Lærervejledning
Cuy cuy - en leg fra Ecuador
Cuy cuy - en leg fra Ecuador
Skal vi lege?
Leg er noget, vi har til fælles som mennesker. Vi leger uanset, om vi vokser op i Skandinavien eller i Sydamerika - om vi vokser op i krig og fattigdom eller i fred og frihed. Leg er ikke kun sjov, men også en vigtig del af vores læring og udvikling, da vi gennem leg eksperimenterer, kommunikerer og samarbejder med andre. Det er med andre ord en universel del af livet, som skaber glæde, udvikler sociale færdigheder og giver børn, unge og sågar voksne en måde at forstå verden omkring dem.
Det er relevant at arbejde med og undersøge forskellige lande og kulturer, fordi det giver børn og unge en bredere forståelse af verden omkring dem. Gennem indblik i andre kulturer, lærer de at værdsætte forskellighed og udvikler større tolerance og respekt for andre mennesker.
Af denne grund, kan det således være oplagt at integrere et undervisningsforløb om forskellige lande og deres kultur, hvor eleverne får lov til at dykke ned i et eller flere landes historie og traditioner. Eleverne kan undersøge kulturen på forskellige måder, fx gennem madlavning, hvor de prøver traditionelle retter fra de pågældende lande, eller ved at lære sange, danse og kunsthåndværk, der er typiske for kulturen.
Leg kan samtidig være et centralt redskab i dette forløb. At have fokus på legens rolle på tværs af kulturer er relevant, fordi leg ikke ser ens ud overalt. Forskellige kulturer og samfund har unikke lege, som afspejler deres værdier, traditioner og samspil mellem mennesker. Ved at undersøge, hvordan leg udfolder sig forskellige steder i verden, kan vi få indsigt i både de fællestræk og forskelle, der findes. Dette åbner op for en større forståelse af, hvordan leg kan bruges som et pædagogisk og didaktisk værktøj til at fremme inklusion, respekt for forskellighed og globalt udsyn hos børn, unge og måske endda voksne.
At integrere et undervisningsforløb om lande og kultur, kan med fordel gøres i form af en emneuge, eftersom dette giver mulighed for fordybelse og tværfagligt samarbejde. En emneuge skaber rammerne for, at eleverne kan arbejde intensivt med et emne og på forskellige måder tilegne sig viden om andre kulturer gennem både teoretiske og praktiske aktiviteter.
Cuy cuy - en leg fra Ecuador
Formål:
Legen "Cuy cuy" har til formål at styrke samarbejde, fysisk aktivitet og rolleforståelse blandt deltagerne. Gennem legen får eleverne/børnegruppen mulighed for at udvikle deres sociale færdigheder, da den kræver samarbejde og kommunikation i gruppen. Eleverne skal koordinere deres handlinger og støtte hinanden for at opnå succes, hvilket på flere måder kan bidrage til et øget fællesskab og trivsel.
Cuy er et spansk ord for marsvin, deraf kommer navnet "Cuy cuy".
Anvendelse + didaktiske og pædagogiske overvejelser:
I et forløb om lande, kan en leg som "Cuy cuy" introduceres som et eksempel fra en leg i Sydamerika, som ikke blot er sjov, aktiv og engagerende, men som også fremhæver vigtige pædagogiske elementer såsom samarbejde, kommunikation og fællesskab. Når eleverne/børnene deltager i en leg som "Cuy cuy," får de ikke alene fysisk motion, men de lærer også at arbejde sammen som et hold, da hver deltager har en specifik rolle i "familien," som de skal udfylde.
Ved at integrere legen i et undervisningsforløb om leg på tværs af kulturer, får eleverne mulighed for at opleve, hvordan leg kan tage forskellige former og stadig have samme grundlæggende funktioner - at samle, udfordre og styrke fællesskabet og én selv.
Foruden at anvende "Cuy cuy" i en skolekontekst, kan legen også nemt anvendes i en SFO, fritidsklub eller lignende - løsrevet fra en fagfaglig kontekst -, hvis man eksempelvis ønsker at implementere en aktiv og sjov leg i praksis.
Andre didaktiske og pædagogiske overvejelser:
Som beskrevet tidligere, er der som udgangspunkt fire familiemedlemmer i hver cuy-familie (papa, mama, hijo, hija), men afhængigt af klassens/børnegruppens størrelse, er det ligeledes muligt at tilføje flere familiemedlemmer til hvert hold. For at udvide cuy-familierne, kan man eksempelvis også uddele følgende roller:
Abuelo Cuy (bedstefar-marsvin)
Abuela Cuy (bedstemor-marsvin)
Tío Cuy (onkel-marsvin)
Tía Cuy (tante-marsvin)
Læreren eller pædagogen kan ligeledes overveje, om det blot er den voksne, der skal indtage rollen som dommer, eller om en eller flere af børnene skiftevist bør indtage denne Ved at lade børnene få mulighed for at påtage sig en lederrolle, styrkes deres ansvarsfølelse, selvstændighed og evne til at tage beslutninger. Dette giver børnene en større følelse af ejerskab over aktiviteten, da de ikke kun er deltagere, men også med til at styre legens gang.
Bevægelse i undervisningen
"Undervisningstiden skal tilrettelægges, så eleverne får motion og bevægelse i gennemsnitligt 45 minutter om dagen
(Folkeskoleloven, §15)
Det er vigtigt at få eleverne op af stolene og i bevægelse, fordi fysisk aktivitet ikke kun styrker kroppen, men også har en positiv effekt på koncentration og indlæring. Af denne grund, er legen "Cuy cuy" en oplagt aktivitet at indrage, hvis man vælger at undervise om landet Ecuador. Legen giver nemlig mulighed for at bevæge sig og samtidig lære om ecuadoriansk kultur, hvilket gør det til en sjov og lærerig måde at kombinere fysisk aktivitet med kulturel forståelse.
"Fysisk aktivitet medfører positive forandringer på de kognitive funktioner og i dele af hjernens struktur og funktion"
"Bevægelse styrker elevers kreativitet og lyst til at deltagere mere aktivt i undervisningen. Det højner deres niveau og deres respekt for hinanden"
(Trygfonden og Dansk Skoleidræt, 2015).