Esbjerg Statsskole

Det var måske mest lysten til at opleve noget andet end at blive praktiserende landmand, end det var grundfæstet kundskabstrang, der gjorde, at jeg kom på gymnasiet, og så måske det forhold, at mine to ældre brødre brød op fra landbruget på et sent tidspunkt som tyveårige for at gå på studenterkursus i København. Det skulle jeg ikke opleve, og da Gørding skole anbefalede mig, begyndte jeg i 1. g matematisk linie pr. aug. 1942.

Op før kl. 6.00 om morgenen for at nå toget fra Gørding station ved 7-tiden. Efter ankomst til banegården i Esbjerg var der 1 km. til Statsskole.

Kl. 14.15 gik toget atter hjemad til Gørding. Jeg tænkte tit på at netop disse tal kunne give oplysning om, at toget gik enten kl. 14 eller måske kl. 15, for sådan var det.

Der vil ikke være grund til at fremhæve mig som en særlig dygtig elev, og det var på et tidspunkt, hvor kun 5 – 10 % af en årgang kom i gymnasiet, så jeg måtte hele tiden sammenligne mig selv med eliten, som jeg var omgivet af.

Lærerne var flinke – også over for en bondeknold som mig.

Vi holdt meget af vor klasselærer Tage Toft. Han havde os til matematik, og ham har jeg mange gange tænkt på, når jeg senere selv har undervist i dette fag.

Også skolens kemilærer adjunkt Leth kunne gøre os interesserede.

Pastor Lilleør havde kristendomsundervisning med os en time om ugen. Han kom cyklende fra Grimstrup til Esbjerg iført viklers.

I dette fag fik vi ikke karakterer, så vi viste vist ikke så megen interesse. En time sad jeg i smug og læste på mine franske gloser i en bog, som jeg forsøgte at gemme under pulten. Det opdagede han og kaldte mig op til katederet, og spurgte om jeg ville sendes op til rektor og vedkende min synd eller have en på hovedet. Jeg valgte det sidste, men havde ikke forudset, hvor hårdt en stor mad, der af ydre var em forvaltertype, kunne slå. Jeg glemmer det aldrig.

I en fysiktime, var lektor Dresler vist nok sygemeldt. I hvert fald var vi uden opsyn, så vi fandt på at kaste det redningstov, som var fastgjort til radiatorer på de øverste etager, og som var anbragt der, hvis man skulle flygte i tilfælde af brand.

Da nu tovene hængte der, skulle vi også prøve at klatre ned ad dem.

Det var der selvfølgelig nogle lærere og elever i andre klasser, der opdagede, så på et tidspunkt stod der fire unge knægte fra 3. g på rektors kontor til afhøring.

Rektor skældte os ud og lod os vide, at vi ville blive idømt en disciplinærstraf, men inden han kom så vidt fik jeg en strålende ide. Jeg bad om ordet, og sagde noget om, at disse tov jo var beregnet til livredning, og i den anledning ville jeg oplyse, at ad det tynde tov, der var tale om, var vi bestemt de eneste af gymnasiets mange elever, der var i stand til at redde os i påkommende tilfælde.

Denne oplysning fandt Rektor så interessant, at vi slap for videre tiltale.

Min gymnasietid fra 1942 til 45 faldt sammen med besættelsestiden. Mange ting var derfor unormale. Som sagt skulle jeg cykle til toget de ca. 4 km til Gørding, og det kunne nok give problemer, når man ikke kunne holde cyklen i god stand. Til sidst opgav vi at få fat på almindelig gummi og fæstnede strimler af faders bildæk i fælgene. Det lod sig gøre, fordi bilen var klodset op grundet benzinmangel. Men om behagelig kørsel var der ikke tale.

I venteværelset på Gørding station var der kun én elpære tændt, og den var lille og var sværtet sort, så der kun kom en smule lys af pærens nederste del.

I togene var der heller ikke lys. De var altid fulde af tyske soldater og arbejdere, der tog toget til Esbjerg for at tjene penge hos værnemagten, der byggede bunkers og tanksgrave omkring byen.

Togene var altid forsinket og mange gange måtte de aflyses grundet sabotage. – En nat var der op mod hundrede sprængninger af banen tæt ved mit hjem.

Til sidst holdt togene helt togene op med at køre, hvorfor jeg i 3. gymnasieklasse måtte tage logi på KFUM’s pensionat i Kirkegade og senere boede privat hos direktøren for Esbjerg Tovværksfabrik og hos uddeleren af Brugsforeningen Frem.

I min klasse havde vi Poul Erik, der var søn af læge Carstensen. En formiddag kom han første i skole ved titiden. Da han kom ind i klassen hilste han os med sætningen: ”de skød ham, de svin”. Læge Carstensen var med i modstandsbevægelsen og Gestapo fik ham kaldt ned til garagen under påskud af at han skulle hjælpe ved en fødsel. - En stærk oplevelse.

Men krigen fik en ende. Den 5. maj sad vi og skrev dansk stil.

Der blev selvfølgelig arrangeret studenterfester hos vore klassekammerater, der boede i Esbjerg, og netop dette år blev min søster Metha gift med sin Søren. I den anledning blev der opstillet et stort telt på gårdspladsen derhjemme.

Det var ikke unormalt at Mor og Far lod afholde ladebal eller sommerfest for ungdommen, og da nu teltet stod der, fandt de på at indbyde ungdomsforeningens medlemmer til andendagsgilde, og jeg fik lov til at byde alle mine klassekammerater med. Jes Møller fra Hjortkær, der engang havde tjent derhjemme spillede på harmonika. Og dansen gik.

Gad vide om jeg fik sagt rigtig tak?

Klassen var også på en sommerudflugt. Den gik pr. lastbiler fra Esbjerg til Skamlingsbanken, hvor en afdeling af Montgomerys soldater præsenterede de våben, man havde brugt i 2. verdenskrig herunder flammekastere.

MIn svoger Søren havde netop fået overdraget ledelsen af Plovstrup Møllegård, som jordlovsudvalget havde købt med udstykning til en halv snes ejendomme for øje.

Søren havde fået det meste af det store areal tilsået med byg og rug, og i høstens tid blev jeg ansat som daglejer.