Mundtlig prøve
NIVEAU G
Hvordan foregår den mundtlige eksamen på G-niveau?
Du kommer ind i et eksamenslokale, hvor du hilser på din lærer og censor. Du trækker en seddel med et nummer, og får den tilsvarende tekst udleveret. Du trækker enten en artikel, et digt, et eventyr eller en novelle.
Derefter har du 50 min. forberedelse inde i et klasselokale, hvor du sidder alene (OBS: hvis du har dispensation, er forberedelsen 1 time og 15 min.) Her skal du læse og analysere din tekst og udvælge et stykke til oplæsning. Det kan også være en god idé at lave en disposition eller talepapir over hvad du gerne vil fortælle til eksaminationen.
Efter forberedelseden henter læreren dig igen, og du har ca. 5-8 minutter til at fremlægge din analyse, og læse det stykke af teksten op, som du har udvalgt. Derefter har du en samtale med din lærer og censor ud fra din analyse af den ukendte tekst. Her finder du en opskrift på, hvordan du kan bygge din eksamen op.
Herefter beder din lærer og censor dig om at gå uden for døren, mens de bliver enige om en karakter. Bagefter kalder de dig ind, og du får din karakter.
Bemærk:
I din forberedelse må du medbringe alle dine materialer fra undervisningen samt logge på vores sites. Husk at medbringe din tekst samt alt, hvad du har noteret i din analyse af den ukendte tekst med ind i eksamenslokalet. Skriv gerne noter på din tekst, overstreg relevante eksempler, som du vil snakke om.
Du kan se et eksempel på en mundtlig eksamen i dansk her
I fagets bekendtgørelse står der om den mundtlige prøve på G-niveau:
Forlægget består af en ukendt tekst af passende sværhedsgrad. Teksten tildeles eleven ved lodtrækning. Eksaminator (læreren) vælger de ukendte tekster, skønsmæssigt fordelt over stoffet. Eksaminationstiden er 25 minutter, og forberedelsestiden er 50 minutter.
Eleven udvælger et centralt tekststykke til oplæsning, begrunder valget og fortsætter med et kort oplæg om teksten. Herefter former prøven sig som en faglig samtale om teksten.
Prøven foregår med udgangspunkt i mål og kernestof på niveau G. Det er vigtigt, at eleven kender og forstår de kriterier, der indgår i bedømmelsen. Eksaminanden må i forberedelsen medbringe notater og stof fra undervisningen.
Læreren vælger de ukendte tekster, både sagtekster og fiktionstekster, fordelt over genrer, der er arbejdet med i uddannelsestiden. I forberedelsestiden gennemarbejder eleven teksten, udvælger et centralt udsnit til oplæsning og forbereder et kort oplæg om tekstens genretræk, indhold og form. Eleven fastholder sine iagttagelser og overvejelser i en kort disposition.
Ved prøven læser eleven det valgte tekststykke op, begrunder sit valg og fortsætter med et kort oplæg, som er en forberedt mundtlig genre: Eleven har planlagt et indhold, som fremlægges, og eleven holder ordet under oplægget. I oplægget beskriver og karakteriserer elevens tekstens genretræk, indhold og form og giver gode belæg i teksten. I en efterfølgende samtale mellem lærer og elev om teksten uddyber eleven sine iagttagelser. Eleven er aktiv i samtalen, finder belæg i teksten, forklarer og uddyber faglige iagttagelser, anvender et relevant danskfagligt sprog osv.
Bedømmelsen er en vurdering af, i hvilken grad eksaminandens præstation opfylder de faglige mål, som du ser her:
Tale og lytte
a) bruge talesproget forståeligt, klart og hensigtsmæssigt i samtale, samarbejde, diskussion og fremlæggelse
b) lytte aktivt og følge op med spørgsmål og kommentarer
c) tage stilling og argumentere for et synspunkt
d) vælge sprogbrug, der passer til kommunikationssituation og genre
Læse
e) læse sagtekster og fiktionstekster med forståelse, overblik og passende hastighed
f) aflæse og forstå visuelle udtryksformer
g) finde genretræk og beskrive og karakterisere teksters indhold og form
h) anvende læsestrategier bevidst
i) læse egne og andres tekster op, så det væsentlige træder frem
j) indgå i dialog om form og indhold i egne og andres tekster
Der lægges vægt på, at eksaminanden kan:
demonstrere kompetence i læsning
disponere et oplæg
finde genretræk, beskrive og karakterisere den tildelte teksts indhold og form
argumentere med belæg i teksten
benytte et relevant fagligt sprog
lytte aktivt og indgå i en faglig samtale om teksten.
Der gives én karakter.