Beretning 2015

Beretning for året 2014-2015 [Tilbage til oversigt]

Sidste års generalforsamling fandt sted den 2. oktober og på det efterfølgende bestyrelsesmøde konstituerede bestyrelsen sig med Elly Flensburg som kasserer, Amy Lewring som protokolfører/sekretær og med mig som arkivleder og formand.

Arrangementer:

Efter generalforsamlingen holdt tidlige politiinspektør Ove Kronborg Sønderborg, foredrag over sin bog: "Et hjørne af en hærs sammenbrud.", hvor han fulgte en deling soldater i de sidste måneder af den tyske hærs sammenbrud ved østfronten i 1945 med udgangspunkt i en hændelse i Hjerndrup i krigens sidste dage.

Det sædvanlige fællesmøde i november med pastoratsrådet blev udskudt til februar, så næste møde var

Torsdag den 21. januar 2015 .

Hvor vi havde lokalhistorisk billedaften med billeder og historier om Hejls kommuneskole fra   

1920 - 2006.

Det var vores første medlemsaften i det nye mødelokale her. Og det blev sandelig indviet, må man sige. Der var 86 deltagere. Og det var en rigtig fin aften.

Fællesmødet med pastoratsrådet blev flyttet til torsdag den 19. februar 2015 .

Hvor biskop Marianne Christiansen fra Haderslev kom og fortalte levende og interessant om Luther og Reformationen og om Luthers forhold til musikken og om hans salmer. Det blev en rigtig god aften, hvor vi alle, tror jeg, fik det bedste indtryk af vores nye biskop og hendes evner som fortæller og sanger.

Torsdag den 19. marts 2015:

Kom arkæolog Erling Madsen, Christiansfeld, og fortalte om "De arkæologiske fund i forbindelse med arbejdet ved Femern Bæltprojektet". Her var der til gengæld kun 15 deltagere, men det var en god aften med et interessant emne.

Hovedlinjen bag vores foredragsaftener er, at vi stræber efter at  have et foredrag/billedaften med ren lokal Hejls historie, et foredrag om Sønderjysk historie og et foredrag af mere national historisk karakter.

Flytning til nye lokaler.

Arbejdet i det forløbne år har selvfølgelig været præget af, at vi kort tid efter sidste års generalforsamling pakkede arkivet ned i kasser og i midten af november flyttede hen i vores nye lokaler i bygningen her. Der lå arkivet  så i kasser til slutningen af januar, hvor vi fra stadsarkivet i Kolding fik nye hylder fra et arkivdepot, de var ved at rømme. Først da kunne vi begynde pakke ud igen og stille tingene op. Det gik det meste af foråret med. Men den 10 og 11. april var der åben hus og indvielse af de nye lokaler i Lokalcentret her og i arkivet. Rigtig mange af vores medlemmer benyttede lejligheden til at kigge forbi og se de nye lokaler, også medlemmer langvejs fra. Det er vi rigtig glade for. Det er først nu efter sommerferien, at vi igen rigtig er kommet i gang med arkivarbejdet, og vi glæder os hver gang, vi er her, over de dejlige nye lokaler med lys og luft og vidt til væggene.

I forbindelse med pakning og flytning har bestyrelsens medlemmer ydet et ekstra stort arbejde, som jeg gerne vil sige Jer tak for, men især vil jeg takke Erik Eriksen og Peter Krag, som ydede en ekstra stor indsats med   flytning og bortrydning af ting og sager fra "Engbo" og ved indflytningen her, hvor også Vagn Bøgedal har hjulpet os.  Tak skal I have!

Arbejdet i bestyrelsen og arkivet

I årets løb har bestyrelsen holdt 6 bestyrelsesmøder og et medarbejdermøde. Men som sagt er vi først nu efter ferien rigtig kommet i gang igen i de sædvanlige arbejdshold. Der har været meget nyt i det forløbne år. Vores registreringssystem Arkibas er kommet i en ny version Arkibas5, som  vi lige skal lære at bruge, så i den forløbne måned har Lis Damgård, Else Kjer og Kirsten Degn været på kursus i registrering af billeder, mens Amy Lewring  og jeg har været til et opdateringskursus i Arkibas5, så vi kan blive fortrolige med systemet.

Jeg vil igen i år sige tak til alle i bestyrelsen for et stort engagement og for rigtig godt arbejde under usædvanlige forhold.

Arkivsamvirket for de lokalhistoriske arkiver i Kolding Kommune.

