<tilbage til oversigt>

Fortegnelse over en ægttur i 1864

Optegnet af Knud Krag den 15. februar 1911.

Da jeg havde spist til middag benævnte dag, tog jeg afsted. Kom til Hoptrup Kro, der var overfyldt med militær og ægtvogne, hen imod aften. Ville have logeret der om natten, men dette kunne ikke ske. Jeg mødte en mand og spurgte efter, om der ikke var en mand i byen, der hed Peter Kock, der var langt ude beslægtet med min fader, dog kendt af ham. Nu den mand var død for nogle år siden, hans enke havde rigtignok gården endnu. Manden spurgte om hvad årsag, jeg spurgte angående P. Kock. "Jo", svarede jeg, "jeg ønskede nok at vide, om jeg ikke kunne logere hos ham i nat". "Det passer meget ilde, for enken ligger på sit yderste, sandsynlig død inden i morgen. Men er det for logi, så kom kun ind i min gård, vi har plads til flere heste". Det man stadig havde for et beredskab til kavaleri og artilleri på gennemmarchen. For tiden har vi ingen, derfor er der plads nok. En flink mand! Ved nærmere samtale og bekendtskab havde han været soldaterkammerat og slof med Detlev Ravn her fra Hejls.

Anden dags morgen af sted til Aabenraa. Kom der omkring kl. 10. samtidig kom en hel masse vogne ind på vognpladsen. Holdt der til hen imod aften, så fik vi ordre til at komme af sted en 20 eller hen imod 30 vogne til Gråsten. Da vi kom til kroen "Snurom" jeg er ikke helt klar over, om det er det rette navn, men kroen ligger omtrent midtvejs, måske lidt nærmere Gråsten end Aabenraa, var der helt mørkt, og alle vogne stoppede op på vejen ved kroen, ingen kunne få hestene i hus. Så kommer jeg tilfældig til at tale med gårdskarlen, han nægtede at modtage heste på stalden. Sidste nat havde han fået stalden fuld, og det gav så vidt ingen drikkeskillinger, derfor ville han ingen heste have i nat. Jeg foreholdt ham, at som offentlig kro og der var plads, kunne han ikke nægte os plads, og angående drikke- eller staldpenge, da kan du jo opkræve dem, så snart hestene er indstaldede. Så tilstod han os plads. Jeg kørte om ind i gården og fik fraspændt som alle gjorde, fik plads i laden, mange måtte nøjes med køreporten. Der var ikke stor avlsbedrift til kroen. Et par får (et med lam) stod i de tvende svinestier. Fårene sattes sammen for at få os en 5 kuske et sovekammer. Halm og dækken havde vi, og vi sov brillant den nat.

Hidindtil var intet at få i kroen, ikke førend vognen kom fra Flensburg med alle slags kolonialvarer og fødemidler. Den var kommen om natten, så der kunne fås kaffe og brød om morgenen. Da dette var nydt og hestene tilfodrede, så af sted til Gråsten. Vi kom der lidt hen på formiddagen. Det var da første påskedag. (27. marts) Vi var lige kommet på vognpladsen, da der kom 50 tilfangetagne danske soldater. Hvor de så ynkelige ud, tilsmurte af jord, ler og snavs og dertil også tilsmudsede i ansigtet og på hænder af krudtslam, så det gøs i mig ved synet af dem. De kom alle ind i en sal på slottet. Jeg var nysgerrig efter at høre, hvad tyskerne ville sige til dem, men formedelst der kom for mange tilhørere, måtte alle uvedkommende ud. Der havde om natten og mest tidlig i morgenstunden været en ikke lille skærmydsel mellem danskerne og preusserne. Lidt over middag blev der holdt stor musik (brigademusik) foran slottet. Hvor det så ud på det ellers pæne slot. I mange værelser stod heste, gødningen kastet ud af vinduerne. Vi holdt der alle vogne, på enkelte få nær, hel hen imod aften, så kom der bud, at vi kunne køre op til Fiskebæk Skov. Der var en plads til heste, da der ingen indkvartering var for tiden. Så gik det af sted, en stor del kørte dertil, men da kom der ordre til, at resten skulle længer over ad Aabenraa. Jeg tror nok ordren var afgivet af gavtyve. Jeg måtte så af sted, fik først plads i en kro en mils vej fra Gråsten. Navnet er glemt. Vi var der en 10 a 12 vogne. Der fik vi dog en ordentlig ret spise for betaling, om ikke fint. Sødsuppe og stegt flæsk og kartofler. Lejlighed som forrige nat i svinestien, for tiden fårestald, for 8 skilling pr. mand. (15 øre).

