I vikingetiden kaldte man regnbuen for bifrost. Man mente, at den var broen mellem Midgård - menneskenes verden - og Asgård - gudernes verden. Vores oplevelser er konkrete, men fra det konkrete konstruerer vi abstrakte generelle lovmæssigheder. Vores tankevirksomhed er ligesom bifrost en forbindelse mellem det dagligdags konkrete og det abstrakte generelle.
Man siger, at viden er magt. Måske kan det vendes om til, at uvidenhed er afmagt. Du er nødt til at vide noget for at kunne argumentere med vægt for dine synspunkter. Du er også nødt til at vide noget for at kunne sætte perspektiv på din egen verden. Du er nødt til at vide noget for at kunne handle hensigtsmæssigt.
Matematik er et fag, men det er også et sprog til at beskrive vores omverden. Matematik er et eksakt fag, hvor ligningerne har entydige løsninger. I matematik diskuterer vi ikke, om formlerne er korrekte. Her arbejder vi med objektiv viden. Men mange politiske argumenter hviler på matematiske modeller. Og de bruger ofte matematikkens objektive natur som støtte til en politisk argumentation. Derfor er du nødt til at vide noget om matematik og dens forhold til virkeligheden for at kunne deltage kvalificeret i den politiske debat.
Dette undervisningsmateriale i matematik svarer til indholdet af matematik på C-niveau eller 1g forløbet på B- eller A-niveau. Kernestoffet er behandlet i kapitlerne 2 - 8. Kapitel 1 er en introduktion til faget matematiks særlige natur. Dette kapitel kan læses i sin helhed eller i uddrag. Behandlingen af kernestoffet er ikke afhængigt af dette kapitel. Kapitel 9 er et matematik-historisk kapitel om renæssancen og matematikkens rolle i den naturvidenskabelige revolution.
Ideer til at anvende materialet finder du her.
Teknisk support finde du her.