved Hejls Toldkontrolsted fra 1.dec.1906 til 30.nov.1907. Det bemærkedes endvidere at havnen blev befaret årlig for ind og udgående fragt af ca.450 skibe foruden ca.150 fiskerfartøjer og både.
Hejlsmindeborgerne fik deres ønske opfyldt og da Kolding Sydbane stod færdig i 1911 gik jernbanesporet endog lige ned til bolværket, så man kunne laste og losse lige til og fra jernbanevognene.
Mellem aktieselskabet "Bolværket Heilsminde" og Kolding Sydbaner blev der så i juli 1911 indgået en kontrakt om anlæg og benyttelse af havnesporet. Den indeholder bestemmelser om vedligeholdelse og udgifter, sikkerheds og befordringsbestemmelser, samt at jernbanen kan nedlægge sporet, såfremt udgifterne til vedligeholdelse ikke står i rimeligt forhold til indtægterne.
Genforeningen.
Grænsen ved slusen var siden 1864 blevet bevogtet af gendarmeriet og denne forløb ret gnidningsløst, men ved udbruddet af 1.verdenskrig i 1914 blev gendarmeriet udskiftet med dansk og tysk militær, hvilket medførte strængere bevogtning af grænsen til stor gene for beboerne på begge sider. Flere havde ejendom eller familie på den tyske side, og nu krævedes der passerseddel for at krydse slusen.
I 1919 efter krigens ophør sker der en genforening ved slusen idet forretningsfolk, skippere, gårdmænd og teglværksejere på begge sider af grænsen beslutter at købe begge bolværker og at danne et nyt bolværk- aktieselskab for hele havnen. Købsprisen var 10.000 kr., og med den klausul, at skødet først skulle overdrages, når og hvis grænsen blev flyttet.
Men allerede året efter i 1920.køber den initiativrige gårdejer Niels Finnemann på Ansletgård alle aktierne til bolværket. Han lejer desuden jorden ved slusen for 45 år .
Badehotellet.
Niels Finnemann slog Hejlsminde op som et feriested i den store stil. Han købte Badehotellet - også i 1920 - af Jeppe Lauridsen, og i forbindelse med anlæggelsen af Sydbanen viste han sit fremsyn og forretningstalent, idet han så for sig folk komme med banen fra store dele af Sydjylland til Hejlsminde for at holde ferie på Hejlsminde Badehotel. Der var bådebro og badebro ,og der var servering ved stranden og meget andet. Man kunne tage en tur med rutebåden "Turisten" til Brandsø eller Assens og endda være hjemme samme dag. Møller Dalls pakhus blev færgeterminal, kaldet "Færgehallen" og der var to daglige afgange fire dage om ugen.
"Turisten" sejlede lige til 1942 hvor den blev minesprængt ved Brandsø.
Niels Finnemann havde sejlbåden "Gretel", som sejlede ture på Lillebælt med badegæsterne. Han ejede desuden Gravenshoved Badehotel, og en lang bro blev bygget ud i Bæltet. Materialerne til broen fik han ved at købe en tysk nedlagt torpedobro ved Barsø, og af de tiloversblevne materialer forbedrede han bolværket i havnen ved slusen.
Broen.
Ved genforeningen blev grænsen ved slusen endelig slettet ,og der opstod et ønske om igen at få en broforbindelse mellem "Det gamle Land "og Sønderjylland. I 1920 begyndte forhandlingerne mellem Haderslev og Vejle amter. Kolding by støttede planerne ved at forære en jernbro, som byen havde liggende ,og Kolding Sydbaner ydede ligeledes værdifuld hjælp og havde plan om en forbindelse til Kleinbanen Haderslev – Christiansfeld, hvorfor der blev lagt et spor over broen. Denne plan blev der dog aldrig noget af.
I 1923 stod broen færdig og indvielsen kunne finde sted.
I dagbladet Kolding Avis kunne man den 22 september 1923 læse om gårsdagens begivenhed.
