Karen

Min tilværelse er fundamentalt knyttet til Karen. Det kan ikke være andet, når man har været hinandens nærmeste siden midten af det tyvende århundrede.

Hendes historie er min historie! Den kunne der skrives flere bøger om, men jeg vil nøjes med at beskrive væsentlige ting fra hendes baggrund og opvækst.

Til orientering for vore børn vil jeg kort beskrive hendes nærmeste familie og lidt om stedet, hvor hun voksede op og finde nogle relevante billeder.

Karens Farfar, Hans Thomas Pedersen er født i Bjerremose ved Horne i Vestjylland i en møllerfamilie, der supplerede udkommet ved blandt andet at sætte sold, som man kunne bruge til at sortere korn fra avner.

Karens farfar fortæller, at han i sin barndom passede får.

I. C. Kristensen, der er født i Påbøl ved Hoven fortæller i sine erindringer, at han havde mange søskende, og at hans forældre hvert år sendte ham på ferie hos hans morbror i Bjerremose, hvor han også passede får.

Således gik det til, at Karens farfar nogle måneder hvert år blev kollega til en person, der senere blev statsminister,

I. C. fortæller i sine erindringer, at han var meget optaget af denne Hans Thomas Pedersen. Han vidste så meget og kunne f. eks. fortælle afsnit fra Pontoppidans bibelhistorie. En bog, som åbenbart ikke var I. C. bekendt.

Hans Thomas Pedersen boede i første omgang til Tistrup, hvor Karens far er født, men i 1896 købte han Juellingsholm Mølle med tilliggender.

Denne begivenhed beskrev jeg i Vejle Amts Folkeblad som følger:

En særlig mærkedag i Sønder Omme.

Søndag den 3. aug. 1996 er efterkommere efter Marie og Hans Thomas Pedersen budt til teltmiddag i møllebyen i Juellingsholm.

Der er inviteret 188 familiemedlemmer i fire generationer.

Det er den nuværende ejer af Møllegården og Juellingsholm Maskinstation, Hans Dejgård Pedersen og hans fætter Steffen Uhre Pedersen på juellingsholm Dambrug, der ønsker at markere 100-året for deres bedsteforældres overtagelse af møllen med tilhørende landbrug.

Denne familie har i de forløbne 100 år betydet meget for egnen.

Hans Thomas Pedersen var vokset op i yderste fattigdom. Han var en begavet og initiativrig mand, der gjorde sig gældende ved sin opfindersnilde og som foregangsmand for bl. a. mergling, skovrejsning og engvanding samt ved oprettelse af Sønder Omme Andelsmejeri.

Heller ikke sognerådsarbejdet var ham fremmed, idet han på dette område særlig brugte kræfter på udbygning af skolevæsenet og på det sociale hjælpearbejde. På sidstnævnte gebet veg han og hans kone sig ikke tilbage for i perioder at tage truede børn i privat pleje.

Hans søn Ole Dejgaard Pedersen førte gården videre og viste bl. a. interesse for det landbrugsfaglige foreningsarbejde. Han var i mange år formand for partiet Venstre i sognet og for mejeriet.

Egnens liv og historie kan man få et indtryk af ved at læse bogen ”Sønder Omme Sogn”, som Ole Dejgaard udgav i 1970 og artiklen ”Værkstedet”, som i 1988 blev optaget i "Vestjyder Fortæller” nr. 24. Heri skriver han levende om sine forældre og om familiens tilværelse omkring århundredskiftet.

Broderen Peder Steffensen Pedersen overtog møllen, som voksede støt gennem årene. I 1943 flyttede han denne efterhånden store virksomhed til Sønder Omme by.

Som ung havde han været på Askov Højskole, hvor han var blevet stærkt inspireret af Poul la Cour. På den baggrund oprettede han i 1911 egnens første elektricitetsværk, der med vandkraft producerede jævnstrøm til husstande omkring Sønder Omme.

Det var i sig selv et vovestykke, der nok kunne aftvinge respekt, men ved flid og ved en for ham særlig ydmyghed og påpasselighed voksede også denne del af hans virksomhed, så han i 1937 måtte udvide elværket med en bygning på Vejlevej i Sønder Omme by, hvor tre dieselmotorer og en vindmølle var med til at sørge for lys og kraft til sognet, indtil vekselstrømsselskabet MES i 1952 overtog el-forsyningen.

I Hans Thomas Pedersens dagbogsoptegnelser kan man læse følgende om familiens flytning for 100 år siden fra Hauge ved Tistrup til Sønder Omme:

”Og med de 80-årige svigerforældre og vore to små drenge, Peder på 10 og Ole på 2 år, rullede vi 1896 i øsende regnvejr og på arbejdsvogn med vores habengut ind over heden.”

