"Videnskab handler om at forstå, hvorfor verden er indrettet som den er. [...]

Videnskab adskiller sig også fra religion ved, at alt videnskabelig viden skal kunne kritiseres og diskuteres. Mange teorier blev for eksempel først anerkendt 10,20 eller over 100 år efter, de kom frem.

På den måde kan videnskabelige teorier også vise sig at være forkerte. Religion derimod er baseret på endegyldige sandheder. For eksempel, at Gud har skabt jorden. [...]

En anden grundsten i videnskaben er, at den skal være objektiv eller upartisk. Det betyder i praksis, at al videnskab skal være tilgængelig for alle - og eksperimenter skal kunne efterprøves af alle."

"Videnskabelige resultater bliver i dag brugt som en altoverskyggende sandhedseliksir i både den akademiske og offentlige debat.

At videnskabelige resultater ikke er lig med universelle sandheder burde være eklatant for enhver forsker. Men hvis forskeren ikke engang forstår sit epistemologiske grundlag, hvem gør så?

Denne arrogance og naivitet overfor videnskabelige resultater er til skade for den akademiske forståelse, den offentlige debat og de politiske beslutninger." [...]

"Videnskaberne er, ligesom det samfund de selv opererer i, en konstant dynamisk kraft.

Som en hermeneutisk spiral bringer dialogen på tværs af teorierne og resultaterne konstant videnskaben fremad.

Vi får ikke blotlagt en endegyldig sandhed, men vi kommer tættere på den. Eller rettere sagt, vi får en stadig større forståelse, der giver mere robuste forklaringer på den verden, vi lever i."

Forleddet ‘pseudo’ kommer fra græsk og betyder ‘løgn’ eller ‘fiktiv’. Det vil altså sige, at ‘pseudovidenskab’ dækker over noget, der udgiver sig for at være videnskab, men som ikke er det. Og det er typisk måden, ordet bruges på.

Mange filosoffer har gennem tiden forsøgt at finde frem til et klart skel mellem videnskab og pseudovidenskab. De har forsøgt at finde frem til videnskabens kendetegn. Men det er ikke så nemt, som man kunne tro. [...]

»Jeg vil sige, at videnskab er mere en måde at arbejde med idéer på – at lede efter måder at teste dem empirisk på – end en kategori af idéer eller teorier. Nogle idéer er sværere at teste end andre, men det er ofte muligt at finde måder at efterprøve idéer, som i begyndelsen kan virke ekstremt svære at teste. Idéer inden for kosmologi eller om forhistorisk liv er gode eksempler på dette,« siger Peter Godfrey-Smith.

Videnskab er som at bygge, mens man sejler

Videnskab er altså ikke en snorlige arbejdsmetode. Der er ikke en simpel opskrift på, hvad der gør en teori god. Der er heller ikke én videnskabelig metode, men mange forskellige. [...] »Vi er som sømænd, der genopbygger vores skibe på havet, og som aldrig er i stand til at lægge til havn, for at bygge fra et solidt fundament,« siger Eleonora Montuschi.

"alle videnskaber de samme formål: At forbedre menneskehedens mulighed for erkendelse. At gøre os klogere.  [...]

1. Videnskaben arbejder på at få det ikke-synlige til at træde frem

2. Videnskabens formål er altid at skabe ny viden

3. Videnskab producerer og fortolker altid empiri

4. Videnskaben stræber altid efter at forstå og kommunikere

5. Videnskaben består af et felt af eksperter i studiet af verden

6. Videnskaben bygger altid på kritik og selvrefleksion

7. Videnskaben stiller altid spørgsmål til autoriteter og etablerede sandheder

8. Videnskaben ønsker at forstå og forbedre verden"

"Kendetegnende for humaniora har den humanistiske forsker ikke samme muligheder for at udføre eksperimenter for at forstå og fortolkere menneskers forskellige frembringelser.

Inden for samfundsvidenskaberne hælder økonomerne mere imod at anvende matematiske beskrivelser af deres iagttagelser, mens andre som sociologer og antropologer hælder mere imod at bruge humanvidenskabernes kvalitative beskrivelser af deres iagttagelser.

Men inden for naturvidenskaber er forståelse og fortolkning ikke mindre udbredt end i humanvidenskaberne, og det samme forhold gælder i humanvidenskaberne så vel som samfundsvidenskaberne.

Disse tørre videnskaber er mindst lige så optaget af at forklare som at fortolke og forstå.

Det afgørende for at kunne kalde sig en videnskab er, at forskeren er villig til at underkaste sine antagelser og hypoteser en nærmere empirisk efterprøvning og være parat til at ændre dem, såfremt undersøgelserne strider mod dem. [...]

Forståelse, fortolkning og forklaring hænger uløseligt sammen. Det overså Dilthey og alle andre, der har ment, at naturvidenskab forklarer, mens humaniora fortolker. En forklaring er et svar på et spørgsmål, som udtrykker den forståelse, som den, der forklarer, har. [...]

Hvis menneskers antagelser om verden ikke blot skal være ren spekulation, må de kunne begrundes i empirisk evidens. Det gælder for alle videnskaber. 

I den udstrækning man inden for humaniora og samfundsvidenskaberne arbejder videnskabeligt, må man finde frem til den empiriske evidens, som kan underbygge ens antagelser. Og det sker naturligvis jævnligt.

I den udstrækning ligner den videnskabelige praksis i humaniora den videnskabelige praksis i naturvidenskaberne.

Der er intet mærkeligt i, at man i humanvidenskaberne og socialvidenskaberne søger andre forklaringer end i natur- og sundhedsvidenskaberne, fordi de fænomener, forskerne arbejder med, er forskellige. Men den naturlige evolution har kun givet os den empiriske metode til at vise, at det, vi antager, er rigtigt, også er rigtigt.

Fortolkninger og forklaringer skal kunne efterprøves og understøttes igennem iagttagelser eller eksperimenter for at vise, at de er sande eller sandsynlige. Deri adskiller de tørre videnskaber sig ikke fra de våde."

"Humaniora er dermed studiet af, hvad det for mennesket selv betyder og har betydet at være menneske. I forlængelse heraf har den britiske idéhistoriker Stefan Collini defineret humaniora som den del af videnskaberne, der 'undersøger, hvad det betyder at være menneske.' 

Collini fortsætter:

»De ord, idéer, fortællinger samt kunst og artefakter, der hjælper os til at give mening til vores liv og den verden, vi lever i; hvordan vi har skabt menneskelivet og er blevet skabt af det.

De former for undersøgelser grupperet under denne overskrift er måder at forholde sig til den menneskelige aktivitets arkiv i dets rigeste og mest mangfoldige udtryk.« [...]

Vi kan måske endda sige, at humaniora er særligt optaget af, hvordan mennesket har adskilt sig fra naturen, har gjort sig selv og opfattet sig selv som andet end natur. "

"Humanioras arbejde har det forunderlige ved sig, at det ændrer verden gennem samtale.  I modsætning til mange andre videnskabers indgribende karakter, eksempelvis økonomividenskabens input til politiske beslutninger eller sundhedsvidenskabens input til afgørelser om lægemidler og behandlingstyper, så ændrer humaniora verden mere subtilt. [...]"