Bryllup

Lem Stationsskole

Sct. Hansaftensdag var Karen og jeg i Lem for at tale med skolemyndighederne der. Mødet endte med, at vi fik de to ledige stillinger.

Jeg kunne naturligvis først tiltræde stillingen efter bestået eksamen, som sluttede med dimission den 22, dec. 1952, men i Lem mente man, at Karen godt kunne komme efter sommerferien. Det var hun nu ikke så begejstret for, spec. fordi hun skulle gøre tjeneste som vikar i den stilling, som jeg skulle overtage, når jeg blev færdig på seminariet og der var bl. a. regning, matematik og fysik med de store elever, og det var ikke rigtig noget for en småbørnslærerinde. Men – tro mig om du vil – pastor Andersen i Ådum og pastor Skousborg i Lem blev enige om at dele Karen, så hun måtte tage fra sine søde småbørn i Stoustrup pr, 1, november. – Hun burde have sagt nej!!

Dengang så man ikke gerne, at to af hvert sit køn sov under samme tag med mindre de var lovformeligt ægteviet. Lærere måtte bestemt ikke. I toget hjem faldt det derfor naturligt, at vi snakkede om bryllup. Vi måtte jo ikke ødelægge vort renomme på forhånd.

Karens forældre syntes godt om vores beslutning, og hendes far foreslog, at brylluppet skulle stå på hans fødselsdag den 4. august samme år.

Karens og mit bryllup.

På bryllupsdagen stod jeg tidligt op og plukkede blomster i engen derhjemme i Lourup og pressede mine brune gabardinebukser. Det husker jeg, for medens vi var til bryllup, var der en tyveknægt som stjal dem.

Far havde til lejligheden lejet en bus, som kunne rumme hele familien fra Lourup inkl. mine to bedstemødre, min højgravide søster Esther og min første lærer i Lourup Elisabeth Pedersen

I Sønder Omme var vi en lille tur i præstegården for at se præstens mange blomster, og så samledes vi alle i kirken.

Karen havde selv syet sin fine hvide brudekjole. Da hun komop af girkegulvet fik , fik hun et lille kys på panden.

Pastor Poul Olesen, der jo var gift med Karens søster Kirsten Marie forestod vielsen og talte ud fra digtet ”Enkle pige, blommegren”, som man kan finde i digtsamlingen ”Stjernen bag gavlen” af Thorkild Bjørnvig.

Enkle pige – blommegren,

du er så fin, at dy faktisk kun

kan males af en gammel kinesisk

mester med tusch på silkegrund.

Og han ville se betaget på dig

og mens han sagte må male og male,

ville han glemme dit søde omrids

for træer og skyer og dæmrende dale.

Og mente nogen om dette landskab,

at du var ikke at finde derpå,

så ville han se fra dik til sit billede –

og atter tilbage – og ikke forstå..

Festen stod i Karens hjem, hvor der var pyntet med æresport og mange blomster i det gamle stuehus, der i dagens anledning var kalket og pyntet med blomstrende lyngranker.

Der blev holdt nogle taler og sunget meget. Også jeg talte, som en brudgom jo skal. Jeg sagde noget om forskellen mellem en egoist og modsætningen en altruist - jeg var netop blevet gift med en af den sidste slags! Jeg var fra starten blevet godt modtaget i møllefamilien og ville rejse af med det bedste de havde. Efter middagen blev der danset brudevals til svigerfars violin og man gik tur med hinanden i haven, hvor alting var så stille, at man kunne sætte små lys over alt også på æbletræernes grene og nyde det stile brus fra vandet, der strømmede ud fra turbinen.


Vi havde lånt svoger Jeppes bil som brudekaret og kørte i al stilfærdighed til den lille lærerindelejlighed i Stoustrup. Svigerfar havde forinden lånt os sit checkhæfte, så vi kunne købe to senge i FDBlageret i Esbjerg.

Karen var med til dimissionsfesten på Seminariet i Haderslev den 22. dec. 1952, og i Jeppes bil, der hele tiden ville strejke i nattens mulm og mørke, kørte vi glat føre mod Lem.

Lem skole var en 7-klasset skole i den lille fabriksby.

Skolens førstelærer hed Johs. Villumsen, og der var tillige en lærerinde, der hed Marie Madsen. Året efter kom der en lærer, Jens Olesen på skolen. Ham var vi glade for. Et rart musikalt menneske, der også kunne male. Billedet af Fårup sø hænger den dag i dag i vor stue.

Lem var og er smedenes by. Fuld af håndværkssnilde og opfindsomhed.

Men byen var også en by, der var optaget af andre sider af tilværelsen. Om vinteren tog jeg med naboerne til Stauning i den sydlige ende af Ringkøbing fjord og herfra løb vi på skøjter til Ringkøbing. Her gik vi ind på hotellet Hindø og fik en kaffepuns inden vi tog med toget hjem.

Der var også en driftig foredragsforening under ledelse af en hr. Jacobsen, der af samme grund blev kaldt Grundtvig. Man arrangerede f. eks. et ekstemporalspil, der skulle vise gangen i en retssag. Der var selvfølgelig en dommer og et par sagførere, men de øvrige var stedlige folk. Den anklagede var min ringhed, der grundet bevisets stilling fik en betinget dom i en mordsag.

En dag fik jeg en henvendelse fra fagforeningsformand Chr. Madsen. Han spurgte, om jeg ikke ville starte en arbejdsteknisk skole for de mange ufaglærte i byen.

Det kunne jeg ikke undslå mig. Så jeg blev i min unge alder midtpunktet for et initiativ, der udsprang fra arbejdsministeriet.

Det var en stor og dejlig oplevelse at se granvoksne arbejdere gå i gang med dansk og regning og praktisk fysik. De påstod f. eks., at de aldrig havde regnet med brøker, men efterhånden måtte de indrømme, at der var noget gemt i bunden af hjernekisten. Jeg oplevede, at nogle i en arbejdsløshedstid havde siddet og regnet mange lektioner frem i deres regnebog, hvorefter de de om aftenen kom op til mig privat på skolen, så vi sammen kunne kontrollere efter facitlisten. Faget fysik var tilrettelagt så tæt op ad praktiske forhold som muligt. Det var bl. a. en særlig udfordring for mig at undervise i statik (f. eks. om bjælkers bæreevne).