Soldatertiden

I sommeren 1945 var jeg på session og fik at vide, at jeg passende kunne aftjene min værnepligt ved Den Kongelige Danske Livgarde.

Dengang følte jeg, at det var en ære at være så tæt på de kongelige, så den 2. dec. 1945 mødte jeg glad op på Jægersborg kaserne og blev indplaceret som nummer 96 i fjerde deling.

Her fik jeg at vide: ”at soldatens første pligt var villigt og nøjagtigt at adlyde enhver lovlig befaling, som hans foresatte måtte give ham!”

Og det gjorde jeg så. Jeg havde orden i mine sager, og da jeg var en slank ikkeryger, løb jeg som en hare til mine foresattes fulde tilfredshed.

Tidspunktet var jo netop ganske kort efter 2. verdenskrig, og ministeriet var optaget af at opbygge et nyt funktionsdygtigt forsvar.

Derfor var vi nogle, der blev udtaget til optagelse på kornetskolen på Kronborg.

Det havde jeg bestemt ikke lyst til, og da man samtidig efterlyste folk fra de meniges rækker, der havde nogen øvelse i at spille og var interesseret i at blive optaget i tamburkorpset, skyndte jeg mig at melde mig.

Medens jag gik på gymnasiet i Esbjerg boede jeg en overgang på KFUM’s hus i Kirkegade, og der var jeg blevet så gode venner med lederen, at han forærede mig en blokfløjte. Så jeg påstod, at jeg kunne spille på blæseinstrument.

Vi var 12, der blev udtaget med besked om, at vi skulle til en prøve efter 14 dage, hvorefter de 6 bedste ville blive endeligt optaget.

I de 14 dage slog jeg på tromme, så jeg fik vabler, spillede på piccolofløjte, så enhver Don Juan ville misunde mig. Samtidig pustede jeg så meget i et signalhorn, at mine læber hængte i laser. men min embouchure blev godkendt, og jeg blev optaget.

Dette medførte for det første, at jeg blev fri for kornetskolen, der ville have betydet et halvt års forlængelse af min værnepligt og for det andet, at jeg blev fri for den evindelige eksercits, der skulle indøves i forbindelse med vagtafløsningen på Amalienborg.

Ti gengæld skulle vi "hornhylere" stadig øve os i brugen af vore instrumenter. Hver morgen skulle en af os blæse reveillen i kasernegården og slå tappenstreg, når der skulle være ro om aftenen.

Vi deltog også i øvelser. Jeg har ligget i Hundesøen i Ærmelunden en hundekold 5. juledag. Kun hovedet og geværet var oven vande, og da en af de andre soldater ømmede sig, blev vi alle sendt op på en forblæst høj, hvor vi kunne tage strømper og støvler af og bagefter sendt på stroppetur indtil vi fik varmen.

Eller på skydeøvelse i Jægerspris for at nedlægge menneskelignende papfigurer, der var placeret i terrænet. I dag havde man ikke fået mig til det!

Vi deltog ikke i vagttjeneste på Amalienborg, men vi opholdt os sammen med den vagthavende officer. Her kunne vi sidde og føre protokol over de vagthavende, og være klar til at fare ud og spille ”Her kommer Jens med fanen”, når en af de kongelige forlod slottet. Jo, jeg har spillet sole for Christian X – og han døde først et halvt år efter.

Vor væsentligste opgave var at deltage i vagtparaden, der hver dag ved middagstid marcherede fra kasernen ad Købmagergade, Strøget og Storekongensgade til Amalienborg med et vagthold og ad Gothersgade hente det vagthold, der havde været der i et døgn.

Når de kongelige var hjemme var det med fuld musik, hvor de rigtige musikere spillede og skiftevis blev afløst af os, der kun havde lært en halv snes marcher for piber og trommer.

Helt fri for vagttjeneste blev vi ikke. Hver nat gik vi på skift rundt om Rosenborg, og passede på, at der ikke var nogen, der løb med kronregalierne.

Alt i alt havde jeg ikke mange positive oplevelser i min soldatertid, og jeg mindes den ikke med særlig veneration – jeg er således ikke medlem af nogen garderforening.

Men disse 11 måneder gav mig da mulighed for at se på København og leve med i det, der foregik på soldaterhjemmet.

Ved afslutningen af tjenesten blev der afholdt en fest i Studenterforeningen. I dette arrangement deltog deltog jeg i en revy instruderet af skulespiller Per Gundmand.

Lønnen var ikke særlig stor. Vi fik gratis forplejning og som rekrut fik vi 1.- kr. som menig 2,- kr. om dagen, så jeg havde da råd til at rejse til min niece Evas barnedåb og til at lægge så mange penge til side, så jeg ikke behøvede at hæve af min løn som tjenestekarl det første halve år derefter.