Ingen kunne på det tidspunkt vide noget om hans og drengenes kommende pionerarbejde.

Download Uffe Thyssens foredrag om Juellingsholm

Sådan så Juellingsholm ud, da familien Pedersen overtog den i 1896

Karens mor hed Maren. Hun var ud af den store Uhreslægt fra Tistrup. Hun voksede op på landet, og som hendes to andre søstre, blev hun uddannet som vinterlærer på det lille lærerindeseminarium, der på det tidspunkt eksisterede i Hoven.

Få år efter blev hun imidlertid gift med sin Peder, og placerede sig derefter som det naturlige centrum for et mangfoldigt liv i den lille mølleby.

På ovenstående billede kan man få et indtryk af de ydre forhold, som blev familien til del, for de tre generationer.

Det hjalp dog noget, da Peders lillebror Ole Dejgård Pedersen byggede stuehus til sit landbrug med en forlængelse, så der blev plads til en aftægtsbolig for de to sønners forældre.

De ydre avlsbygninger, der havde med landbruget at gøre, blev også moderniseret, og bygningen, der på billedet vender gavlen mod åen, blev under 1. verdenskrig udskiftet med et statslager beregnet til brødkorn.

Men Karens forældre boede stadig i det gamle stuehus ved møllen. Som årene gik, blev pladsen imidlertid også for lille til denne gren af familien. For Maren og Peder fik børn – mange børn – og efter tidens skik skulle der gerne være plads til hushjælp og evt. en møllersvend.

Så da barn nr. 9, meldte sin ankomst besluttede man i 1927 at bygge et nyt hus.

Denne nr. 9. var netop Karen.

Tænk, at hun var den første i familien, der blev født i det, som vi i dag vil kalde et rigtigt hus med god plads og først og fremmest tidssvarende sanitære forhold.

Her er Karens far og mot fotograferet ved vort bryllup

Karen som 50-årig.

Jo, der var tale om mange børn. Det var ikke ualmindeligt på de tider.

Else, Jørgen, Karen, Bodil, Hans, Knud, Lisbeth, Steffen, Jeppe, Thomas, Kirsten Marie

Så det var ikke uden grund, at mølleren i Sønder Omme lod opføre dette rummelige hus

Man siger, at folk, der skriver erindringer, mest fortæller de ting, som de helst vil huske.

Når jeg ovenstående har tegnet et rids af de erhvervsmæssige forhold, kan jeg ikke lade være med at tænke på de familiære kvaliteter, som blomstrede i disse rammer.

Jeg kan bedst gøre det ved med vanlig frimodighed at stjæle et par ting, der fortæller om disse kvaliteter:

Da Karens søster Lisbeth blev 70 år holdt vi en lille fest på Filskov Kro. Ved den lejlighed sang vi denne lille sang, skrevet af broder Jørgen:

Syv gange 10 år - Femte maj 1971

Syv spring for Lisbeth!

1. Ældst Søster, Thomas, Jeppe, Steffen, - først jeg nævner dem!

I Sdr. Omme kom så du, som møllens nummer fem.

Og efter dig kom Knud og Hans og Bodil, Karen og jeg

Og Else yngst i søskendkreds, som har omslynget dig.

2. Kærminder, ja – syv tiårs fryd, lad os slå tonen an.

For i vort hjem musikken lød, vi lærte her hvordan:

en morgenstund, en aftens’fred , beriges med en sang.

Det lød dog bedst, når du var med, dit spil gav takt og klang.

3. Syv dage før end jeg blev født, var du just fyldt de syv,

Så det er klart, jeg her nødt, at ty til dit besyv.

Det bedste , du fortalte om, var, når i kjole fim,

du søndag med i kirke kom. Den højtidsdag var din.

4. Da jeg var syv, sku’ jeg ha’ lært at cykle som de store.

Med tværstang var det alt for svært, ”Gammel Lisse” gjorde:

at alle vi, der efter dig, sku’ finde livsbalancen:

- med ”Gammel Lisse” godt på vej, vi klarede distancen.

5. ”Musik og pædagogikum” – først da var du tilfreds

Småbørn du hæged særlig om, til du blev syvogtres.

I kirken lytted vi med fryd til Bach og Buxiehude.

I dag den sidste tone lød -, det får os til at tude.

6. Nu nyder du dit otium i byens ny kvarter.

Med have og i bolig, som beundres af enhver.

Syv søskende kan samles her, - vor kreds ej danner ring.

