Knud Hansen

fortæller om tiden omkring 1. Verdenskrig i Hejls og Hejlsminde (1864- 1920).

Transskription af et bånd indspillet i Knud og Agnes Hansens have i Hejls en sommerdag i slutningen af august 1977 under et besøg af elever fra 6. B fra Rødekro Skole, som var på lejrskole ved Grønninghoved.

Til stede:

Knud Hansen 1897-1982 - fortæller
Agnes Hansen 1905 - 1985 - fortællerens hustru
Elever fra 6. B, Rødekro Skole
Klasselærer Birte Jørgensen
En lærervikar
"Flinke lærer Jensen" - Thomas T. Jensen, som foretog lydindspilning, fotografering, og som har transskriberet lydindspilningen.

Knud Hansen fortæller:

"Er I sultne?

(Elever: "Nøh!")

Har I fået middagsmad?

(Elever: "Ja!")

Er I trætte?

(Elever: "Nej!")

Jeg har lovet jeres flinke lærer Jensen at fortælle jer en lille bitte smule om - Hejls, som jeg har både kendt, jeg er født her, døbt her, konfirmeret, gift - oppe i vor gamle kirke oppe i Hejls.

Så jeg skulle jo have forudsætninger for at kende lidt til vor lille by.

Nu havde det været rarere, om det havde været 25 år før.

I kan nok se, at håret er ved at være grå. Og jeg er heller ikke langhåret. Det er I forresten heller ikke, mærkelig nok.

Så der er lidt forskel på aldersklassen.

Men for 25 år siden, så tror jeg nok, at jeg ville have været lidt mere frisk til at fortælle jer om Hejls.

Skulle I nu blive trætte, så kan I bare strække en arm op, så skal jeg nok holde op med at snakke. Eller når én først begynder at falde i søvn, så holder jeg også op. Jeg skal nok holde øje med at I er vågne.

Se, hvis jeg skal fortælle lidt om Hejls, så kommer jeg til at gå helt tilbage til - '64.

Hvad skete der i '64? Ved I det?

(Elev: "Da tog Tyskland Danmark, næh, Sønderjylland.")

Vi tabte en krig!

(Elever: "Ja!")

Og den fredsslutning, der blev sluttet efter den tabte krig, den fik en helt afgørende indflydelse på vort lille sogns fremtid, i hvert fald de første 50-sindstyve år.

Nu vil jeg fortælle noget - det er en historisk begivenhed - det er der ingen historielærer, der kender meget til mere. Der skete noget mærkeligt heroppe, da grænsen den skulle trækkes i '64.

Vi tabte jo krigen. Vi havde ikke ret meget at sige. Den, der taber krigen, de får gerne dikteret freden. Det ved I godt, ikke!?

Men hér kom det så til en handel i '64. Og det vil sige, der ligger 8 sogne, hvoraf Hejls er det ene, som oprindeligt hører til Sønderjylland - op til '64 hører til Sønderjylland.

Der gik den gamle grænse helt oppe ved Kolding by.

Så blev der lavet en handel, fordi vi havde noget, de kaldte "enklave" ude i Vestslesvig.

De blev byttet!

Og det vil sige, at vi fik lov til at blive ved Kongeriget Danmark - da I andre "allierede" bedsteforældre - I er fra Rødekro - ikke allesammen, kan jeg se, men de fleste af jer vel nok - jeres bedsteforældre, de kom til at leve - eller oldeforældre, bliver det vel snart - de kom til at leve de 50-sindstyve år under tysk herredømme, mens Hejls og de øvrige syv sogne, de kom tilbage til Kongeriget Danmark.

Vidste I det?

Det er en historisk kendsgerning!

Og det bekræftes ved, hvis I tager rundt og bruger jeres øjne, så kan I se, at når I kommer op nord for den gamle grænse, altså oven for de 8 sogne, vil I finde en anden bygningsstil - her i Hejls, Stenderup - de af jer, der kan nævne dem alle sammen - det er typisk sønderjysk byggestil.

Hvis I lægger mærke til, det er lidt større gårde med store stuehuse, typisk sønderjyske stuehuse.

Så snart vi kommer nord for, så er der en ganske anden byggestil.

Nu vil jeg sige for mit vedkommende - det tænker én ikke så meget over - nu har jeg skrevet ned, at jeg skal fortælle jer, - for mit personlige vedkommende - det er mærkeligt - det får mig til at tænke over - det var afgørende for mit vedkommende, den handel, der blev lavet i '64 - og så vil I spørge mig: "Hvad har det med dig at gøre?"