Om morgenen - det blev ikke meget tidligt - efter fodring og spisen af sted til Gråsten. Da vi kom der," kruttede" vognmanden, vi blev for længe borte. Hen på formiddagen får den første part af vognene ordre til at gøre færdige, vi skulle ud til Laudrup eller deromkring efter sårede og syge soldater. Men det tager lang tid, inden alt kommer i orden til afmarch, blev først ved middagstid. Nu ville jeg gerne været med de første i rækken, men det kunne jeg på ingen måde blive, og når ikke det , så helst den bageste. For det er ubehageligt at køre i sådan en lang række vogne. Det går stadig bom, bom den ene ind i den andens bagsmæk. "Giv kun tid", sagde vognmanden, "du skal nok komme med". Jeg blev altså den bageste vogn. Vi havde fået ordre til at læsse vores medbragte fourage og havre af på lidt nær og lægge det i en hob, en skildvagt skulle passe på det. Det ville vare længe, inden vi kom tilbage. En dragon red ved den forreste vogn og ved den bageste ved mig. Som vi ret er lidt uden for Gråsten, møder vi en del militær, de kommer fra arbejde med at lave faskiner. Dragonen taler med en (måske en bekendt), så ser jeg der ligger en nagle på vejen. Jeg gør dragonen opmærksom derpå. Han henter naglen og kaster den op i min vogn. Lidt efter ser vi en vogn, en af de forreste at holde ud til siden. Jeg kommer dertil og bringer ham sanknaglen. Han blev glad og fik sin vogn samlet. Dette gav ham lidt ophold, så han blev bagest i vognrækken, men han kommer så i en fart hen på siden af min vogn, vil takke mig for opmærksomheden. Men så ser jeg, nu er naglen borte igen. "Ak, hvad skal jeg gøre", udbrød han. "Tag et grimeskaft og bind vognen sammen med indtil videre". Det gjorde han og kørte videre til byen Stenderup i Nybøl sogn. Alle vogne en 10 a 12 stykker kørte der ind i en gård, blev påbudt ingen at forlade gården. Der var ingen der forstod tysk uden en og mig. De forstod tiltalen således, at ingen måtte spænde fra. Da jeg var den bageste kom jeg til at holde længst ned i gården, og den kusk, jeg havde opsamlet naglen for, holdt til ved siden af. Jeg gik om i gården for at se efter lejlighed. Da opdagede jeg i en lo, der var en dragoner hestestald, der var udmærket plads til et par heste. Jeg talte med dragonen, som intet havde derimod. Jeg fik travlt med at spænde fra, de andre kuske ligeledes. Jeg fik hestene på forangiven plads. Der var krybbe og ved siden af kostald til natophold for mig, alt meget vel. Jeg traf manden, gårdejeren, en mand lidt ældre end jeg. Han bad mig komme ind til ham og hans familie. En handelsmand var til stede og ville købe køer til græs, og jeg var med ved handelen. Med et blev der råbt mit navn ude i gården. Jeg kom og fik at høre, at jeg straks skulle spænde for og køre til Rinkenæs med 4 syge soldater, der allerede sad på min vogn. Sagen var den, disse soldater havde sat sig op i vognen, der havde tabt naglen. Kusken gjorde opmærksom på manglen, derfor satte man dem over i min vogn, og så måtte jeg af sted i dette slemme vejr med sne og slud og nogen blæst. Dertil vestenvind lige imod, så det blev en af de slemmeste ture, jeg har haft i mine dage, som jeg i grunden fik for min godvillighed ved opsamlingen af den tabte nagle.