Dog kan vi glædes, hvor vi er. For liv og al den ting.

7. Ja, når den gule løvetand ved Sjællands grøfter gror,

Og fra det lave grønne land, man hører frøers kor.

Når pinseløvet bryder frem, de svale danske træer,

og alle fugle vender hjem, du er mig atter nær.

Eller denne beskrivelse, som Karens søster Lisbeth skulle sende til De Kongelige Ordeners Historiografi efter at hun havde modtaget Hendes Majestæts fortjenstmedalje i sølv for hendes virksomhed som organist ved Sønder Omme kirke i mere end 50 år::

Vi børn fik de bedst tænkelige opvækstvilkår; slumrede ind til mølleåens brusen og vågnede op ved møllevognenes skrumlen over brostenene. Det var dengang, bøndernes kørte med kassevogne og heste, så vi kendte dem på deres forspand. Det var landsbyforhold. Alle kendte alle.

Vi oplevede, at der var rigelig tid til både leg og arbejde. Når det blev fyraften, skete det ogte, at vores far tog violinen ned fra væggen, og de af os, der var nået så vidt i musikudøvelse, at vi kunne spille med (på klaver, violin, fløjte eller harmonika) rykkede sammen om ham og tog ivrigt del. Glade spillemandstoner lokkede de øvrige op af stolene, og snart gik dansen lystigt rundt om spisestuebordet. Det hændte også nu og da, at vores mor, der var meget glad for musik og sang, kom med sangbøgerne, og vi sang alle med, så godt vi kunne, på lange vers og uforklarede ord; det lunede bare. Bedst som man så gik, den næste dag, måske mange dage senere, dukkede ordene op hidkaldte af en melodistump man intetanende gik og nynnede på – fik således på et tidligt tidspunkt øvelse i at håndtere melodierne i Højskolesangbogens Melodibog.”

Børsmose

Karen fortæller ofte om et arrangement, som i dag er almindeligt, men da hun og hendes søskende var små, var det noget særligt.Hvert år indlogerede den hele møllerfamilie sig i et sommerhus ved Børsmose strand mellem Vejers og Henne. Jo, der blev tænkt på det hele – også børns berigende liv i naturen.

Møllerparret ved Børsmose strand.

Om udvikling og afvikling.

Efter midten af nittenhundredtallet blev det åbenbart, at fremstilling af jævnstrøm ikke kunne klare sig med de tekniske og økonomiske muligheder, som kunne opnås ved produktion og distribution af vekselstrøm.

Mølleren og hans to sønner Jeppe og Steffen indledte forhandling med el-selskaberne, om man evt. ville overtage den strøm, som turbinen kunne levere.

Forhandlingerne var i begyndelsen lovende, men umiddelbart efter Møl- lerens død i 1952 blev resultatet, at en sådan aftale ikke var mulig.I mellemtiden var ejerforholdet overgået til et aktieselskab, hvor børnene var aktionærer, og det gik her, som andre steder i landet, at det opstemmede vand blev fordelt til driften af et dambrug.

Senere blev mølleejendommen med dambruget overtaget af Steffen og hans arvinger for under indtrykket af de miljømæssige vilkår at blive nedlagt i år 2010.

Møllen og foderstofforretningen blev i slutningen af 30-erne flyttet til Sdr. Omme by, hvor den blev ledet af Karens bror Jeppe. Efter Jeppes død i 1975 videreførte man forretningen i nogle år med en fremmed direktør, indtil også denne del af familievirksomheden måtte bøje sig for kravet om stordrift og solgt til A/S P. Hedegård.

Om Karens voksentilværelse.

Når ældre medlemmer af familien har beskrevet Karen, som hun var i sin tidligste barndom, får man et billede af en lidt forsigtig pige, der havde let ved at finde ud af, hvordan man skulle begå sig blandt andre.

Grundet skeløjethed måtte hun bære briller, og hun fortæller selv, at hun var bange for at få disse briller slået i stykker. Når hendes store brødre var voldsomme, var hendes forsvar da også: ”Mi bæller, mi bæller”. Heller ikke dengang engagerede hun sig i konflikter.

Hun havde det bedst, når hun fik lov til at passe naboernes småbørn, lege med påklædningsdukker, pynte op med buketter af vilde blomster og hjælpe til med køkkenafdelingens gøremål. Når der var mulighed for det, fik hun lov til være på besøg hos sin ugifte moster Johanne, der var lærer på Ølgod skole, hvor hun, fordi hun var et stille barn, fik lov til som ganske lille at sidde med i mosterens klasse.

