Halloween

Halloween har sin oprindelse i den keltiske nytårsfest "Samhain". Omkring den 31. oktober fejrede de afslutningen på høsten og begyndelsen på vinteren og det nye år. Til Samhain stod portene til dødsriget åbne, så kelterne brændte bål og tændte lys i udhulede roer, for at skræmme de dødes ånder væk.

Ordet halloween er en sammentrækning af All Hallow's Eve på skotsk, da det er aftenen før All Hallows' Day (allehelgensdag). Allehelgen har været en højtid i kirken siden 800-tallet. Halloween er omkring år 2000 kommet til Danmark fra USA.

Ifølge folketroen er allehelgensaften den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter er løse for at vanære og håne de helgener, der festligholdes på allehelgensdag. Aftenen egner sig især til at fremsætte spådomme, og elverfolk optræder hyppigt i sagnene.

Kirken forsøgte at overtage den keltiske nytårsfest, men nogle af traditionerne levede videre og kom siden med irske og skotske indvandrere til Amerika i 1800-tallet. Her tog de græskaret til sig, da det var noget lettere at udhule end majroer. At udskære orange græskar (pumpkins) med skræmmende ansigter og bruge dem som lygter, Jack O' Lanterns, er i dag en af de mest kendte halloween-skikke.

Stingy Jack er et irsk sagn om Nærig Jack, som narrede djævelen flere gange. Jacks første møde med djævelen var på en pub. I håb om at få djævelen til at betale for sin drink, bad Jack djævelen om at forvandle sig til en mønt. Djævelen skulle vise sig og gik i fælden og blev omgående lagt i Jacks lomme sammen med et kors, der forhindrede ham i at ophæve forvandlingen. Dernæst lovede han ikke at gøre krav på Jacks sjæl, når Jack døde. Ej heller skulle han genere ham i et helt år, hvis bare Jack løslod ham.

Djævelen lod sig lige fuldt narre af Jack til at plukke æbler fra et træ. Jack skar et kors i træstammen, så djævelen var afskåret fra at klatre ned igen. Denne gang måtte djævelen love ikke at genere Jack i ti år, hvis Jack slap ham ned igen. Så da Jack døde, kom han hverken til himlen eller helvede. Gud ville ikke have ham ind i himlen, og djævelen havde lovet ikke at gøre krav på hans sjæl; dermed var begge veje stængt. Djævelen - ikke Gud - gav ham dog et stykke kul, så han kunne se i mørket. Jack lagde kulstykket ind i en udskåret majroe, som så tjente til lygte. Derfor kaldes lygterne Jack-O'-Lanterns på engelsk som er forkortelse for Jack of the lantern. Jack selv måtte vandre hvileløst omkring på jorden for evig tid.

Halloween fejres først og fremmest i USA, Mexico og Europa, men er godt på vej til at blive en globaliseret, multikulturel verdensomspændende begivenhed.