Kanalregisteret
Hvad er Kanalregisteret?
Kanalregisteret – hvis fulde navn er Register for vitenskapelige publiseringskanaler – er den norske pendant til det nu nedlagte BFI-system og dannede forbillede for dette. FIDP har besluttet at Kanalregisteret skal benyttes i professionshøjskolesektorens opgørelser af videnskabelige publikationer de næste to år, hvorefter beslutningen evalueres.
Kanalregisteret drives af det norske Direktoratat for høyere utdanning og kompetanse (HK-dir) i samarbejde med Det nasjonale publiseringsudvalget (NPU) på opdrag fra Kunnskapsdepartementet. HK-dir har ansvar for driften, mens NPU har ansvar for godkendelse af publiseringskanaler.
Hvilke tidsskrifter og udgivere giver points iflg. Kanalregisteret?
Her kan du søge efter tidsskrifter og udgivere i Kanalregisteret. https://kanalregister.hkdir.no/publiseringskanaler/Forside
Hvis du opretter en profil, kan du også downloade lister over tidsskrifter og forlag og stille forslag om optagelse af nye kanaler.
Hvordan fungerer Kanalregisteret?
I kanalregisteret kan et tidsskrift eller en udgiver have følgende niveauer:
Niveau 0: er bedømt og fik afslag; udløser ikke publiceringspoints
Niveau 1: opfylder minimumskrav til videnskabelighed (ekstern fagfællevurdering, videnskabelig redaktion og national eller international forfatterkreds) og udløser publiceringspoints – svarende til BFI niveau 1
Niveau 2: de førende publiceringskanaler som til sammen udgiver ca. 20% af fagets publikationer – svarende til BFI niveau 2
Niveau X: ikke færdigbedømt /uklarhed om bedømmelsen /kommentarer fra forskere udbedes, f.eks. pga. uklarhed om hvorvidt der er tale om en predatory journal eller publisher
Til forskel fra BFI-listerne optager Kanalregisteret ikke konferenceserier på sin tidsskriftsliste, men kun serier med ISSN-numre (herunder konferenceproceedings). Hvis konferencepræsentationer skal tælle som videnskabelige, må de derfor publiceres i en godkendt serie med ISSN eller i en proceeding udgivet gennem et godkendt forlag.
Hvis en serie har ISSN, er det serien, ikke forlaget, som afgør om publikationen regnes som pointudløsende.
Hvem kan foreslå tidsskrifter og udgivere til Kanalregisteret?
Norske, svenske og danske forskere og forskningsadministratorer,
Redaktører/redaktionsmedlemmer ved norske, svenske og danske tidsskrifter samt
Medlemmer af norske, svenske og danske videnskabelige foreninger
kan stille forslag om optagelse af nye tidsskrifter og udgivere her. Forslagsstiller skal være en person, ikke en organisation, tidsskriftsredaktion e.l.
UC Viden enheden (uc.viden@via.dk) tilbyder hjælp med ansøgninger. Som forsker skal du selv skrive den faglige begrundelse (max 3300 tegn). UC Viden enheden kan hjælpe med de mere administrative dele af ansøgningen og kan koordinere ansøgninger, hvis flere professionshøjskoleforskere ønsker at foreslå samme publikationskanal. Medsend meget gerne den del af de nødvendige oplysninger, du allerede kender (se nedenfor).
Forslag bedømmes løbende på tre beslutningsmøder (vedtaksmøter) i løbet af året. Hvis en publiceringskanal skal nå at blive godkendt for et givet publikationsår, skal ansøgningsformularen sendes før 30. november i det pågældende år. Hvis UC Viden enheden skal hjælpe med ansøgningen, så skriv til os senest 15. november. Herefter kan vi ikke garantere at nå det inden 30. november.
Forslag indsendt før 30. november behandles på et beslutningsmøde i januar, og status tildeles med tilbagevirkende kraft for det foregående år.
Hvad skal en ansøgning indeholde?
Kriterierne for optagelse og link til ansøgningsformular findes på Kanalregisterets webside: Om kriterier | Kanalregisteret (hkdir.no).
En ansøgning om optagelse af et tidsskrift eller en udgiver på niveau 1 skal p.t. indeholde følgende:
Kanaltype: tidsskrift (noget med ISSN-nr) eller udgiver (noget uden ISSN-nummer)?
Original titel
International titel
Web-adresse
Dokumentation for videnskabelig redaktion. For tidsskrifter: navn og affiliering for redaktionsmedlemmer (redaktionen skal primært bestå af forskere ved forskningsinstitutioner). For forlag: forlagets videnskabelige udgivelsesprogram (som skal have ekstern konsulentvurdering og have forskningsinstitutioner og forskere som målgruppe). PDF eller URL.
Dokumentation for redaktionelle rutiner for ekstern fagfællevurdering (peer review). Denne skal ligge før publicering med deltagelse af mindst en fagfælle, som er ekspert på området og uden bindinger til udgiver eller forfatter). PDF eller URL.
Dokumentation om publiceringskanalens forfatterkreds: navne og affilieringer fra de sidste to årgange. Hvis mere end 2/3 af forfatterne er fra samme institution, kan kanalen ikke godkendes. PDF eller URL.
Kommentar (faglig begrundelse): max 3300 tegn. Alternativt kan man sende e-mail til publiseringskanaler@hkdir.no
Forslag om at en publiceringskanal flyttes til eller fra niveau 2 kan stilles ved at skrive i kommentarfunktionen nederst på publiceringskanalens informationsside på Kanalregisterwebsiden eller på fagfeltets webside (Norsk publiseringsindikator NPI (hkdir.no)). Den endelige nominering foretages af fagorganerne.
En publiceringskanal på niveau 0 skal foreslås påny for at komme i betragtning til niveau 1.
Hvordan bedømmes tidsskrifter og udgivere til Kanalregisteret?
Bedømmelsesproceduren er beskrevet på Kanalregisterets webside (på norsk eller engelsk).
Forslag til nye kanaler behandles af Direktoratet for høyere utdanning og kompetanse. De laver en indstilling til Det nasjonale publiseringsutvalget, som tager beslutning for eller imod optagelse på niveau 1.
Det nasjonale publiseringsudvalget og et system af fagkyndige udvalg står for bedømmelse til niveau 2 i en særskilt proces én gang årligt. Ændringer træder i kraft med to års varsel for at give forudsigelighed.
Forslag til Kanalregisteret stillet af professionshøjskolerne
Dansk sportsmedicin (tidsskrift)
Unge Pædagoger (tidsskrift)
Grundtvig-Studier (tidsskrift)
Association of Researchers in Construction Management (ARCOM) (Udgiver)
Forslag under forberedelse