Det kommer jeg tilbage til lidt længere henne i min beretning.

Jo, det gjorde så meget, - se min mor , hun var sønderjyde, hun var nede fra Nørremølle i Sundeved. Og min far , han var molbo - ovre fra - han var molbo - var dem, der druknede storken - eller druknede ålen og jagede storken væk med - det kender I godt!

Det var han imidlertid!

De købte gården - min fødegård, som ligger - jeg ved ikke, om I kommer ned til Hejlsminde, det gør I - ellers, så ser I oppe i bunden af den bugt dér, der ligger en gård lige ned til vandet med et ganske dejligt have lige ud til stranden.

Og dér dumpede jeg ned.

Men så havde jeg en masse fætre og ku..... - ja, jeg bliver ved fætrene - i Sønderjylland.

Og den afgørelse dér i '64, det gjorde det, at da alle kirkeklokker ringede - kimede i 19......

- 1. august 1914, ved I, hvad der da skete?

1. august 1914?

Hvad skete der da?

(Elev: "Udbrød 1. Verdenskrig!")

Da begyndte 1. Verdenskrig! Akkurat!

Da kunne jeg stå på den sikre side af grænsen og høre de fortvivlede - jeg kan høre dem endnu - de kimede uafbrudt - hvad vil det sige?

Det vil sige, at alle mine fætre, som var dumpet ned - 200 meter syd for mit fødehjem, de måtte i trøjen og slås for Tyskland igennem 4 år.

Nogen af jer har vel også pårørende - der står i hvert eneste sønderjyske sogn nogen mindestene over de, der ikke kom hjem fra den forbandede krig her fra '14 til '18.

Når jeg nu skal fortælle noget mere, så vil jeg gerne studs..... stoppe ved - godt 1920.

Jeg er godt 80-sindstyve år og var ligegodt nået den alder lidt ældre, end I er nu, da jeg var 17 år, da krigen den brød ud den 1. august 1914.

Min mor - det står så tydeligt for mig - da de begyndte at kime derovre - hun græd, fordi hun vidste, hvad konsekvenser, det havde, det kunne føre med sig.

Se, før 1914 - I er jo sønderjyder - de fleste af jer da vist nok - det ved jeg ikke noget om - det er også lige meget - I kommer op på Skamling - gør de ikke?

(Lærer Jensen: "Jo, det gør de!")

- Oppe på Skamling! Se, her for Hejls' vedkommende - da vi havde tabt krigen og skulle til at forsvare os på en anden måde, så blev der oprettet langs grænsen, men nord for den grænse, der blev trukket i '64, da lavede vi en række fæstninger - én blev oprettet her i Hejls som fæstning.

Vi havde et rygstød - Skamling ligger deroppe - . Når I kommer derop, så vil I se oppe på toppen af banken, dér ligger 3 små - såvidt jeg ved - er det 3 eller 4 kanoner. Dem vil I grine af, når I ser dem dér. Men i og for sig er det for mig, hver gang jeg kommer derop, så er det sådan et typisk - et kendetegn for - .

(Agnes Hansen: "Jamen sig mig, kan.... - har de nogensinde været brugt i krig - har de ikke været sådan nogen små salutkanoner eller sådan noget?")

Nåh - nej! Nej! Det er en oprindelig kanon. Den er ikke lavet nede ved Krupp. Hvis Krupp han kom op og så den, så ville han sige: "Vorherre bevares, hvad er det hér for noget?"

Nej, se det er ikke den slags fæstningsværker, jeg tænker på.

De ligger som en lille pudsighed deroppe.

Men rundt om på Skamling og ?????? , der vil I finde en hel masse mindesmærker, som lærer Jensen, eller hvem der vil forevise jer Skamling, kan forklare en hel del om.

Hvad det er - hvorfor de er, de her mindesmærker.

Det er ikke over officerer, som var dygtige til at slås med kanoner og geværer og undervandsbåde og skidt og lort.

Hvorfor står de der så?

De forstod at slås på en anden måde!

En typisk dansk måde!

De var en slags frihedskæmpere!

Derfor står der sten deroppe!

Nu nævner den det rygstød, vi havde deroppe, nationalt - betyder det forfærdelig meget med det - I ved jo godt, der er holdt store nationale møder helt op i vore dage - nu er det blegnet noget og den tid er forbi.

En anden fæstning - det er nu kommuneskole her nede i Hejls.

Det var oprindelig - der ligger en række - der ligger faktisk nogle af de her - Skibelund Efterskole - ved Skibelund Krat.

