Julefri.

”Visse, hvor er du?” ”Skynd dig nu, inden der kommer nogle mennesker og ser os”, fløjtede Visses tvilling Vasse på fuglesprog, imens han så sig lidt panisk omkring, stående der midt på skovvejen, trippende utålmodigt og lettere irriteret.

Det var i begyndelsen af december, helt bestemt den 1. og selv om han havde sine gode træskostøvler, de brune uldbukser og den nye grønne jakke, også lavet af uld, og den røde rævehue på, så småfrøs han, imens han stod der og spejdede efter sin forsvundne søster.

December kulden var kommet tidligt i år og havde lagt sin kolde hånd over skoven og alle dens beboere, så det varme tøj havde Mor Gro hentet ned oppe fra egernet Finns beboelse, hvor hans forældre havde lånt et opbevaringsrum. ”Så kommer sneen nok tidligt i år. Så kan vi komme ud og prøve den nye kane som bedstefar Kir er ved at lave”, tænkte Vasse, imens en forventningsfuld gysen strømmede igennem ham, ved tanken om kaneturen igennem skoven i et hvidt pudret landskab. Far Lar havde lovet at i år, var det hans tur til at styre kanen og ikke de to store brødre Nis og Claas.

”Ti, hi”, lød det fnisende inde fra den mørke granbevoksning. Vasse for sammen, da lyden brat afbrød tankerne om kaneturen. ”Hold nu op, du opfører dig som en babynisse. Man skulle ikke tro at du var 150 år gammel. Vi skal skynde os hjem”, vrissede Vasse og vendte surt sin opmærksomhed mod skovstien og begyndte at gå, imens han spejdede efter mennesker.

”Hun kommer ski da nok, ellers kan hun sove hos lækatten Smig i nat!”, tænkte Vasse og forsøgte at overbevise sig selv om, at han da var ligeglad med hvor tvillingesøsteren var her og nu, og måske skulle sove i nat. Nej, ligeglad var han ikke, men han ville gerne hjem og høre om postbuddet Krake var kommet med brev fra Olf. Desuden glædede han sig over, at de nu havde fået julefri fra Skovskolen. Han havde det ikke så godt med skolen for tiden, da han havde svært ved at lære de rigtige remser og bevægelser, når de havde timer i Nissemagi. Magi som Visse var meget bedre til og hun drillede ham ofte, med de sære resultater der kom ud af hans kejtede bevægelser og remser, sådan som nisser gør en gang imellem, drillesyge som de jo er.

Selvfølgelig var det skidt når man fik sat en rævehale på skovskadens hoved og gav den fire frøben i stedet for dens egne to fugleben. Det havde skaden bestemt ikke brudt sig om og den havde skældt ham ud, hakket til ham, med dens skarpe næb, og ikke værdiget ham et blik i flere uger derefter, trods mange undskyldninger fra Vasse.

Vasse glædede sig også til at få deres tykke forede røde nissetøj på. Tøjet som de kun havde på i julemåneden, da det gjorde dem mere synlige over for mennesker end i deres normale brune og grønne hverdagstøj.

”Her er jeg!”, lød det muntert lige bagved ham. ”Skal vi løbe om kap?”. Visse var allerede begyndt at løbe og havde fået et pænt forspring, inden Vasse fik benene i omdrejninger og spurtede efter hende gennem skoven. Løbe hurtigt det kunne han i hvert fald, han var den bedste i hele Skovskolen til løb, så han var helt sikker på, at han nok skulle indhente sin søster, inden hun nåede hjem til hulens indgang.

Hjem til deres varme og lune hule under det kæmpestore asketræ Aske, som var ældre end bedstemor Una, der var 645 år og bedstefar Kir med sine 650, og hjem for at høre om der var nyt om Vasses bedste ven, rensdyret Olf, og hvornår denne ville komme på besøg oppe fra det kolde nord, så de igen i år kunne sidde foran det varme ildsted og høre om hans eventyr deroppe i Nordlysets land.

Vasse glædede sig også til at spænde Olf foran kanen og styre den alene, men inden da var der dog mange juleforberedelser som skulle laves, før kanetur og festerne den 23. og 24. december kunne afholdes. Vasse var sikker på at det igen i år ville blive en dejlig magisk jul her i Trylleskoven, sammen med alle skovens beboere, hans familie og juleaftens gæsterne, som i år var: Hunedderkoppen Spin, egernet Finn, rødmusen Eik, dådyret Unni, harerne Nim og Nam, Hr. Ræv, rensdyret Olf og ikke mindst uglen Frode, skovens eventyr fortæller, der som altid delte ud af hans mange dejlige eventyr, til glæde for store som små.

Eva Tanni Andersen ©