Ladelund Landbrugsskole

Pr. 1. nov. 1948 begyndte jeg på Ladelund Landbrugsskole, der dengang var meget stor med mindst 200 landbrugselever og ca. 100 elever i mejeriskolen.

Fra starten skete der en ting, som fik afgørende betydning for min placering i elevflokken.

Jeg var kommet på førsteholdet i faget dansk, og den første gang fik vi til opgave at skrive en stil om et eller andet emne, som måtte interessere os. Jeg skrev noget om, hvor forskellige anskuelser kunne være mellem to generationer.

Vores lærer i faget, Nilsson tillod sig at læse denne stil op. Det var vel positivt ment som en anerkendelse, men det betød, at resten af holdet troede, at jeg var begavet.

Forstanderen Dons Christensen opfordrede os til at vælge et elevråd, og da jeg nu var blevet kendt af de andre elever, blev jeg valgt som formand.

Nilsson blev i øvrigt min yndlingslærer. Han var specialist i plantelære, og jeg har mange gange siden haft ham i mine tanker, når jeg har dyrket mine botaniske interesser og undervist i faget.

Som elevrådsformand blev jeg involveret i en speciel sag.

I skolens nærhed var der en vaffelbager, der samtidig havde lidt købmandshandel. Her kunne man købe sæbe, tandpasta, cigaretter m.v.

I efterkrigstiden kunne købmændene ikke få al den rygelse, som de ønskede. Spec. havde omtalte en lille ration, hvorfor han havde den ordning, at man kun kunne købe 2 eller 3 cigaretter om dagen.

Imidlertid havde han en dag ladet sig overtale af en kunde og givet ham nogle flere.

Da det kom nogle af rygerne for øre, blev de så rasende, at de sammenkaldte eleverne en aften og diktatorisk vedtog, at man for fremtiden slet ikke ville/måtte handle med købmanden.

Jeg deltog ikke i mødet, og jeg fik først den næste dag at vide, at man på elevrådets vegne havde vedtaget at gennemføre den omtalte boykot.

Jeg erklærede straks, at ingen skulle bestemme over mig. Jeg ville handle, hvor det passede mig, hvilket gav anledning til, at en flok bomstærke mejerister truede mig med at give mig buksevand bag mejeriskorstenen.

Striden fandt også sted på et andet plan. Dons Christensen ville gerne have, at den lille købmand ville gå konkurs, så skolen kunne købe hans hus, så han støttede aktionen, medens Nilsson sagde, at det var en ynkelig form for gruppepres.

Efter et par dage blev aktionen afblæst.

Skolens forstander hed Johs. Dons Christensen. Han var en dygtig og meget bevidst leder. Ingen kunne være i tvivl om, hvem der var stedets overhoved.

Dons krævede mere flid, end jeg har oplevet på andre skole. Vi sad og bogede til sent hver aften.

Som eksempel kan nævnes, at en elev havde givet tilsagn om at lede et gymnastikhold et par timer om ugen i nærheden af skolen. Da Dons hørte det, måtte denne aftale trækkes tilbage.

Som andre umdervisningsanstalter arrangerede Ladelund en elev- og fastelavnsfest, hvor vi kunne indbyde damer. Jeg indbød min studenterkammerat Gerda Winther, der arbejdede på Askov Højskoles bibliotek.

Ved dette arrangement sang skolens sangkor under ledelse af Karen Konradi. Hun havde også indstuderet Erik Bøghs skuespil ’Det enfoldige pigebarn”

Som det fremgår af billedet, var jeg dette pigebarn.

”Snart i hymens velsignede lænker skal du bindes om hånd og om fod” og ”Man skal sig i skæbnen skikke, kom det gamle ord i hu. Gift dig eller gift dig ikke, begge ting fortryder du” sang jeg.

I salen sad der en søster til en af de andre elever. Hun blev min kone, og hende synger jeg for endnu.

Det almindelige ophold på skolen sluttede pr. 1. april, men jeg havde en ide om at kvalificere mig til optagelse på Landbohøjskolen for et blive agronom, og derfor blev jeg sammen med ca. 30 andre på skolen i yderlige 4 måneder.

I disse måneder lærte vi en masse om driftsøkonomi og andre grundlæggende ting vedrørende landbrug.

Vi udarbejdede f. eks. i fællesskab en dræningsplan for en gård i Malt og tog en eksamen for kontrolassistenter.

I dette ophold var der også indlagt en studietur, hvor vi besøgte veldrevne landbrug og landbrugsskoler på Fyn, Lolland/Falster og Sjælland

Den sidste nat overnattede vi på Tune Landbrugsskole i nærheden af Køge.

Efter morgenmaden holdt skolens forstander et foredrag om de ting, han mente, man skulle have kendskab til. Han understregede, at danske landmænd måtte forudse en ret så stor udvikling på mekaniseringen af landbruget, og at vi måtte være indstillet på f. eks. at bruge mejetærskere.

Da vi kom i bussen sagde Dons følgende: ”Man skal jo opføre sig ordentlig, når man er byen, så jeg sagde ikke noget til denne forstander Rasmussen, men til jer vil jeg sige, at manden er bindegal. I vort klima vil man aldrig komme til at bruge mejetærskere”. Det var, hvad denne kloge mand sagde i midten af sidste århundrede. Mindre end et årti senere dominerede mejetærskeren al høstarbejde i landet

Vi elever havde fået til opgave, at finde en person i vor midte, der ville lave en omtale af denne studietur til skolens årsskrift. På holdet havde vi Kaj Skriver - senere landskonsulent for Dansk Landbrug. Han pegede på mig, så dette referat kan man læse, hvis man kan finde skriftet fra 1948

Efter opholdet på Ladelund var jeg atter karl derhjemme. Denne gang var jeg fodermester. Man skulle have en alsidig praktisk erfaring, hvis man ville kvalificere sig til optagelse på Landbohøjskolen.

Tingene udviklede sig imidlertid. Arbejdspresset var stort. Jeg skulle passe en besætning på 33 køer plus opdræt, svin og høns.

Mælkekusken kom 5.30 om morgenen og hentede mine 14 transportjunger mælk, så jeg måtte op ved 4-tiden, og middagspausen, hvor man også skulle nå at spise, var kun på en time. Det var almindelig praksis, at man hjalp til med arbejdet i marken og arbejdsdagen var først slut ved 18-tiden.

Dertil kom, at vinteren var meget hård, hvilket betød, at fodring med roer, der skulle hentes i kulerne på marken krævede en særlig indsats, og at arbejdsforholdene på landet var usammenlignelige med forholdene i andre erhverv.

Samtidig annoncerede Undervisningsministeriet, at man gerne ville have folk med en studentereksamen til at tage en lærereksamen på 2 ½ år.

Min gode veninde, som jeg havde fået stadigt tættere forhold til, var i sommermånederne i huset hos en ingeniør i Oslo og tog beslutning om, at søge optagelse på Odense Seminarium for at blive småbørnslærerinde.

Der kunne sikkert skrives meget om de ting, der løb gennem mit hoved i det år. Bl. a. at det viste sig, at jeg havde rimelige evner som aktivt leder af bestyrelsesartbejde. Mit arbejde blandt andre unge i gymnastik- og ungdomsforeninger med f. eks. amatørskuespil optog mig mere og mere. Jeg kunne slet ikke overse fortsat at blive ved landbruget eller studere i København samtidig med, at min forelskelse i Karen var altafgørende.

Så -kort fortalt - rejste jeg en forårsdag i 1950 til Haderslev og talte med Rektor Utoft Sørensen, der godkendte min optagelse på seminariet pr. 1. aug. samme år.