Den har samme opbygning som her - efterskolen her nede - ved I, hvad den er lavet for?

Det var for at de unge sønderjyder - ligesom I er nu - nu er i blevet rigsdanske, men vi kalder jer jo stadig sønderjyder - det er vist nok fejl, men....

Det var en fæstning.

Og hvad vil det sige?

Det vil sige, der kom 80-sindstyve unge piger om sommeren på den skole her nede. Og der kom 80-sindstyve raske drenge - sønderjyske drenge, som var tvungen til at gå i tysk skole. De kom her op, og så fik de - klarhed over - hvad forskel, der er på dansk og tysk indstilling, mentalitet og hvad dertil henhører. Undervisningsform!

Og det var nødvendigt, at de kom herop.

(Agnes Hansen: "At lære dansk historie og dansk sprog.")

De lærte det, som vi lærte fra begyndelsen af.

I er jo ikke tvungen til at gå i tysk skole.

I går jo i dansk skole.

De andre drenge dér, de kom herop og fik - vi kan godt kalde det "våben i hænder" til at tage kampen op med den tyske ...... - det tyske forsøg på at fortyske Sønderjylland eller Nordslesvig, eller hvad vi vil kalde det.

Det satte sit præg på det Hejls, jeg husker fra min ungdom.

Den skole dér nede - og de rekrutter - de blev uddannet som små ..... optaget af den nationale kamp i Sønderjylland.

Det fik yderligere konsekvenser.

Se, da så 1914 kommer ..... - I ved jo godt, nede i Berlin - der var der engang nogen, de byggede en mur, og vi kalder det populært, at der går en - en jernvæg ned mellem to nationer.

Hernede - fra 1. august 1914 - min fødegårds marker, de gik ned til åen - de gik ned til Kærmølle Å, som dannede grænsen.

Der gik bogstaveligt et jerntæppe ned i 1914.

Det var en ganske ejendommelig situation.

Der gik et lille halvt år, så begyndte de første unge danske sønderjyder at komme i tanke om: "Nej!" Dem, der var 17 år og stod over for at ville blive indkaldt til krigen, de kom i tanke om: "Nej! - Vi gør det ikke! Vi ser, om vi kan komme over grænsen."

Jeg husker tydeligt de første to - vi fik mange besøg på Stavnsbjerg, hed min fødegård, og vi havde i de 4 år dér - karle, jævn mig, russere kom der over, tyskere - soldater kom der, der havde smidt geværet - de stod posteret dernede - de havde været ved fronten, men var blevet beskadiget og gik så og "postulerede" hernede ved grænsen. Nogen af dem, de kom også i tanke om: "Hør, vi vil ikke være med til det her spil mere, og vi går over!"

De to første danskere, der kom over - der var en hestehandler Iversen ovre fra Christiansfeld - hans to sønner! Det var en hel begivenhed, da de første dér - at det kunne lade sig gøre at komme til Danmark og undgå at komme med i den fortvivlede krig for tyskerne.

Så var de ikke klar over, de første gange - der kom over - de var ikke klar over - der fabledes om - jeg kan også huske, vi snakkede også om - det blev diskuteret - har Danmark pligt til at udlevere de, der kalder som desertører?

Det var ikke til at klare, det problem, så de nøjedes ikke med at gå over græsmarkerne her - de tog til Norge - de tog til Sverige - for at være helgarderede på, at de ikke blev udleveret til den tyske værnemagt.

Se hernede i Hejls - og det forstår I jo godt - vi havde den efterskole, hvor de 80 drenge igennem en lang årrække var kommet herned - og de tog hjem om søndagen, mens det var normale forhold, og de lærte grænsen at kende hernede.

Og det var jo en betingelse for at kunne komme godt over grænsen, at man kender lokaliteterne.

De rendte på skøjter hernede på Hejlsminde Nor om vinteren, og de rejste hjem om søndagen, og det resulterede i, at her blev en temmelig - vej over grænsen af de elever, der havde været i sin tid på skolen hernede.

Så vi var - vi oplevede mange ejendommelige, halvtragiske, men også sommetider pudsige scener ved de her gutter, der kom over grænsen.

Vi tog jo vel imod dem, og det skal siges også, at vi tog vel imod - også de tyske - også russerfangerne - da de kom i sin tid, da kom der mange, mange russerfanger over.

De kom fra fangelejre helt nede fra det sydlige Tyskland.

Nogen af dem kom helt op til Limfjorden!

Det ved I nok, hvor er henne?!

De gik om natten.