Det hjalp ingen snak, vi måtte af sted (Der var en vogn mere) af de 4 mand, jeg havde på vognen, var en der var meget dårlig, som beklagede sig jammerligt, når der kørtes i trav, ja næsten skreg, så jeg måtte køre noget langsomt. En mand, som fejlede, efter mit skøn slet intet, brugte munden hele tiden, vrøvlede hele tiden, satte sig i læ, imod at den meget dårlige måtte sidde hele vejen med ansigtet lige imod vinden. Vi kom til Rinkenæs, men der var ingen plads til flere syge. Vi skulle til Flensburg, der hjalp ingen stritten imod, men vi skulle have lidt fodret, så vi måtte tøve lidt. Med besvær og modstand fik jeg dog vognen ind i køreporten. Den anden vogn ikke. Der var god læ i dette stygge vejr, både for folk og heste. Disse fik æde, som de nok trængte til. Jeg ynkedes over den meget syge mand, for de andre tog sig slet af ham . Jeg gik ind i kroen og fik et kogt æg og en 1/2 pægl rom, for om ikke det kunne live ham lidt op. Hvor manden var taknemmelig derfor. Den anden vogn var kørt, formedelst ophold i det dårlige vejr, og jeg nu af sted. Det var det næste, jeg kunne ikke køre ret stærkt, men trave lidt småt, det måtte den syge holde ud. Jeg kom til Flensborg ved den tid, det begyndte at mørknes, ved vi kom til bureauet, holdt der en del vogne også med syge. Der kom en mand med en seddel, hvorhen de syge skulle bringes. Jeg påstod, vor vogn skulle meldes, hvilket ikke blev gjort, man fik kun til svar: "Kør kun væk!" . Det kunne måske have gået, men de andre vogne kørte løs, og jeg bagefter, men den syge skreg i højen sky. Han kunne ikke tåle rysten af vognen over brostenene, så jeg måtte køre langsomt i skridt. Derved blev jeg helt bag de andre og vidste ikke besked. Så møder vi en tysk officer, han talte med soldaterne om stillingen og de sidste to dages affære ude ved Dybbøl. Spurgte hvor de skulle hen. Det vidste de ikke, ville vælte skylden over på mig. Jeg protesterede, formedelst den meget syge mand. Vi måtte vende om ned til bureauet igen. Der fik vi seddel, hvor soldaterne skulle afleveres. Jeg var ukendt i Flensborg, soldaterne ligeledes, dertil var dårligt vejr, og så vidt ganske mørkt. Jeg talte så med flere borgere om for betaling at vejlede mig, men ingen ville, og jeg var i knibe. Jeg stod så op i agestolen og talte med stærk stemme: "Det har alle tider været bekendt, at Flensborg til dels var en god dansk by, er der da ikke en mand, der mod tilstrækkelig betaling, vil vise en dansk bonde til rette."

Straks kommer en mand frem. "De kan tro her er danske folk. 'Jeg skal være til tjeneste". Jeg viste ham sedlen, bad ham at køre med, hvilket han undslog sig med, formedelst det dårlige vejr. Vi måtte næsten ud til Slesvigs port til en skole, fik aflæsset. Og manden viste mig et kvarter, ville på ingen måde tage imod betaling. Med en hjertelig tak kom jeg i kvarter. Fik fraspændt i en stor port. For resten helt lunt. Fik fodret både heste og mig. Jeg fik the og smørrebrød. Det tog en times tid, så viste en mig i seng og sagde, om lidt kommer der en mand til. Han kom og lige straks efter, en tysker lige fra den sydligste grænse af Slesvig. Jeg fra den nordlige og dertil på et år nær af samme alder og ligeledes mindre gårdmand. Vi havde nok at tale om i en times tid, inden vi faldt i søvn. Da han stod op om morgenen (De skulle hver morgen stille med deres heste) bad jeg ham give mine lidt foder, hvis det ej var borte. Hvilket han og gjorde, og jeg så ham ikke mere. Jeg kom så noget efter op, fik hestene fodrede og vandede. Ingen havde rørt mine sager. Der var en 50 spand heste der om natten. Fik selv noget at spise, var henne i byen for at købe 2 skæpper havre, da min havre var ved at gå op. Jeg havde jo en del liggende i Gråsten.

