"Speak up"-øvelser

Klassen placerer sig langs væggen i et tomt rum eller langs kanten i et afgrænset felt. To elever vælges til at være henholdsvis tyv og detektiv. De sendes uden for døren. Imens placeres der et tungt nøglebundt (eller andet, der afgiver lyd, når man sparker til det) et vilkårligt sted på gulvet. Det to elever får bind for øjnene og føres nu ind i rummet, snurres godt rundt, så de mister retningsfornemmelsen og efterlades.

Der skal være fuldstændig stille. Tyvens opgave er nu at finde nøglerne i blinde, før detektiven fanger ham/hende. Det kan udvikle sig til en bizar dans, hvor de to ofte næsten støder sammen.

Øvelsen skærper sanserne og øger koncentrationen. Samtidig er det en sjov måde at være "på" for de elever, som har det svært med at udtrykke sig verbalt i plenum. På valgholdet er øvelsen er blevet brugt til at vænne eleverne til at blive set på. I almindelige dramatimer er øvelsen blevet brugt under opvarmning.

Det kan synes mærkeligt at have en øvelse, der hedder "Tavs forhandling" med i samlingen af "Speak-up-øvelser", men som beskrevet i øvelsen ovenfor, så har det at "være på" mange facetter. I denne øvelse skal eleverne bidrage til en fælles løsning - de skal altså tage stilling og "ytre sig", selvom der ikke må tales.

Øvelsen egner sig godt til at skabe et scenerum. Læreren har på forhånd (eller med elevernes hjælp) taget en masse rekvisitter og sceneelementer frem og placeret disse i en bunke.

Eleverne sidder i en halvcirkel og skal nu - uden at tale - etablere et scenerum, som de bagefter skal bruge til en lille improvisation. Dette gøres ud fra nogle regler:

• Man må flytte en ting ind på scenen ad gangen
• Man må fjerne max to ting
• Man må flytte rundt på tingene
• Man skal ikke følge en rækkefølge, men må rejse sig, når man vil - dog kun en elev ad gangen.

Det er vigtigt at give øvelsen tid. Undervejs opstår der forskellige idéer i elevernes hoveder til mulige narrativer, der kunne finde sted. Det sker også ofte, at der synes at være enighed (lang stilstand), og så pludselig starter det hele forfra.

Øvelsen kan også bruges i andre kontekster, eksempelvis har vi brugt den til at skabe en fælles idé ud fra individuelle post-its, hvor eleverne hver især havde brainstormet ud fra nogle givne kategorier i forhold til folkeeventyr. Gruppen skulle så via tavs forhandling finde frem til max tre post-its pr. kategori.

Øvelsen starter med, at der vælges en elev (gerne en selvsikker en), som føres uden for døren. Underviseren advarer om, at det er et lidt mærkeligt eksperiment, som denne skal være med i.

Imens instrueres de øvrige elever i, at de blot skal stirre på eleven og forsøge at huske så mange detaljer som muligt, når denne føres ind igen. Der må ikke tales.

Eleven føres ind og placeres foran de øvrige elever uden nogen yderligere instruktion. Øvelsen fastholdes, til det bliver pinagtigt - eleven i centrum vil oftest begynde at vise tegn på ubehag/rastløshed eller begynde at klovne. Underviseren kan evt. aftale et tegn med eleven på forhånd, hvis denne vil forlade eksperimentet, således at eleven gives "en vej ud".

Ellers vurderer underviseren, hvor længe øvelsen skal fortsætte ud fra hensyn til eleven i centrum. Læreren går derefter op til eleven og giver denne en lille ting i hånden skjult, fx et skolekridt, en nøgle, et stykke vingummi , eller lignende. Nu instrueres eleven i, at denne skal formidle tingen ved at beskrive den, som den føles (man må ikke sige, hvad det er, eller hvad det bruges til).

De andre elever forsøger at gætte. Når tingen er gættet, stoppes øvelsen.

Afsluttende samles der op på, hvad eleven i centrum følte med og uden ting + klassens iagttagelser af kropssproget. Som oftest vil eleven i centrum slappe af i kropssproget, når denne bliver optaget mentalt af opgaven med at mærke tingen og beskrive den. Denne erfaring kan bruges til at arbejde kognitivt med gruppen med sceneskræk - at være optaget af noget andet mentalt end fokus på, at man "er på", gør, at kroppen finder ro af sig selv.

Denne øvelse arbejder med følelsen af "grounding".

Eleverne går først rundt blandt hinanden i tavshed, uden at røre og få øjenkontakt - de skal finde ind i sig selv. Underviseren kan evt. sætte et stykke velegnet musik på imens. Derefter instrueres eleverne som følger (giv tid mellem hver instruktion):

• Forestil jer, at der er et tov, som sidder fast på jeres hovede og trækker jer opad. Slap af i musklerne, mens I går rundt.
• Læg jeres ene hånd blidt på brystbenet. Fokusér al jeres tanke på denne berøring. Forestil jer, at I nu blidt trækkes herfra.
• Giv centret en farve eller forbind fornemmelsen til et billede, I selv vælger.
• Forestil jer, at I blidt puster en fjer foran jer, mens I stadig fokuserer på centret ved brystbenet.
• Flyt nu jeres fokus til maveregionen mellem hofterne (under navlen). Lad jeres bevægelser styres herfra.
• Giv centret i maveregionen en farve eller forbind fornemmelsen til et billede, I selv vælger.
• Forestil jer nu, at I bærer en tung sandsæk om skuldrene, mens I stadig fokuserer på centret i maven. I er stadig oprejste og afslappede i musklerne
• Skift frem og tilbage mellem de to centre. Giv jer tid til at fornemme de kropslige kvaliteter ved hver af dem.