De lå dér, hvad de kunne stjæle, spiste kålroer, de kunne tage på markerne, og hvad de ellers kunne få.

Nogen af dem kom op til Limfjorden, inden de var klar over, at de var i Danmark - de kunne ikke orientere sig - de gik om natten.

(Lærer Jensen: "Må jeg lige spørge: Hvor godt var den grænse bevogtet dernede? Det var jo ikke som Kruså.")

Der var noget dér, som var typisk for et grænsesogn.

I kender den nuværende grænse dernede med spritbåde og millioner, der kommer tøffende over den grænse dér.

Nogle år tidligere (?) , det var en helt anden grænse, vi levede op ad.

Se, der i Stavnsbjerg i min fødegårds have, der står en sten, en grænsesten. Den har nr. 126.

Det vil sige, det begyndte ude ved - vestpå - ved nr. 1, og den sidste sten, den står nede ved Hejlsminde - og den har nr. 127.

Den står, nåh - den reddede vi i sin tid - den står der stadigvæk nede i Stavnsbjergs have, og min bror, som på det tidspunkt var student, læste i København, han fik sat en plade ind i den sten, og den siger sådan noget koncist om historien - den siger - der står på den kobberplade, der blev sat ind i den gamle grænsesten: "Her stod jeg over et halvhundred år - som skel mellem danske mod syd og nord - nu står jeg trygt i Danmarks jord - mellem Skamlingsbanke og Flensborg Fjord. "

Det er meget betegnende.

Men det der med grænsebevogtningen, det var jo også typisk for Hejls dengang - jeg nævnte fæstningen hernede - samtidig så var der en stab af grænsegendarmer og toldvæsen, toldere.

Dengang var der ikke bro nede ved Hejlsminde.

Det første og lille overgangssted, det var ved Kærmølle.

Det var en ganske smal kommunevej, og ellers overfartsstedet, det var ovre, hvor det er nuværende - ovre ved det, der kaldes Frederikshøj - dengang Høkelbjærg.

Skulle vi over nede ved Hejlsminde, så var der en færgemand - og det vil sige, det var ikke sådan en storebæltsfærge, det var en almindelig robåd, og vi kunne råbe over det her smalle udløb - og for at nævne pudsigheder - han boede på den anden side - han boede i Tyskland - og han hed tilfældigvis - det kunne han ikke gøre ved - han hed Kipp!

Og når vi så kom ned på den danske side og skulle ros over, så stod den på den anden side og (?) råbte: "Kipp - Kipp - Kipp - Kipp - .........."!

Og så blev han så gal, som kun en tysker kan blive. Han kunne ikke lide - at blive kaldt - ligesom en kipkalv. Vi siger: "Kip - kip - kip - kip - ........"! Så skulle han komme over og hente os i en robåd.

Næh, men det var - da så 1920 kom - sker der jo - nu skal jeg gøre det kort - jeg kan huske så meget - så jeg skal gøre det dér kort - sker der jo en ganske væsentlig forandring.

Hele grænsegendarmkorpset, ja det var en overgang afløst først af dragoner under krigen dér fra '14 til '18.

Eller blev suppleret med dragoner - danske dragoner.

Så lidt længere hen under krigen, så blev der ansat en hel masse grænsegendarmer, så at korpset blev jo vistnok tredoblet - jeg husker det ikke så nøjagtigt - men væsentligt styrket for at passe på grænsen dernede.

Og trods det at grænsen var stærkt besat, så lykkedes det ligegodt - jo ret smertefrit - vi overværede - vi overværede - dér hvor de skød en - en desertør - ikke så grove langt fra Stavnsbjerg.

Men ellers lykkedes det dem at komme over. Og der var mange pudsigheder.

Og her er en, jeg synes, I skal have med.

Det var - på den anden side af åen - den nærmeste nabo, vi havde, det var oppe i noget, der hed Skovhuse, som ligger 1 kilometer eller sådan noget fra åen, og deroppe ved en af de gårde, der ligger 3 gårde. Der var der en mand, han handlede lidt med. Han var hestehandler.

Han hed Buchholt. Og han havde som regel en hel masse heste.

Men der var særlig én gammel hest, som var guld værd for mig at se. En gammel krikke var det. Men indhegningen gik helt oppe fra de gårde og så en lang indhegning, der gik helt over til åen.

Og ved I hvad?

Den hed Trine, den her gamle hest!

Ved I , hvad den præsterede, Trine?

Jamen, så skal jeg fortælle jer det.

Se, de kunne komme derop. Grænsevejen var spærret her langs med åen. Og der var vagthytter, og de stod tæt. Og de tyske soldater, de gik.

