3D MODELLER

Lav selv modeller

Den kreative produktionsproces kan få et lag yderligere, hvis eleverne også selv arbejder med at skabe objekterne til Cospaces.

Cospaces bibliotek indeholder mange objekter, men eleverne kan med f.eks. programmet Tinkercad, specialdesigne sine egne objekter og uploade dem til deres verden.

Det giver nogle muligheder for at arbejde med design på et helt andet niveau, hvor eleverne f.eks. kan bygge en kopi af skolen. Det giver igen en lang række muligheder for at arbejde med f.eks. størrelsesforhold. Fordelen ved at hive modellerne ind i Cospaces, er at de kan vises frem sammen og at der kan bygges yderligere på omkring dem.

At arbejde med egne modeller i Cospaces giver mening i flere fag. F.eks. kan en ting eleven skal bygge i Håndværk og Design først formes i Tinkercad, derefter opleves i CoSpaces (evt. i VR-briller) og til sidst bygges i den virkelige verden - og evt. 3D printes.

3D print

Når eleven selv designer objekter i Tinkercad, giver det mulighed for at objektet kan 3D printes. På den måde kan eleven opleve eget design på den måde som giver bedst mening. En situation kunne f.eks. være at en gruppe arbejder med innovationskonkurrencen Edison, hvor eleverne skal finde på en idé til at få flere mennesker til at smide skrald i skraldespanden. De finder f.eks. på en særligt udformet skraldespand som gør det sjovt at smide skrald i den. For at vise deres idé, har de bygget den i Tinkercad og sat den ind i en digital bydel i Cospaces. Her vil den kunne ses i fuld størrelse i VR eller AR. Derudover har de 3D printet en lille model af skraldespanden, så de har noget konkret at vise frem til gæster og dommerpanel.