Hen på formiddagen ved kl. 10 tog jeg så af sted til Gråsten. Det var ikke min mening at komme dertil før et par timer før aften, hvorfor jeg gjorde mig god tid. Og jeg kom heller ikke før. De andre vogne fra Stenderup var komne om eftermiddagen. Min havre og halm var endnu på pladsen, om end det sidste. Så kommer der en gammel mand til mig, han var kusk, dertil så ud til at være meget fordrukken. Havde været hos mig den første dag om at komme op til ham i logi, hvilket jeg afslog, formedelst stank af brændevin. Nu da han blev permitteret, så ville jeg gerne modtage tilbuddet, om det var nok så tarveligt. Vi var to kuske, der fulgte med, den gamle rykkede ud, vi ind. Der var plads til 4 heste i ejerens tørvehus. De havde en indtægt 2 skilling, 66 øre pr. døgn. Vi lå inde i stuen i et sengested, havde selv halm og dækkener, og lå for resten ganske varmt og godt. Anderledes end at ligge i vognen eller i en køreport om natten. Da mærker man først, at husly er godt, men lidt simpelt og meget beskidt, men i en sådan tid kan det ikke nytte at være for kræsen. . Anden dags morgen rejser den anden kusk sig for at møde på vognpladsen. Jeg ikke, for jeg havde haft den slemme tur til Flensborg, jeg ville ikke møde så tidligt. Jeg ned på pladsen mellem 9 og 10. Vognmanden spurgte, hvor vogn og heste var. Du er her, du skulle have været her før, vi havde meget få vogne i morges. Jeg beklagede mig over den slemme tur jeg havde fået, hvor de andre intet havde bestilt. Jeg gav manden 1 skilling, 33 øre, så var alt meget godt. Han siger så: " i nat kørte en kusk løbsk ud efter Rinkenæs, eller rettere kindignaglen tabtes, hestene løb med stjerten, og vognen i grøften. Kør med ham og se at få alt samlet sammen og kom her til, hans heste står her." Vi kørte derop og fik hans kasse op på min vogn og undervognen bagefter, og så til pladsen. Nu beklagede den kusk, at hans seletøj var således spoleret, at han ikke kunne bruge det til hjemkørsel og kunne nu ellers blive fri. Jeg gav ham det råd: "Giv vognmanden 1 skilling eller to så han skal give mig fri i dag, så skal jeg snart få seletøjet i stand, og du kan komme hjem."

Den ønskede tilladelse fik vi. Jeg havde taget sejlgarn og nåle med fra hjemmet i min kasse til brug i påkommende tilfælde. Jeg rimpede seletøjet sammen, for resten så dårlig, det var udbedret således, at han kunne komme hjem dermed. Det tog mig 1 til 2 timer, og kom så af sted hjem, og glad var han. Da jeg og den omtalte kusk kørte fra vognpladsen, blev den kusk, der havde haft logi sammen med mig, hans heste bange for min vogn og løb deres vej. Løb hen over kusken, så han blev forstødt og måtte på en sygestue. Hestene blev grebne nede på gaden og sat i en stald ved stedet, og en kusk til at passe dem. Hen på eftermiddagen ville jeg hen at se til den forulykkede. Det kostede megen møje at komme ind til ham, for tyskerne var mistænkelige over for os fra norden. Jeg kom dog til ham, en skildvagt ved siden af os skulle høre, hvad vi talte om, men forstod vistnok intet deraf. Den syge følte sig en del øm, men mente nok om 2 a 3 dage at komme med os hjem. Han var fra Grønninghoved. Han beklagede, at hans stjert var knækket. Det skal jeg sørge for at få vognen i stand til hjemkørsel. Det var han meget glad ved. Anden dag fik jeg en økse og spånkniv og bor fat. Lige i middagstimen gik jeg over i skoven lige ved, halv lystskov, og huggede en passende lille eg til stjerten. Fik den i stand om eftermiddagen, og vognen klar. Jeg hørte intet videre om stjerten. Blot en anden kusk fra Vesteregnen så jeg tog egen. Han havde stor lyst til at få et par stykker med hjem. Deres egn er skovløs. Du kan jo gøre et forsøg. Det gjorde han også, men det mislykkedes, og det undte jeg ham godt, når tyveriet skulle bruges på den måde.

Jeg kørte ikke meget. Foruden det angivne, kørte jeg en tur til Rinkenæs med en mand efter strømper og uldent undertøj til soldaterne. Jeg gik gerne hver morgen ned på vognpladsen og hilste på vognmanden. Var der så ikke stort at gøre, så gik jeg igen. Den hele vognpark var til dels en samling for de udstationerede og mest som reserve i tilfælde af påkommende fægtning. Søndag morgen efter at have været i Gråsten en uge, blev vi fri og rejste til Aabenraa, hvor vi nordlige beboere var indskreven og igen skulle udskrives. Da vi kom der, gik vi ned til kuskene, der logerede i den nordligste bydel, om vi ikke skulle vente med at komme til i morgen, så fik vi en ægtdag mere godtgjort. Der traf jeg nogle nye kuske, der lige var kommen fra hjemmet. "Se du at komme hjem", sagde de," byen ligger fuld af østrigere, og du der bor ned efter Bæltet har vist ikke mindst". Da jeg hørte det, fik jeg en hel anden plan. Øjeblikkelig af sted efter hjemmet, kom så hjem kl. 10 om aftenen, været borte i 9 dage. Østrigerne var i byen, men vi havde ingen, en dobbelt post på Brødrehøj bjerg.

<tilbage til oversigt>