Erindringer om mig selv

Min tilværelse begyndte den 24. feb. 1926 på Gammelbro i Lourup, Gørding kommune, Gørding-Malt Herred i Ribe amt.

Det var ret sent på aftenen eller også var det meget tidligt på morgenen. Mor og jordemoderen var usikre på om mit første vræl var før eller efter midnat. Mor skar igennem denne tvivl og ”vedtog” at jeg skulle have fødselsdag på en lige dato. Det var det pæneste.

Nummer 6 i søskendeflokken blev jeg. Der kom endnu et par stykker. Men jeg var altså en af de sidste og således blandt de mindste. Det har jeg været siden. Der er noget grundlæggende ved min selvopfattelse, at jeg anser mig selv som et mg-menneske med ansats til minus.

Når jeg i det følgende vil komme ind på dette og hint i min opvækst og voksentilværelse vil en evt. læser komme til en anden slutning. Når jeg f. eks. fortæller at noget er lykkedes for mig, hænger det nemlig ikke sammen med mine fortræffeligheder, men snarere med held og – det skal understreges – to andre ting: jeg har været tilsmilet af et misundelsesværdigt godt humør, og efterhånden, som jeg voksede til, har jeg været særdeles flittig. Ret beset er min tilværelse overordnet forløbet til min fulde tilfredshed.

Min tidligste erindring samler sig om et stort byggearbejde, hvor der blev bygget en ny stald derhjemme Jeg legede i en sanddynge og en håndværker gik op og ned ad en stige, Jeg kan også huske, at min mor og farmor stod og skiftede forbinding på min farfars nedre dele i sengen i den østre ende af aftægtshuset Hytten. Han døde af kræft og jeg kan huske, at jeg kort efter stod med åben mund og polypper og betragtende et stort optog. Det var min farfars begravelse. Forrest kørte min far med kisten på an arbejdsfjedervogn og ved siden af ham på bukken havde han min ældste bror Hans. Jeg kan også huske, at min lillesøster Anna Sofie fik bryst hos min mor og at jeg var noget jaloux. Det problem løste min mor salomonisk ved at jeg fik lidt med. Det tænker jeg på, når jeg synger Jeppe Åkjærs strofe: ”og delte sit bryst mellem mig og min bror”.

Jeg kan også huske, at jeg var noget man nu om stunder kalder ’hyperaktiv’ og temmelig ustyrlig. Det har mine større søstre fortalt om.. Det kneb navnlig Grethe at begrænse mine aktiviteter, når Far og Mor ikke var hjemme. F. eks. når de var i kirke – og det var de stort set hver søndag. Ved sådanne lejligheder kravlede jeg rundt i de højeste træer eller rundt på husenes stråtag. Jeg kan endnu høre, at Grethe prøvede at tale mig til rette ved at spørge ”om jeg var klar over situationen?” – og det var jeg vist ikke.!

En tilværelse på en gård i slutningen af tyverne og i trediverne gav ikke baggrund for ensomhedsfølelser. Man var aldrig alene. Vi var otte søskende, og ud over Far og Mor og Bedstemor var der et par karle, i reglen et par tjenestepiger og når der var særlig travlt om foråret og høsten en daglejer eller to. Jeg kan endnu se, hvordan vi var placeret omkring bordet i køkkenet. For bordenden sad Far med mig ved sin side. Så var der styr på mig!. På bænken ved vinduet sad karlene. Forkarlen øverst. Derefter mine storebrødre og evt. en daglejer. På en løs bænk på den anden side af bordet sad Farmor øverst efterfulgt af mine storesøstre og en eller to tjenestepiger. Ved den ’nedre’ borende sad mine to yngste søskende Anne Sofie og Eske, sidstnævnte i en høj barnestol Når vi ikke var der alle sammen var der også plads til mor ved bordet, ellers måtte hun nøjes med en plads på tørvekassen.

Når jeg senere har beskæftiget mig med begrebet ’produktionskollektiv’ i skolens undervisning har jeg ofte tænkt på, at sådan noget ikke blot fandtes i Israel og Kina. ’Gammelbro’ var et produktionskollektiv. Maden var næsten udelukkende tilberedt af gårdens egne produkter, ikke mindst fra en stor veldreven have.