Om dagen kunne det ikke lade sig gøre at komme ned, men det skulle jo foregå om natten.

Og så ved I godt - om natten - en post, der står stille, han har chancen for at "hugge" ham, der bevæger sig - både kan han høre - og muligvis også lettere se. Så det er farligt, det dér.

Men hvad gjorde Trine?

Den var dresseret!

Og den blev vandet helt oppe ved gården. Og dér blev vist de også fodret lidt, om såvidt jeg husker.

Når så manden kom og ville over grænsen, så gik han ind, og så tog han Trine i manken.

Det kender I godt, ikke?!

I kender da en hest?!

(Elever: "Jah!")

Ja, og når man tager en hest i manken, og så I dukker hovedet lidt, og så I flytter benene samtidig med at hesten flytter sine forben. Den mand, der står og lytter, han kan godt høre, at der kommer en krikke, en hest gående. men han kan ikke høre og se, at der går en mand og holder i Trines manke. Og selvom han skulle opdage det, han begynder ikke at skyde på en hest, vel?!

Det må han ikke! Han må ikke skyde på Buchholts heste!

De kunne tage Trine i manken, og så kunne de gå - ja sådan cirka 1 kilometer - ja, det må det være - mindst 1 kilometer. Så kunne de føre Trine om natten helt ned til kanten af åen, og så når de så var kommet derned, så sagde de: "Farvel, Trine!"

Og så kunne den gå, og så sprang de i åen og så over på den anden side.

Så var de i Danmark.

Det var en god hest.

Den har hjulpet mange over.

Ja - men jeg skal slutte.

Det har været for langt - I falder snart i søvn.

Men - øh. Hejls i dag og Hejls dengang. Ja, jeg kan ikke lade være med - nu holder jeg meget af vor lille by. Den er forandret i en uhyggelig grad.

Dengang da spillede det nationale en uhyre stor rolle. Det er blevet lidt lavere . Og vi ved jo udmærket godt, at den grænse, der er trukket nu dernede ved Flensborg, det er ikke det samme som før.

Nu vil de holde fælles grænsemøder nede på Rønshoved Højskole - de tyske - - tyskere kommer over sammen med de danske foreninger og holder et fællesmøde på Rønshoved Højskole nede ved Haarder, ved Hans Haarder .

Det var utænkeligt dengang.

Grænsen er mildnet.

Men det, der er sket for Hejls' vedkommende - det nationale - i stærkere grad - for det prægede jo byen dengang.

Og når jeg nu nævner det her med - så kan jeg ikke lade være med at mindes - da jeg vågner ved den situation, jeg fik lov til at overvære som sytten års - atten års knægt, hvor man begynder at så kunne vurdere ting - det vil I opdage, når I når den alder - så kan I bedre vurdere tingene i forhold til hinanden.

Se, min far, han var dansk rigsdagsmand. Først folketingsmand og så blev han landstingsmand.

Min mors bror - ja I burde vist nok kende ham dér - han er nu - mon I gør det der? - Han boede nede i Åbenrå. Han hedder Hans Peter Hanssen .

Ved I, hvad det var?

H. P. Hanssen, Nørremølle!

Er der nogen, der ved, hvem han er?

Der er en gade inde i Åbenrå, der er opkaldt efter ham.

Og når man går ned ad den gade, så står der en stor mindesten, som efter min mening han til fulde er fortjent til.

Han sad nede i den tyske rigsdag. Min morbror.

Og min far han sad i den danske rigsdag.

Og da det kom til problemer i 1918, så havde de to mænd en vis indflydelse på den grænsedragning, som blev resultatet i 1920.

Jeg mindes dem selv, de to gæve, afdøde - den danske og den tyske rigsdagsmand - side nede i sofaen i mit hjem og drøfte de kommende problemer med hensyn til grænsedragning, hvor det var min fars opgave i den danske rigsdag at bibringe den forståelse af det sønderjyske spørgsmål.

Og forståelsen af, at nu gjaldt det om at drage en grænse, som kunne holde!

Så de ikke skulle komme bagefter og sige: " Hør, her er lavet noget fusk! Og I har brugt uretfærdige midler i en given situation til at tage mere, end I har haft ret til!"

Når jeg tænker tilbage, så står dér - afgørelsen var truffet dengang - "landinspektørindretning"(?) - og hver eneste dag - det var det, jeg var ved at røre ved før - nu er Hejls... - I kommer nok ned i kirken, såvidt jeg forstår på lærer Jensen, og I får et indtryk af, det er jo en ganske dejlig by og ganske dejlige omgivelser.

