Tørvemoser er et af naturens mærkeligste fænomener. Overfladen består af en levende hud af tørvemos (Sphagnum), kæruld, almindelig rosmarinlyng, og andre planter der tåler det sure miljø, og det er næsten umuligt at færdes sikkert i en tørvemose, da de tykke lag af levende og døde Sphagnum-planter er meget bløde og eftergivende.

Nedadtil, under den levende overflade, dør planterne uden at gå i forrådnelse. Det sure og vandmættede miljø hæmmer bakterievæksten, så de gamle, døde plantedele bliver til tørv.

Gennem århundreder eller årtusinder vil mose planterne gradvist opbygge en tørvekrop på mange meters tykkelse.

Derfor bliver højmosen et miljø, hvor organisk materiale bevares, mens uorganisk stof (og da især metal) forvitrer til ukendelighed. Det er baggrunden for de mange mosefund bl.a. Grauballemanden fra Danmarks oldtid.

Da den nederste del af tørvemassen er uigennemtrængelig for vand, hober regnvandet sig op i moserne, og disse kan med tiden vokse sig så tykke, at de hæver sig mange meter over det omgivende terræn. Deraf kommer navnet: højmoser.

Træer vil indvandre i moseområdet, men trives ikke på længere sigt, hvis vandspejlet bibeholdes på et stabilt niveau.