Musik blev også for hende en væsentlig del af hendes tilværelse. Jeg havde som ung en fantasi om, at jeg ville have en kone, der kunne spille klaver og stå på hænder – dog ikke samtidig. Og det fik jeg.

Som skolepligtig kom hun i skolen i Sønder Omme og derefter på den Private realskole i Grindsted, hvor hun fik realeksamen i 1944.

Som ung var Karen i huset derhjemme og i et overklassehjem i Humlebæk.

Hendes dygtighed i husførelse fik en ekstra afpudsning på Langelands Husholdningsskole og i vinteren 1947 – 48 var hun elev på Askov Højskole samtidig med, at hendes bror Hans var på Ladelund Landbrugsskole sammen med mig.

Det var her Karen og jeg mødte hinanden.

Efter højskoleopholdet var Karen nogle måneder i huset hos en ingeniørfamilie i Oslo, hvorefter hun blev optaget som elev på Odense Forskoleseminarium, hvorfra hun dimitteredes i marts 1952.

Sin første plads som lærer havde hun på en lille toklasset skole i Stoustrup i nærheden af Tarm, men da jeg forventede at blive færdig på Haderslev Seminarium i dec. 1952 havde vi søgt stillinger ved Lem Stationsskole pr. 1. jan. 1953.

Formanden for skolekommissionen i Lem mente nu, at Karen godt kunne komme straks efter sommerferien, medens hans kollega i Ådum skolekommission mente at have krav på hende til 1. jan 53.

Denne strid mellem de to præster om min søde kone endte med, at man handlede midtvejs, hvilket betød, at Karen begyndte i Lem pr. 1. nov. 52 i et skema, som var beregnet til mig, hvilket f. eks. indebar, at hun blev sat til at undervise ca. 30 sammenbragte elever fra 6. og 7. klasse i faget regning. – En barsk oplevelse for en nybagt småbørnslærer.

I Lem havde de ansættende myndigheder lovet os en god lejlighed, men det tog sin tid, inden den blev færdig. I stedt fik vi anvist to gæsteværelser med max16 gr. C. på førstelærerens loft med mulighed for madlavning på det uisolerede loftsrum og das i gården. – En oplevelse af de sjældne.

Karen havde nogen tid døjet med galdesten og hendes tilstand blev stadig værre. Det endte med, at hun kom på Tarm sygehus og gennem et langt snit over maven fik fjernet et antal sten.

Jeg ville som græsenkemand gerne besøge hende, men under hele hendes ophold måtte jeg ligge i sengen med høj feber grundet en særlig vedholdende influenza.

Først på sommeren blev den nye lejlighed færdig og vi kunne flytte ind i de spritnye velindrettede omgivelser med udsigt over Lem stationsby.

Karen fik et ønskeskema. Endnu taler vi med glæde om, at hun grundet lokalemangel var henvist til at have en 1. – 2. klasse i missionshuset.

Den allerstørste og glædelige begivenhed er knyttet til datoen 17. marts 1954, hvor vor førstefødte Peder kom og Karen blev mor.

Pr. aug. 1955 fik jeg imidlertid en meget speciel stilling ved Skodborg skolevæsen, og vort hjem hed nu Skudstrup skole.

Vort skolearbejde har jeg beskrevet andet steds, men både den gang og mange gange siden har jeg tænkt på, at der blev trukket utroligt mange veksler på Karens kræfter. Dels var hun vikar for mig, når jeg var i Skodborg for at undervise i realafdelingen, og dels var Karen selv i Skodborg for at deltage i specialundervisningen og var tillige eneste lærer i pigegymnastik fra 5. klasse til 3. real på denne skole.

Skolemyndigheder gav hende denne udtalelse:

”Forskolelærerinde, fru Karen Bennedsen har ca. to år undervist ved Skudstrup skole i almindelige skolefag og i det samme tidsrum i Skodborg skole i gymnastik og særundervisning.

Hun er en meget dygtig underviser og har med sine pigehold i gymnastik ved flid og energi – og naturlige anlæg for faget – opnået fremragende resultater.

I undervisningen af de børn, som har en hjælpende hånd behov har treklangen: energi, forståelse og kærlighed været den harmoni, som igen har bragt disse børn arbejdsglæde og fremgang i skolen.

Fru Bennedsens arbejde i Skudstrup skole har været til alles tilfredshed, og forholdet til børn, forældre og skolemyndigheder har været det bedst mulige.

En naturlig myndighed i forbindelse med en venlig, omgængelig og kultiveret omgangsform har i skolestue og gymnastiksal skabt den atmosfære, som de gode resultater er betinget af.

Vi giver alle fru Bennedsen vor bedste anbefaling”.