Skovnisse fakta

Skovnisser bor i en stor skov** bestående af en blanding af nåle og løvtræer, de kender alle veje, stier og dyreveksler i deres område.

Skovnisser - Nordisk folketro en vætte - er i familie med gnomer, alfer og huldre, som også er en slags naturånder.

Skovnisser bliver normalt 700 år gamle, men der findes ældre nisser som har rundet de 900 år. Børn er først voksne og flytter hjemmefra når de er 250 år.

Eventyrligt og overnaturligt væsen med magiske kræfter, og meget dygtige handelsfolk.

Deres tøj er normalt i brunlige og grønne nuancer, men i december skifter de fleste af nisserne til mere iøjnefaldende tøj f.eks. helt rødt eller rødt/blåt. Fodtøjet er normalt træsko-/træskostøvler. Indendørs med filtsko. Tidens moderne kvindelige Skovnisser kan ved festlige lejligheder finde på at efterligne menneskenes fodtøj f.eks. højhælede sko.

Passer på skoven og dens dyr. Taler med dyrene på deres eget sprog og bruger det også indbyrdes, når de ikke vil have at mennesker skal hører dem. Kan tage skikkelse efter dyrene. Skifte udseende så de ligner et stykke træ eller gøre sig usynlige.

Nisser undgår helst at blive set af mennesker, da disse normalt bliver meget forskrækkede over at se nisserne, som jo ligner mennesker, men som voksne er omkring 60 cm høje.

Skovnisser ved alt om planterne i skoven og elsker bær og svampe, som de lifligt guffer i sig, da ingen svampe er giftige for nisser. Varm hyldebær saft er også meget eftertragtet, men bærerne er svære at få fat på, da både nisser, dyr og mennesker elsker de lækre modne bær.

I Skovskolen lærer nisserne om skovens mange planter, om dyrenes og ikke mindst magiens verden, en viden som er til stor gavn, når unge Skovnisser drager på valsen i ungdomsårene. Nissernes store viden om lægende planter kommer også til gavn, hvis sygdomme en sjælden gang skulle optræde hos andre nisse grupper, trods nissernes magiske evner. Specielt unge nisser som endnu ikke mestrer Nissemagi og ældre som har mistet kraften, i deres magi, er sårbare over for sygdomme, som ligner dem der findes hos mennesker.

Mennesker syntes at det bringer held at have en figur af en nisse i huset, men skal dog først have tilladelse af nisserne ellers laver de ballade og beskytter ikke hjem og ejendom, men kaster mennesker og dyr i ulykke.

** Man kan godt støde på Skovnisser uden for skovene, men de fleste af disse nisser er eventyrlystne unge som drager ud for at opleve verden udenfor eller nisser på valsen.


Eva Tanni Andersen ©