Trine Munch Chapelle Sølystskolen, har i samarbejde med Katrin Brock VIA Silkeborg, arbejdet med dette forløb.
Afsæt for forløbet
Det er vigtigt at eleverne kender til de sproglige muligheder for at skabe flerstemmighed både med hensyn til deres sociale udvikling og udvikling af deres sprog. At kunne udtrykke sig flerstemmigt er koblet til evnen at se forskellige aspekter af en sag og acceptere andres meninger som gyldige og relevante/imødekomme alternative positioner fremfor at udtrykke sig kategorisk om tingene.
Det kræves derudover af eleverne at de i løbet af deres skoletid i tiltagende grad behersker genrer der inddrager resurser til at vurdere, nuancere, overveje forskellige positioner og holdninger og henvise til andre kilder end elevens egen subjektive holdninger.