Underviseren vil iagttage, at elevernes kropslige udtryk ændrer sig, afhængigt af hvilket center, de fokuserer på. Gennem vedholdende træning kan man oparbejde kontrol over centrene og hurtigt skifte imellem dem. Dette kan bruges rent dramatisk - hvis man fx skal spille usikker eller forelsket, er det smart at "spille ud fra brystbens-centret"; udtrykket bliver mere æterisk, stemmen lysere, og vejrtrækningen lettere og hurtigere. Omvendt er mave-centret oplagt, hvis man skal spille dominerende, vred, eller på anden vis have pondus. Her bliver bevægelserne sikrere (tungere), vejrtrækningen dybere, og stemmen får mere kraft.

I den konkrete kontekst kan usikre elever, når de bliver nervøse, bevidst arbejde med at flytte energicentret ned i maven, så de opnår en større følelse af grounding. Husk også på øvelsen "Gæt en ting". Ved at være mentalt optaget af at fokusere på energicentret, er der ikke plads til at tænke nervøse tanker samtidig.

En elev går uden for døren. Resten aftaler, hvad han/hun skal være ekspert i, gerne noget imaginært, fx klassisk musiks indflydelse på dyrs humør. Eleven kommer ind og skal nu modtage spørgsmål. Husk, at man skal sige "ja", dvs. anerkende sandhedsværdien i de spørgsmål, der stilles. Eleven skal undervejs forsøge at gætte sin "ekspertise". Øvelsen stopper, når det lykkes.

En variant af ovenstående. Her har underviseren på forhånd fundet en bunke mærkelige slides om obskure emner. Hver elev tildeles sit eget emne og max 3 tilhørende slides. Man kan også vælge bare at sætte nogle tilfældige billeder sammen uden tekst eller med selvopfundet tekst - på den måde kan eleverne lave præsentationer til hinanden. Uden forberedelse skal eleverne nu efter tur fremlægge, som om de var eksperter inden for netop deres felt - naturligvis med brug af slides'ene. Det legende element, og at det tit bliver ret bizart, gør, at det ikke er så pinagtigt for mange elever, som hvis de skulle fremlægge noget, de selv har lavet. Da de ikke ved, hvad der gemmer sig bag det næste slide, er det også en god måde at træne at håndtere det uforudsete.

Se eksempel på præsentation her: EKSEMPEL

A og B står med front mod hinanden og taler samtidig. Der må ikke holdes pauser. Den, som har talt den anden "ned", dvs. at den anden mister tråden/går i stå, vinder, og næste elev kommer op og udfordrer - nu med et nyt emne.

Eksempler på emner:

A: Taler uafbrudt om fx lystfiskeri

B: Taler uafbrudt om fx kunsten et bage det perfekte brød

Variant: Alle elever skriver et emne på en post-it. De bytter indbyrdes. De får ca 2 minutter til at tænke igennem, hvad de kan sige, om det emne, de nu har fået. Derefter går de sammen 2 og 2 og laver øvelsen på samme tid. Når alle er stille, d.v.s. at alle makkerpar har fundet en vinder, siger underviseren "skift", og de finder en ny makker (stadig med det samme emne). Hvis der er ulige antal, kan der sagtens være tre i en enkelt gruppe.

At orde er en teknik, der kan bruges, når skuespillere skal lære lange passager udenad. Kort fortalt siges passagen højt og hurtigt mange gange, og når så teksten sidder, kan skuespilleren begynde at indlægge pauser, intonation, o.s.v. Teknikken bygger på, at tungen har en hukommelse. Tænk bare på alfabetet. Her er det de færreste, som tænker over, hvad de siger; bogstaverne kommer bare i den rigtige rækkefølge. Tungen former så at sige teksten automatisk. Elever, som er nervøse ved fremlæggelser, kan lære sig denne teknik, så de kan få støtte til at komme rigtigt ind i de sætninger, de skal sige.

Find et egnet lille tekststykke - lad eleverne arbejde med at dramatisere det i små grupper/parvis. Tal om over- og undertekster, og hvordan de kan bruges til at skabe et dramatisk udtryk.

Variationer:

• Lad nogle være instruktører - det gør det mindre grænseoverskridende, da man blot gør, hvad en anden har bestemt
• Lad evt. eleverne indspille replikkerne, så de blot skal agere til lydfilen (der kan være elever, hvor det er for svært både at huske replikker, tale og agere.
• Lad en elev læse op med masser af betoninger, pauser, m.m., mens en anden agerer og forsøger at fange stemningen i oplæsningen.