Og når I bor nede på den skole, som I nu er kommet ned på, så vil jeg påstå – jeg var med til at indvie den skole – jeg var med til at handle, da min svoger, han solgte den plads, hvor skolen ligger dernede.

For at nævne lidt, som var typisk for dengang, så kan jeg ikke lade være med at mindes – da jeg var med at handle, der var en tysk amts – næh, amtsborgmester fra Åbenrå, som var med, da vi handlede om jorden dernede, og det resulterede i, at min svoger, som solgte jorden, i og med at han handlede, vi blev indbudt, da den skulle indvies, den skole I bor på dernede.

Ja, det er betegnende for, at der er forskel på den tid – og nutid. For vi kom – vi var cyklende derned, min svoger og mig, vi var cyklende derned til den her indvielse, og amtmanden – han var forresten gift med min kusine – Refslund Thomsen hed han dengang – amtmanden i Åbenrå – hvad hedder han? – Vagn Hansen! - ham, de har dernede i Åbenrå.

Han har jo hele amtet. Dengang var der jo 3 amtmænd i Sønderjylland.

Men i alle tilfælde, så kommer min kusines mand, amtmanden, og da han ser vi to komme på cykel, så farer han hen og siger: "Jeg vil gøre de herrer opmærksom på: Der må ikke tales nationalt!"

Jeg kan huske – jeg stod sådan for at fortælle ham (?) : - "Nej, ved du hvad, Kresten Thomsen, hvad ... hvad... hvad mener De med det?"

Så uddybede han mere, og så sagde han: "Ja, se de midler, som Åbenrå Amt brugte til at bygge skolen for, det var nogen penge, der var sat hen i en fond fra '18 til '20, hvor amtet og kommunerne – særlig amtet – de var jo sultne i Sønderjylland, og genforeningen var jo først i '20, og krigen sluttede i '18, og så kom der en hel masse fødevarer over til Sønderjylland, for at de ikke skulle sulte."

Og da tjente amtet en del penge, og de blev sat hen i en fond, og så da der var gået et stykke tid efter '20, så kommer de i tanke om: "Hør, de penge, de kan bruges til at bygge en lærerskole for."

Og nationalt –

(Lærer Jensen tysser på et par urolige elever.)

Nu ligger den skole hér – og hvorfor ligger den dér? – Det er givet af nationale grunde i nærheden af Skamlingsbanken.

Men det, der gjorde at amtmanden, han var så forsigtig – de tyske – der var 2 tyske amtsrådsmedlemmer – de var med den dag, og de havde stemt – for – at bevilge de her, her penge til skolen hernede.

Og derfor ville amtmanden ikke have det nationalt – det ville han helst ikke røre ved.

Men når I nu kommer ned på den her lejrskole – ja, så vil jeg jo så påstå – det er jo ikke som – den gamle fæstning hernede, det er det ikke!

Men der er ligegodt en mening med, når Åbenrå Amt har bygget den skole hernede, og der så kommer en hel masse forskellige skolehold herop og får – og forudsat jeres lærere og jeres lærerinder også forstår opgaven, så er der lejlighed til at give jer en lille smule – historisk undervisning.

Jeg tænker særligt på Skamlingsbanken deroppe.

Og jeg tænker også på den gamle grænse, den kan I – får I sikkert lov at overskride nogen gange både det ene og det andet sted i de her 8 dage.

Jeg vil tro – I skal nok have udflugt –

(Lærer Jensen: "Jah – jah!")

Men forudsat jeres lærere og lærerinder er rustede til den opgave vel, så tror jeg at mit formål med den skole, der blev bygget i sin tid, det opnås på den måde dér.

Og så skal jeg ellers holde op!

Jeg kunne jo godt fortælle nogen historier, som var helt sjove fra dengang, vi havde grænsen spærret.

Både lidt dramatik og også måske lidt ....nej, lad det være i den her omgang!

Jeg tror – er I ikke ved at være trætte?

(Elever: "Nej – nej!")

Vil I have en historie?

(Elever: "Jah!")

- hvad der - eventuelt kan ske - ved sådan én - én - ja, hvad skal jeg så? - jah, jeg kan fortælle jer én.

Min den yngste bror , han læste i København i 19-hundredeog ... jah, det - under krigen!

Og var student!

Hjemme på sommerferie, men skulle ligegodt benytte hans sommerferie til at læse - de skulle jo være forfærdelig kloge, de studenter.

Og det gjorde han på den måde.

