Jól

Julen, som vi kender den i dag, er en kristen fest, men ordet "jul" eller "jól" brugtes langt tid inden kristendommens indtog i Norden. Ordets oprindelse fortaber sig noget, men de fleste forskere mener at ordet har urgermanske rødder. Andre at ordet "jul" stammer fra det oldnordiske ord "jól", der betyder vende eller dreje (vinterens vendepunkt/lysets tilbagekomst), navnet "jól" brugtes også i forbindelse med vikingernes festligholdelse ved indgangen til et nyt solår. På oldnordisk kan "jól" oversættes til "fester".

I nordisk historie kan jól festerne spores tilbage til år 200. Tilsvarende skikke kendes også fra germanere og hedenske romere. Givetvis har der været tale om flere forskellige fester som solhvervs-, midvinter- eller frugtbarhedsfester, da ordet "jól" er et flertalsord.

Forskere mener, at de(n) førkristne jól fest lå ved vintersolhvervet (21. eller 22. december), andre at den lå ved midvinternatten (19.-21.januar).

Vinterblót

Det store vinterblót blev fejret i perioden fra slutningen af november til vintersolhverv.

Blót var i nordisk religion en bred betegnelse for forskellige ritualer, hvor der i reglen indgik en form for ofring. Blótet kendes fra en række skriftlige overleveringer, og de fortæller, at man blótede til guderne eller andre overnaturlige væsner for at opnå deres velvilje.

I det førmoderne nordiske samfund var tiden omkring vintersolhvervet en kritisk fase af året. Man forestillede sig, at magterne behøvede menneskenes hjælp til atter at gøre dagene længere, så sommeren og væksten ville vende tilbage. Festens fokus lå derfor på frugtbarhed og sikring af det kommende år, år og fred, samt fest for afdøde slægtninge.

Frugtbarhedsguden Frej var den vigtigste gud i forbindelse med både efterårs og julefesten. Hans særlige dyr var galten, og svinekød havde derfor en særlig plads i disse fester. Dette har overlevet indtil nyere tid, da svinekød stadig spiller en stor rolle i de moderne juletraditioner

Udtrykket drikke jul kendes fra skjaldedigte fra ca. 900, hvilket afslører, at øldrikning var et centralt element i ritualet.

Et af de store juleblót bliver beskrevet af Thietmar af Merseburg i det 11. århundrede. Han fortæller, at der hvert niende år i januar i Lejre blev afholdt en stor fest. Ved denne lejlighed blev der ofret 99 mennesker og 99 heste samt hunde og haner til guderne.

De fleste former for husdyr blev ofret, men hesten var et vigtigt offerdyr. Måske havde dette dyr endda en særstilling, hvorfor det blev tabu at spise hestekød efter religionsskiftet. Ofring af dyr var ikke normen, men noget der primært var knyttet til konger og stormænd. Mægtige mænd brugte også blótgilder til at visse deres rigdom og magt ved sørge for mad og drikke; normalt medbragte gæsterne selv mad og drikkevarer

Nogle af de ovennævnte offerfester fandt sted på særlige helligsteder. Normalt lå de i lunde med træer, hvor ofringerne kunne hænges op i, men fra islandske tekster optræder der særlige bygninger, hvor blótgilder fandt sted, de kaldes ofte et hov.

Nyere studier har også vist, at mange af de ældste kirker i Norden blev opført på lokaliteter, hvor der hidtil havde ligget et hov.

Risengrød

Julen er en af de højtider, hvor mange elementer af ældre hedenske ritualer er overleveret. Et eksempel er risengrøden, hvoraf en enkelt portion gives til nissen på loftet eller lignende. Nissen blev indtil for nylig mange steder opfattet som husstandens beskytter, og det var en udbredt forestilling, at det var nødvendigt at ofre til denne beskytter for at undgå katastrofer. I dag udføres dette ritual oftest uden nogen religiøse bevæggrunde.