Vores samarbejde med de øvrige lokalhistoriske arkiver i Kommunen i Arkivsamvirket kører i faste rammer og ved generalforsamlingen i januar fik vi tildelt  13.666 kr.  i tilskud fra Kommunen. I fællesskab med de øvrige arkiver havde vi en fin udflugt til Det kgl. Bibliotek og Rigsarkivet en dag i november sidste år.

Arkiv.dk

En anden stor nyhed i arkivverdenen skete i februar, da Arkiv.dk gik i luften, og alle danskere fra deres computer derhjemme kunne gå ind på nettet og se, hvad der er gemt af billeder og arkivalier i samtlige danske lokalhistoriske arkiver. Allerede den første aften begyndte der at komme mails ind fra folk over hele landet, som havde været inde og kigge på, hvad vi her fra Hejls har lagt ud. Og de havde selvfølgelig fundet småfejl både her og der. Men det er jo utroligt, at man på den måde, kan få kontakt med en række ukendte mennesker, som kan hjælpe os med at få de rigtige oplysninger på vores billeder. Nu har bestyrelsesmedlemmerne i hen ved 20 år siddet og tastet billeder og oplysninger ind, og nu kan alle pludselig se det hele og se, hvilket stort arbejde, der er blevet gjort og få fornøjelse af det uden at skulle besøge arkivet. Vi har lagt 7030 billeder og oplysninger ud på Arkiv.dk, så hvis I ikke har besøgt hjemmesiden før, så er det bare med at komme i gang.

Årbog 2015.

Årbogen for 2015 er for længst blevet bragt ud til medlemmerne. Det er en usædvanlig årbog med et usædvanligt emne. Ingeniør Jesper Johansen Schultz og hans liv og arbejde på 3 kontinenter, især i Kina med udgangspunkt i Hejls. Da vi i arkivet sidste sommer fik en henvendelse fra professor Albert König i Berlin, om vi i arkivet kendte til denne Schultz, som skulle have arbejdet i Kina, vidste vi ikke, hvad det ville føre til. Gennem det forløbne år har professor König gjort et kæmpearbejde for at afdække og beskrive Jesper Schultz liv i det fremmede, og Herdis Schultz og jeg har hjulpet ham, hvor vi kunne. Herdis Schultz kender jo af gode grunde Jesper Schultz'  familie og efterkommere og familiens historie længere tilbage og har været til stor hjælp. Vi har haft besøg af professor König, som har været her to gange dels for at se arkivets samling af Jespers billeder fra Sydamerika og Kina og så senere for at være med til at sætte årbogen op og vælge billeder ud. Det har været et spændende arbejde. Det har også været magtpålæggende for ham at få udbredt kendskabet til Jesper Schultz i Kina og andre steder uden for Danmark , derfor er bogen også på engelsk, så interesserede i Kina og andetsteds , kan læse og få kendskab til Jesper Schultz' indsats derovre. Efter at bogen er udkommet, har jeg fået mail fra det Danske Generalkonsulat i Chongqing i det vestlige Kina, om at man der til næste år, vil lave en udstilling om Jesper Schultz' indsats derovre. De dansk-kinesiske foreninger  her i landet har også været interesseret i bogen. Så jeg synes, at vi med denne årbog har fået udbredt kendskabet til en af Hejls Sogn store sønner, som før var ukendt og samtidig fået sat Hejls på landkortet både i Kina, men  også  her i landet.

Program for vinteren 2015-2016

Her lige om lidt vil arkæolog Tenna Kristensen, Museum Sønderjylland, holde sit foredrag: En skattekiste fyldt med gravhøje, voldsteder og mindesten".

12. november kl. 19.30 har vi Fællesmøde med pastoratsrådet og Folkeuniversitet, hvor arkivar  Leif Hansen Nielsen, Aabenraa, vil holde foredrag om "Den danske Udvandring til USA 1860-1920."

Lørdag den 14. november: er det arkivernes dag, hvor vi holder åbent i arkivet fra kl. 10.00 - 16.00 og hvor vi viser en udstilling om Jesper Schultz.

4. februar 2016: Er der Lokalhistorisk Billedaften: Om Efterskolen i Hejls 1878 - 1920 og om  Hejls Kommuneskole indtil 1920.

17. marts 2016: kommer arkæolog Frauke  Witte, Museum Sønderjylland, med foredraget : "Porten til Norden", Foredrag om de senere års spændende udgravningerne ved Dannevirke. 

Til slut vil jeg gerne takke alle Jer medlemmer for den store økonomiske støtte, I yder til foreningen. Og en stor tak til dem af Jer, der giver et ekstra bidrag. Det er der rigtig mange, der gør. Det luner og giver os i bestyrelsen mod på og mulighed at arbejde videre.

Gunnar Midtgaard Krag

[Tilbage til oversigt]