Agerbæk Skole

1961 - 1986

I min beskrivelse af tiden i Skudstrup og Skodborg omtalte jeg, at de to amtsskolekonsulenter anbefalede mig at søge en skoleinspektørstilling.

På sin vis kom det noget bag på mig, men på den anden side var det netop på et tidspunkt, hvor man opnormerede større landsbyskoler og gjorde dem købstadsordnede, hvilket ville sige, at skolen fik eksamensret. En sådan skole skulle ledes af en godkendt leder, som skulle udnævnes af Kongen.

Det var jo lige disse ting, vi havde arbejdet med i Skodborg og andre steder, og det var sådanne skoler, der blev oprettet landet over efter netop den model.

I Fåborg sogn blev der i slutningen af halvtredserne arbejdet med at oprette en skole af denne type, som blev godkendt i skoleloven fra 1958

Her vil jeg tillade mig at citere, hvad Provst Jacob Holdt skrev herom i sine erindringer:

”I Agerbæk var Jens August Jensen førstelærer og kirkesanger. Han var selv vestjyde, fra Skovlund, så han faldt godt til i befolkningen. Han var en stor pædagog, der havde et naturligt tag på børnene og på at lære dem noget, på en sådan måde, at de både respekterede ham og holdt af ham. Glad for kortspil og en dram. Det sidste kneb det ham lidt at styre, så der var altid villige kritikere. Men alle måtte erkende hans dygtighed som lærer. Han var min kirkesanger i mere end 10 år. Sikker og rytmisk, men han var ikke meget for at lære nye melodier. Det var godt og trygt at have ham i degnestolen.

Da skolen i 1961 fik en overbygning med realklasser fælles for flere sogne, var det det store spørgsmål, om han skulle være skoleinspektør. Skolekommissionen ville indstille ham, men så sagde han nej tak. Han ville gerne have den anerkendelse, at han fik det tilbudt, men han afslog det så og forblev endnu nogle år som lærer.

Men også ham og hans elskelige kone Stinne havde jeg et godt forhold til. Jeg var således i mange år begunstiget ved at have nogle gode kirkesangere og førstelærere, der var meget positivt indstillede overfor kirken og mit arbejde.

Angående oprettelsen af en realskole i Agerbæk havde skolekommissionen mange møder. Det blev vedtaget at overbygningen, dvs. realklasserne skulle være for børn fra Åstrup, Årre, Starup og Fåborg sogne, senere kom også alm. 8.9.og 10. klasser til.

Valget af skoleinspektør for Agerbæk skole voldte en del kvaler. Den udvidede skolekommission måtte holde flere møder uden at nå til enighed. Én gruppe ville indstille en lærer fra Ikast, som var udpræget missionsmand, og en anden gruppe, hvortil jeg hørte, lærer Poul Ben nedsen fra Skodborg, som vi skønnede var den egnede, og som passede bedst til befolkningen. Vi kunne ikke blive enige, så vi måtte sende sagen til undervisningsministeriet.

Heldigvis kendte jeg undervisningsministeren, det var Jørgen Jørgensen, og jeg kunne få ham til at indse, at Poul Bennedsen var den, der passede bedst til embedet. Det viste sig også at holde stik.

Bortset fra denne sag havde jeg ellers et godt forhold til skolekommissionens formand, Aksel Hansen, en husmand fra Debel, københavner af fødsel, men havde i sin barndom opholdt sig meget i sognet og siden købt ejendom her. Han var en begavet og dygtig mand, som nød stor agtelse, undtagen i lærerkredse. Han kunne have en lidt nedladende og kritisk holdning overfor lærerne. Han var missionsmand og det prægede undertiden hans afgørelser og holdninger. Jeg sad i skolekommissionen sammen med ham i 16 år. Han blev Helle kommunes første borgmester, da storkommunen blev oprettet i 1971 og var det til 1978”.

