I nordisk folketro er nissen bl.a. blevet kaldt for en vætte.

En vætte er ifølge den nordiske folketro og førkristen religion et uspecificeret lille kollektivt væsen, som gerne bor under jorden, i naturen eller nær menneskers bolig, og som det gjaldt om at stå på god fod med. Til vætterne regnes bl.a. trolde, bjergfolk, nøkken og dværge. Elverne og højfolket (en anden betegnelse for de underjordiske) er vætter, der lever længere væk fra menneskenes huse, fx i skoven eller mosen. Deres oprindelse kan spores tilbage til hedenske alfer.

For oldtidsmennesket var vætte en af de lavere guddommelige åndevæsner, der vågede over folks ve og vel, og ved arnestedet havde man små figurer stående, som man ofrede til ved at smøre dem ind i smør lavet af fåre-/gedemælk. I vor tid får nissen en smørklat i grøden. Traditionen med at ofre madvarer til væsenerne i åndeverdenen går helt tilbage til stenalderen.

Ønskede man at bygge på en grund, skulle man huske at spørge stedets Vætte. Jordvætten som allerede boede på grunden, var stedet herre, og dem som ønskede at bygge på stedet, skulle spørge om tilladelse til at bygge på grunden. Bygherren lagde sit arbejdstøj der hvor huset skulle ligge og gik Vætten med til opførelsen af byggeriet, kunne man den næste nat fra det pågældende sted høre højlydt banken, skramlen og uro. Det var Jordvætten der var gået i gang med forberedelserne til byggeriet. Efter færdiggørelsen af byggeriet flyttede Vætten ind, som lykkebringende beskytter, hjælper og deltager i de daglige aktiviteter, men Nissen viste sig normalt ikke for husets beboere.

I løbet af middelalderen gled navnet Vætter ud og blev erstattet med fællesbetegnelsen nisser. I Danmark har ordet nisse sin oprindelse i de gamle danske navne: Nis eller Nils (en forkortelse af skt. Nikolaus, børnenes helgen) og han blev kaldt for lille Nis, Niels Gårdbo, Gårdbuk eller Puge. Ordene som Buk eller Puge, henviser til nissernes ukristelige fortid og efter kristendommens opfattelse forbindelse til Djævlen, i Sverige kaldes han Jultomten** eller Tomtegubben og i Norge Julenissen.

**Tomten er nært beslægtet med "tomt", der betegner det stykke jord, et hus eller bygning er opført på.

Man siger om nissen, at han er ufattelig stærk og kan løbe lynhurtigt. Hans latter lyder som en hest, der vrinsker, og kan høres i miles omkreds, han kan gøre sig usynlig, forvirre folks syn eller forvandle sig til et dyr, plante, sten eller skifte størrelse til en tomme høj eller som et 5-årigt barn. Han er lykkebringende eller skadevoldende, alt efter måden, som mennesker behandler ham på. Sagn om nissen både som drillepind og som hjemmets beskytter kendes i hele Europa.

Nisserne og de andre væsener fra folketroen blev også brugt til at forklare situationer, som for datidens befolkninger var uforklarlige.

Nissen lignede en lille ”vætte” og så ikke ud som datidens julenisse gør det. Ifølge sagnene går han klædt i træsko, grå bukser, grå trøje og rød hue med en kvast.

En af de første gengivelser af en kvindelig nisse er fra et børnespil omkring midten af 1800-tallet. Det er fra et lille vers, der lyder noget i retning af: ”Nissen er fulgt med tiden og den gode tone, og derfor har nu fået sig en lille …… ” – og her skulle børnene så gætte, hvilket ord, der skulle stå i slutningen.

I det 15. århundredes Europa gled nisserne mere og mere i baggrunden og man begyndte at bruge Nikolaus (Sankt Nikolaus, helgen fra 300-tallet) som en skikkelse der delte gaver og godter ud, i Danmark og Tyskland på lige fod med Christkindchen på dansk Jesusbarnet. Christkinchen blev ofte symboliseret med hvid kjole, og en krans i håret. Hun havde følgeskab af en trold eller djævel, som straffede de uartige børn, mens christkinchens roste de artige.

I 1535 udtalte Martin Luther, at han ikke havde noget imod, at børnene skulle tro, at det var skt. Nikolaus eller Christkind (Jesusbarnet), der kom med gaverne.

Christian den 4. troede også på Jesusbarnet og i et brev til sin bror Ulrik, skrev han i 1594, at hvis broderen var sød, ville Jesusbarnet måske komme med noget godt til hans fødselsdag.

I slutningen af 1800-tallet begynder nissebørn også at dukke op, og nogenlunde samtidigt blev nissen kædet sammen med julen, og i 1900-tallet gled han i nogen grad sammen med julemanden, der helt overtog opgaver som gave uddeler og “lånte” nissens træsko og røde hue.

I dag er nissen primært symbol på julen, men tidligere fandtes både skovnisser, kirkenisser, gårdnisser og mange mange flere.

Eva Tanni Andersen ©

Læs/se også om La Befana den italienske "juleheks".