Han tog en robåd, og så sejlede han ud på Hejlsminde Nor, og så tog han årerne ind, da det nu var sådan et sommervejr i ferietiden, og så havde han hans bøger med derude, og så ligger han dér i båden, og det var det herligste - der var ingen, der forstyrrede ham - der kunne han ligge og læse, og det gjorde han.

Han ligger i båden, han havde sådan et leje henne for enden af båden, og der ligger han , og båden den kan nok dreje rundt, mens det lufter lidt, men det må den jo om.

Helt tilfældigt så kommer han til at kigge ind - der er en eng - en blød eng, der går over til Hejlsminde Nor på den tyske side.

To vagthytter ligger der - de lå med sådan en 400 meter vel i mellem - de stod gerne inde ved et hegn, sådan at de var skjult, de her hytter - det var noget asens skidt, og dér stod posten jo i om natten, var det tit dér.

Det var ikke til at beregne.

Men de gik jo frem og tilbage sådan - tænkte hverken til eller fra.

Ude på den eng, der ligger en mægtig dynge tjørn, som var hugget fra et hegn - det skulle nok have været brændt af, men det blev som regel forsømt derovre - de var enten i krig, alle dem der skulle sørge for at passe krammet hjemme.

Og dér kommer min bror, der ligger og hviler og spekulerer lidt, og så kommer han til at se ind - hér - vagtposten, han går lige forbi den store stak tjørn dér, og når han var passeret og skulle hen til hans hus, så kommer der ud af tjørnen en hue - sådan og vinker.

Vi var netop på det tidspunkt en 4-5 mand ude at bjærge hø ude på nogen enge, og min gamle far, på det tidspunkt, han kommer midt under forestillingen - og så skal I høre, hvordan det gik!

Min bror, han kiggede på det først engang. Og så går vagtposten igen forbi - og siden engang - så snart han var passeret forbi, så kommer huen igen.

Hvad gør min bror?

Han roer ind - så langt som båden kan flyde - det er sådan en mudderbund - blød bund. Og han sejler ind - det har han lov til - og er så langt fra kanten af engen som hen til de træer derhenne.

Så kan han ikke flyde længere. Så er kølen gået ned i mudderet.

Og så kommer vagtposten ud.

Vi står ovre ved (?) . Og det var ved at være dramatik!

Og så kommer - vagtposten ud og står og kigger ud på min bror.

Han har lov til at sejle dér.

Han står derinde og kigger, men han skulle jo passe hans, og så går han - sin sædvanlige runde, og da han er gået ind i hans hytte, den står han gerne inde i et øjeblik, når han var kommet ind - hvad skete der så?

Så kommer der to mand.

Og det var fart på!

Og det var over sådan en blød engbund ligesom ......(?) .

(Larm fra et en-motors fly, der overflyver haven)

Det hører vagtposten ikke.

Én - to - tre - ude!

Men så giver det en ordentlig plask, da de hopper ud i baljen med vand, mudder og skidt.

(Stærk motorstøj)

Det gav en ordentlig plask! Det hører vagtposten!

Og så kommer han farende ud. Og han lægger an. Han sænker. Og han lagde an igen. Da er de imidlertid kommet ud til min bror, og så hopper de op.

De roer!

Og hvad sker der så? Når der kommer to mand mere op i en båd?

De - med det samme fladt ned i bunden af båden! Hvad sker ser så?

(Elev: "Så kæntrer den!")

Har I ikke været ude at sejle?

(Elev gentager: "Så kæntrer den!")

(Anden elev: "Nej!")

Hvad sker der?

(Elev: Den går lidt længere ned igennem grunden, så!")

Akkurat!

Den kommer til at stå fast, ved det at der kommer mere vægt i den. Og den her forbandede bløde bund, den er ikke til at stage i. Og min bror, han fortalte bagefter, han svedte, for han stod derinde. Og engang imellem lagde an og (?) og lagde an igen.

Men - min far, som ville ud at se til os, der var ude at bjærge hø, han overværede det dér, og han farede ned - og ovre fra den anden side af - af vandet - kan han råbe over - og står og truer -

(ryster pilleæsken)

- og dér - den arme tyske soldat, der står dér med muligvis (?) et gevær - .

Nåh, min bror, han når at få båden ud, og den anden skyder ikke!

Derfor han ikke skød, det fik vi at vide bagefter: Det var sket kort i forvejen ude ved Vester Vedsted eller der ude ved grænsen derude.