I det jubilæumsskrift, som jeg blev betroet til at redigere i 2005 i anledning af skolens 100 års dag, tog Bodil Jørgensen på kollegernes vegne tråden op efter denne beskrivelse af Jacob Holdt og skrev:

”Poul Bennedsen blev altså den, der skulle tage udfordringen op at løfte landsbyskolen til en velfungerende realskole. Med alt hvad dette indebærer af højere faglighed og – ikke at forglemme – nye pædagogiske og sociale krav, som 14-17 årige elever stiller.

Samtidig må det have ligget en stor opgave på det kollegiale plan, nemlig at få de ”gamle” lærere fra den hidtil 7-klassede skole med i den udvikling, der skulle komme.

Alene i tiden 1962 – 68 blev 30 lærere ansat.

At mange af os er blevet på Agerbæk skole vidner om det gode arbejdsmiljø, Bennedsen var med til at skabe. Selv blev han også karrieren id på Agerbæk skole – fra 1970 som ledende skoleinspektør – indtil han gik af som 60-årig i 1986

Karakteristisk nok skulle der ved Bennedsens afsked to til at erstatte ham: en kommunal skoledirektør og en skoleinspektør på Agerbæk skole.

Poul Bennedsen var – og er for øvrigt stadig – en ildsjæl. En alsidig begavelse, en nysgerrig mand med evig lyst til at udbygge sin store viden, et allestedsnærværende energibundt, som fører tanken hen på en blæksprutte – den tiarmede!

Et aktivt menneske er altid udsat for kritik fra mange sider, lige meget hvad han gør. Ros og skulderklap er ikke hverdagskost for ledere.

Agerbæk skoles leder gennem 25 år skal her roses for sin demokratiske og humanistiske indstilling, sin legendariske hjælpsomhed og sin radikale tolerance”.

Mine 6 år ved Skodborg skolevæsen var et eventyr med masser af arbejde og uden nogen form for konflikter med myndighedspersoner.

Som omtalt deltog jeg i et rigt foreningsliv og havde ud over mit skolelederjob i Skudstrup 38 katedertimer a’ 50 minutter om ugen, og i Agerbæk gik jeg i gang med min opgave med samme flid og optimisme., hvor jeg først og fremmest beflittede mig på at administrere skolens efter lovens bogstav og ånd og selvfølgelig i overensstemmelse med de stedlige myndigheders beslutninger. For mig var det også vigtigt at opdyrke et godt arbejdsklima i lærerkollegiet.

At skolen fik en overbygning med store elever og mange unge lærere, betød selvfølgelig en stor forandring, som mange ikke var forberedt på. Man havde ikke samme ønske om et godt arbejdsklima, som jeg havde. Fra visse sider gav man ofte udtryk for, at man forventede, at en skoleinspektør skulle være ’myndighedernes mand’ og styre lærerne efter kommunalbestyrelsens retningslinier.

Det siger sig selv, at disse to forskellige holdninger fra tid til anden gav anledning til kritik af min embedsførelse, hvor jeg anså mig som "den første blandt ligemænd", men det er mit store håb, at disse tilstande ikke har formørket skolens, lærernes og elvers oplevelse af, at skolen var et menneskeligt varmt trivselssted.

Jeg har besluttet, at jeg ikke vil omtale dette forhold nærmere og henvise til den beskrivelse, man ovenstående kan finde i det lille skrift, som blev udgivet i anledning af skolens 100 års jubilæum i 2005.

I 1966 blev Grimstrup, Næsbjerg, Øse, Årre, Starup og Fåborg kommune sammenlagt til ’en stor kommune, der fik navnet Helle efter en lokalitet midt i området. Om denne sammenlægning kan man læse i et lille skrift forfattet i 1995 af min kollega fhv. skoleinspektør Henning Vejrup i Næsbjerg.

I 1970 kom der fra centralt hold en bestemmelse om at kommuner med flere skoler skulle ansætte en skoledirektør, eller – hvis kommune ikke var stor nok – udpege en af skoleinspektørerne som ledende skoleinspektør.

Jeg havde to favoritter til denne stilling: skoleinspektør Aksel Teglgård på Årre skole og Thorvald Jessen Øse skole, men da jeg opfordrede dem til at søge stillingen, svarede de begge, at det ville de ikke, for det skulle jeg gøre.