Stiftamtmand, kammerherre Bardenfleth, der havde været primus motor i foretagendet, holdt indvielsestalen og løste jernlænken, der var spændt tværs over broen I sin tale kom han ind på de mange genvordigheder, der havde været undervejs; megen modstand blandt fiskerne, som jo ikke ville kunne sejle direkte ind i Mindet, når broen kom. Ved et kompromis blev det vedtaget at lægge broen hele tre meter over daglig vande, hvilket nødvendiggjorde en stigning af de tilstødende vejstykker. Private tilsagn om bolværker blev taget tilbage og en ekspropriering måtte til. Alt dette tog længere tid end beregnet og fordyrede projektet, men nu lå broen der endelig som en fuldbragt kendsgerning, og han udtalte ønsket om, at broen måtte gøre sit til at inderliggøre den genforening, der fandt sted, da landet syd for Mindet kom hjem til Danmark.
Mange honoratiores var mødt op til indvielsen. Der var amtmænd og sognerådsformænd fra de tilstødende amter og kommuner og folk fra bankforbindelsen og Sydbanerne .Desuden to repræsentanter for rigsdagen. Det blev oplyst at broen var kommet til at koste 175.000 kr., deraf 20.000 kr. til ekspropriationen.
Efter indvielsen var der festmiddag på Hejlsminde Badehotel for de indbudte gæster.
Kong Christian d.10. besøgte Hejlsminde, da broen var færdig. Han har nok ikke været ved selve indvielsen, da havde han nok ellers skulle have indviet broen, men det forlyder der ikke noget om i avisen. Vi ved dog at han var der, og at skolebørnene havde fået fri for at kunne være med.
Broen forbedrede samfærdselen mellem landsdelene, og man begyndte at genoptage forbindelsen med slægt og venner, som man havde været afskåret fra i to generationer. Men der var kommet et skel, som det har taget næsten lige så lang tid at udviske. Også rent sprogligt var der sket en forandring, idet Hejls sogn mistede det meste af den sønderjyske dialekt i disse år.
Ikke alle var glade for broen. Den gjorde havnen mindre og fiskerjollerne måtte have mast, der kunne lægges ned for at være sikre på at komme under den ,også ved højvande.
Omkring 1930 kom Johannes Bønneland og hans bror fra Dyrborg til Hejlsminde. De havde fisket lidt der, men opgav fiskeriet og Johannes begyndte at handle med fisk I begyndelsen kørte han rundt til kunderne på cykle, men senere kom kunderne til ham, og til sidst havde han et lille hus ved broen, hvor han solgte fisken. De første mange år ejede han den store toldstedsbygning på sydsiden, senere byggede han hus bagved færgekroen.
Fragtskippernes endeligt.
Men det var nedgangstider for småskibsfarten. Den alvorlige landbrugskrise i 1930erne gav tilbagegang overalt. Havnen forfaldt, og der var kun ganske få fragtskibe, der var hjemmehørende i Hejlsminde Af fiskere med egen båd var der i 1920 en halv snes stykker, i dag ( 1989 ) er der højest fire, skriver Niels Skøtt, Mindegården.
Der var jo kommet jernbane og nu begyndte lastbiltrafikken at vinde frem. Der var derfor mange skippere, der blev stenfiskere. Til anlægget af amtsvejen fra Sjølund til Hejlsminde og videre syd på blev der sejlet store mængder søsten af fiskerne til havnen. Herfra fragtedes de af lastbilvognmænd op ad bakken til det sted, der nu er campingplads, hvor der stod en skærveknuser, som ordnede resten. Tidligere tørrerriejer Marinus Christensen havde nu vognmandsforretning med flere biler og ligeledes havde Niels Skøtt på Mindegården lastbiler.
1925 var det sidste rigtig gode år for stenfiskerne. Der blev da losset 4000 rm. sten på havnen. I 1932 kom der 2000 rm. til skærver.
I dag ,2002 er der ingen fragtskippere tilbage. Der er lidt turistsejlads med jægere og lystfiskere.
Hos Klaus Poulsen, som er den sidste fisker i Hejlsminde er det dog endnu muligt at købe frisk fisk fra Lillebælt. Hejlsminde er blevet et udpræget turistområde med mange sommerhuse og et sted, hvor næsten hver mand har sin jolle til lystfiskeri eller sejlbåd i lystbådehavnen. Der er kommet ny bro over Slusen , og her er campingplads, badehotel og restaurant, men ingen virksomheder, og som Laue Bork fortæller : Fisk er der ikke mange af!