De skød jo tit, så kuglerne , de fl... - gik over - vi havde faktisk hjemme i Stavnsbjerg i en ladeport - dér sad adskillige kugler - de skød om natten, de her tyske vagtposter, "skræmmeskud" kaldte de det.

Og de ryger - det måtte de jo slet ikke - de ryger jo her over grænsen.

Og det var lidt farligt at gå dernede.

Men da havde de ramt en gammel kone. Jeg ved ikke, om hun gik og samlede kartofler. Hun fik kuglen i det, der er højest, når man bukker sig ned og samler kartofler. En vildfaren kugle.

Og det resulterede i, at igennem - ovre i København - til Berlin - blev protesteret, at de tyske vagtposter måtte ikke - skyde, så at projektilet gik ind over den danske grænse!

Det var lige blevet indskærpet - de tyske soldater.

Og vi mente bagefter det her, at det var det, der havde afholdt ham fra - for da han skyder i den retning, så skal den jo gå lige over - forresten lige i retning af min far, der står derovre og truer.

Men nok med det!

Han fik den skovlet løs og kom over med dem.

Og ved I, hvad det var, han havde fanget?

Det var to russere!

Den ene kunne vi ikke rigtig få kontakt med, for han - han - han kunne kun russisk, og det var vi ikke sådan stive i.

Men den anden, han var en russisk - han var officer.

Og en russisk godsejer og kunne tysk.

Og han - det var ham, der var klar over - og vi spurgte dem jo ad: "Hvordan vidste I, at grænsen var hér?"

Han havde kort, den ty..... russiske officer dér!

Han vidste, kommer vi over det lille vand dér, så var vi ude af Tyskland. Bare det dér!

Såh! Vi havde så tit, der kom russere over og de her sønderjyder, men særlig russere.

Det første vi skulle gøre, vi skulle ringe op til vor politimester, han kaldes sognefoged. Det er det højeste politimester i en lille landsby. Ha - ha - ha!!

Han hed Johan Hansen. Han kunne bande så meget inderligt.

Og han var ikke sådan meget - han var sådan én (??) .

Og så ringede min bror op: "Ja, jeg er kommet over her med to gutter!"

"Det er knægt med stor bøvl (?) .", siger han den sognefoged. "Så skal jeg køre dem til Taps, og det er jeg ikke meget for!"

Se ovre ved Taps, lige ved .... ned til grænsen, dér havde de en - en lejr - det kaldes jo ikke "koncentrationslejr" - det kaldes en - en "opholdslejr". Der skulle de være i karantæne i 3 uger. Og - de russere for eksempel som ville hjem - til Rusland, de kunne blive skikket hjem, og det betalte det russiske gesandtskab. De kunne bare ønske at komme hjem, så blev .... fik de billetter, så kom de til Rusland.

Men - øh, min bror han sagde: "Jeg - jeg kan godt køre dem derover - de hér to!"

"Jamen, uha, hvis du vil det, så er det.....!"

Han fik spændt for og fik de her to gutter ombord og over, og der var et ordentlig kor i forvejen - af russerfanger. Og - og de er jo hurtige, de her to ... når der kommer to nye, jah, så bliver de interviewed, kaldes det nu. De samles jo om, alle de andre dér: "Hvor kommer I fra? - Hvordan er I kommet over?"

Og så havde de jo fortalt, at min bror Ejnar, hedder han, at det var ham, der havde givet dem en - håndsrækning. Og han fortalte, min bror da han kom hjem: "Uha, I skulle have set, inden jeg så mig til , så havde jeg to kæder rundt om, og de dansede, og de sang, og de ville hen og trykke mig i hånd - i hånden alle sammen, de her russerfanger!"

Og så aftalte han med den - den russiske officer, for han ville hjem! Han havde det her "tag ved" - "Germanen!" - det var jo tyskere - "Germanen kaput!"

"Germanen", de skulle jo have hovedet af.

Og min bror han fik brev fra ham, da han var kommet hjem til Rusland, hvor han skriver, at han har fået en fin medalje - jeg kan ikke huske, hvad det var for noget - men en medalje, og nu var han klar til at gå til fronten igen - for - "Germanen kaput!"

Så hørte - så hørte min bror ikke mere fra ham. Om han så er blevet (?) dernede, det ved jeg ikke.

Det var for at selv - det var én af de forskellige historier, som - vi som grænseboere dengang ved et jerntæppe - kunne få lov at opleve - dem var der mange af - sådan siden.

Men - øh, nu tror jeg ærlig talt - jeg ved ikke lige, hvad jeg har skrevet under på - . Stop!!

Slut på Knud Hansens fortælling.