Således opmuntret søgte jeg. Det gjorde Henning Vejrup. Næsbjerg imidlertid også, og ved indstillingen i skolekommissionen fik han en stemme mere end mig. Imidlertid var der to af kommissionens medlemmer, der ikke var til stede ved afstemningen, hvorfor undervisningsministeriet fandt anledning til at spørge de to om hvad de ville have stemt, om de havde været til stede. De udtalte, at de ville have stemt på mig Jeg har under hånden fået fortalt, at man også var så omhyggelig at spørge Ribe Amts skolekonsulent, undomsskolekonsulent og amtsskolepsykolog og da disse personer samen med en stedlig folketingsmand på det stærkeste anbefalede mig, fandt man åbenbart, at indstillingen ikke var så ulden længere og beskikkede mig til at blive kongelig udnævnt ledende skoleinspektør pr. 1. juli 1970.

Denne stilling indebar, at jeg ud over mit daglige arbejde på Agerbæk skole skulle varetager alle skolers interesser i samarbejde med de 5 andre skoleledere. – Der var oprindelig 13 skoler i Helle kommune, men da førstelærer Jacobsen, Årre gik af på grund af alder, blev Slebsager skole lagt sammen med Årre skole med Aksel Teglgård som skoleinspektør. Det var i øvrigt så heldigt, at man kunne nedlægge alle toklassede skoler efterhånden som lederne på disse skoler faldt for aldersgrænsen, så det endte med de ønskede 6 årgangsdelte skoler i kommunen. Om egentlig afskedigelse blev der således ikke tale. Den sidste skole, der blev nedlagt var Hesselho skole i Starup sogn.

Skoleledergruppen bestod herefter af 6 skoleinspektører, 2 viceskoleinspektører og 1 ungdomsskoleinspektør. Jeg kunne glæde mig over at have et særdeles godt forhold til disse mine loyale medarbejdere, og jeg glemmer ikke, at de ved min afgang arrangerede en lille afskedsfest på Fåborg Kro for Karen og mig.

Som ledende skoleinspektør var jeg sekretær for skolekommissionen og deltog som tilforordnet i de dele af kulturudvalgsmøder, der behandlede skolespørgsmål. Hver onsdag formiddag var jeg på kommunekontoret i Årre for løbende at konferere med kulturudvalgsformanden.

Det var selvfølgelig interessant og glædeligt at komme tæt på de folkevalgte politikere og vise dem respekt og loyalitet. Jeg kunne beskrive så mange af disse personer, men jeg tillader mig at nævne, at jeg på denne måde kom på tæt hold af den landskendte Niels Ibsen og agronom Andreas Andreasen, der begavet og med stor indfølingsevne ledede skolekommissionens virksomhed i flere valgperioder.

Helles byvåben.

Da Helle blev holdt over dåben ved et arrangement i 1965 tillod jeg mig at sende et beskedent festtelegram til deltagerne med en lykønskning sammen med et forslag om, at en kommune af den størrelse, der nu var tale om, burde have et byvåben. Jeg tillod mig at foreslå, at planten Guldblomme kunne være motivet og dermed et signal, der kunne fortælle noget om enkelhed og nøjsomhed.

Guldblomme er nemlig karakteristisk for denne vestjyske magre egn og den groede netop i området Helle, en lokalitet med et par gårde og en plantage, der havde givet navn til den nye kommune. Planten hedder Anica på latin. Jeppe Aakjær kalder den i sangen ’Alle mine længsler’ for Volverlej og på jysk går den under navnet ’Kokhue’. Mange har da også forstået dens budskab: ’ Nøjsomhed er en dyd, men man skal ikke spare på kravet om oplevelse og kultur.’

På et tidspunkt kom der flere forslag til et motiv i et byvåben, men det endte med, at Statsministeriets heralfiske konsulent udpegede mit forslag som det bedste, hvorefter de seks oprindelige kommuner fik hver sin guldblomme på grøn baggrund

Ved min afsked var der megen virak.

Nedenstående gengiver jeg et brev fra amtsskolekonsulent Viggo Witt Hansen:

Viggo Witt-Hansen

Kære 60 – årige Kære Poul Bennedsen! Med tak for mange års venskab og fællesskab og også mange års fortrinligt samarbejde sender jeg dig min hjertelige lykønskning til fødselsdagen, hvor gådefuldt det end kan forekomme mig, at du er nået dertil, ’dette unge menneske’, som tænker unge tanker og er vital som få. Men på en måde tiltaler det mig, at du nu får lov til at vise, at man også kan leve sit eget liv efter mange års travl tjeneste… , og jeg er aldeles ikke bekymret for, at du kan ’nytte tiden’, det vil nok vise sig, at du i grunden får meget travlt. - - -. Alligevel er det lidt gådefuldt, for jeg har jo billedet på erindringens skærm af dig som du var for disse 33 – 34 – 35 år siden i Haderslev, på gangen øverst på Lembckesvej nummer 27! Du var munter, festlig, hyggelig, aktiv, men også tænksom og kreativ, og det har du været siden. Du har sat præg på din skole, men sandelig også på folkeskolen, og det har været til megen gavn. Det vil jeg savne, men det vil vi også huske dig for. Og sige tak for. I Ribe amt har jeg aldrig været i tvivl, når man udefra har spurgt: Hvor der er et vågent sted med interesse for udvikling? Jeg har da ofte nævnt Agerbæk skole, og det har ikke været tilfældigt.

Jeg ved også, at dine lærere har sat meget stor pris på dig som leder og som menneske, fordi du altid har taget dem alvorligt. At være leder og chef er jo noget andet i dag, end da du begyndte. I det gamle samfund var det enklere. Om det egentlig var lettere ved jeg ikke. Men det var i hv. f. muligt at komme igennem ved at beordre. Det er det ikke mere. Og den proces har du gennemlevet. Den er næppe afsluttet, altså at inddrage medarbejderne i beslutningerne. Men du har kunnet det og villet det, og du har forstået, at skolen nok er det sted i samfundet, hvor demokratiet virkelig skal stå sin prøve. Dur det? Dur vi til at administrere det? Det er det afgørende. Og du har ikke blot duet … men været et eksempel til efterfølgelse. Du har også forstået, at demokratiet ikke er en livsanskuelse, men en metode. Det er det somme tider nogen, der tager fejl af. Den gode skoleinspektør skal være formidleren mellem de mange, der har part og andel i og ansvar for den skole han leder. Intet af det, der sker på hans skole er ham uvedkommende. Og ingen af parterne omkring den kan han være lige glad med .. eleverne – lærerne – forældrene – skolens myndigheder .. Det har du heller ikke været.

Og du har heller ikke glemt, at du var lederen. Den ansvarlige, der vedgik sit ansvar. Lederen skal formidle et samarbejde, men skal også være noget i sig selv. Tak for et godt eksempel.

Som din samarbejdspartner gennem disse mange år siger jeg dig tak for dygtig, altid veloplagt gerning i folkeskolens tjeneste. Vi arbejder jo som systemet er lidt ’i kulissen’. Men jeg føler alligevel at have del i helheden. Og selv om det er en anden skole nu end det var, da du og jeg gjorde vor entré i den, beundrer jeg den måde, hvorpå du altid har holdt fanen højt. Hvad det angår, er der ingen ændringer sket . . . fra tiden i Haderslev

Man sagde i sin tid om professor Hal Kock, at ”han var manges tryghed”! Det er vel noget af det bedste og smukkeste, der kan siges om en leder, også når han går fra borde. Jeg synes også, det passer på dig. Vi er mange, der har været trygge ved dig!

Tak!

Til lykke på 60 års dagen!

At vi vil mødes ved given lejlighed er jeg ikke i tvivl om. Til da sendes du og din Karen mine hjerteligste hilsener.

Witt-Hansen

Min tid som kirkesanger

I 1962 fik jeg flere henvendelser om at påtage mig hvervet som kirkesanger ved Agerbæk kirke.

Det var jeg fra starten ikke særlig ivrig efter. Agerbæk skole var jo i en udviklingsfase og krævede så rigeligt min fulde arbejdstid.

En aften blev Karen og jeg imidlertid budt på aftenkaffe hos pastor Holdt, og ved denne lejlighed opfordrede han mig stærkt til at påtage mig stillingen.

Jeg værgede for mig og argumenterede bl. a. med, at menigheden ikke kunne være tjent med en lille mand med en lille tro på denne post. Hertil svarede Holdt, at det var netop sådan en, man havde brug for. – og således blev det i de følgende 8 år.

Det var 8 lykkelige år. At begå mig i kirkelige miljøer var mig ikke ukendt, og jeg har altid været glad for at synge. Når dertil kom, at jeg blev fri for at deltage i spisebegravelser og at Karen altid var villig til at sætte sig ved klaveret og på denne måde sørgede for at jeg var sikker på salmernes melodier, var det overkommeligt.

Også efter at jeg forlod posten som fast kirkesanger har jeg gjort tjeneste, navnlig ved gode venners eller familiemedlemmers begravelse.

Jeg kan vist bedst udtrykke mit forhold til denne del af min tilværelse ved at skrive, hvad jeg sagde ved Jacob Holdts begravelse.

Ved denne lejlighed den 21. okt. 2000 sang jeg ham ud fra kapellet ved Varde Sygehus.

”For et halv års tid siden sagde Jacob Holdt til mig. Ja, nu blev Inge jo 70. Vi holder ikke i den anledning nogen fest. Vi venter til engang i oktober. Så nærmer vi os min 80-årsdag, og så fester vi.

Nu står vi så her. Det er blevet oktober, men vi fester ikke. Vi er forknytte. Vi er samlet i sorg. Jacob er ikke levende mellem os længere.

Når sorgen er så stor, som den er, hænger det jo sammen med, at vi gennem ham fik så meget.

Det var godt at sidde under hans prædikestol. Altid var han vel forberedt. Altid med dyb respekt over for det budskab, som evangeliet tilsagde ham. Tænk blot på den særlige lille prædiken han holdt før altergang. Og altid i kærlig samhørighed med de mennesker han stod over for f. eks. ved dåb, bryllup og begravelser.

Nogle af mine bekendte i et nabosogn sagde for nogle år siden til mig: Vores læge var død og skulle begraves, præsten blev syg, og man måtte i hast sende bud efter en vikar. Det blev Jacob Holdt, og mine venner var meget betaget over, at han kunne holde så rig en begravelsestale, når hans kendskab til afdøde var så begrænset. Min kommentar var: sådan er det altid. Og jeg gentager det i dag: Sådan var det altid.

Som der var tryghed i hans forkyndelse, var der hjælpsom nærhed i den måde han var over for os på.

Han viste os til det sidste, at livet er en gave og en forpligtelse. Inden for den sidste måneds tid tog han til konfirmation i Grundtvigskirken, hvor han selv havde været præst, for at være hos, når hans barnebarn blev bekræftet i sin dåb. det havde han slet ikke kræfter til, men han var tro mod sin tro. Også tilværelsen uden for kirken var han tro. Den 28. september ringede han og bad om at blive kørt op på hotellet, så han kunne afgive sin stemme ved Euro-afstemningen.

Vor bevidsthed er fuld af tanker og ting. Men først og fremmest er den fuld af mennesker.

For os var mennesket Jacob stærkt placeret i vores univers, som ven, som pejlemærke og som vejleder, og han vil være det langt ud over denne dag – ja, altid. Han omfattede os med megen kærlighed og vi elskede ham.Tak.

Vi vil nu føre ham gennem de tre kirkesogne, hvor han brugte sit liv og sine kræfter, og hvor han nu kan blive befalet Gud i vold.Ved Årre kirke holder vi stille, Ved Fåborg præstegård bliver følget på Fåborgvej, medens rustvognen kører et vend op til præstegården. Ved Fåborg kirke holder vi også stille og i Agerbæk kører følget direkte til kirken for der at tage imod rustvognen efter at den har været et vend på Debelvej”.