Peter Bonnén skriver selv..

Det hele startede med, at jeg faldt for egypternes fandenivoldske farveglæde og deres praktiske sans. Havde de ikke blåt til at male døren den blå farve, den burde have, så brugte de den lysegrønne, de havde kunnet få osv.

Men i virkeligheden begyndte det den gang, jeg vidste, at jeg ville være kunstmaler. Det var naturligt i mit barndomshjem, fordi min morfar var kunstmaler, og min moder elskede både ham og mig højt. Så det lå klart i kortene. Ingen besværligheder der. Problemet var bare og er stadig, at jeg ikke er god til det med farverne. Jeg kan godt se, hvornår en maler kan få farverne til at synge, men jeg kunne ikke selv. Mine malerier blev mere og mere ensfarvede, så blev de til relieffer og endte med at blive til skulpturer. Dem kender nogen.

Men vi vender tilbage til Egypten, hvor min kone, Linda, og jeg har været 45 gange i løbet af de sidste 20 år. En detalje jeg hurtigt fladt for var de stole, egyptiske mænd sidder så meget på, at de slides op. En stol brækker et ben, en anden et armlæn eller ryggen. Egypterne er så snarrådige, at de så sætter to eller tre stole med forskellige skavanker sammen, så de igen kan bruges.Om nu lege det var samme form eller farve er ganske underordnet. Reparationer med et bræt, jernrør, sejlgarn og alskens tænkelige materialer gav stolene karakter og et nyt liv. Og ikke mindst fik de nogle vilde farvekombinationer, som jeg ikke havde set før. Hundredevis af de stole vi så, fotograferede jeg, og det blev til en udstilling i Galleri Asbæk.

Efter at have rejst rundt i Mellemøsten, hvor vi befinder os så godt, havnede vi i Djibouti. Et helt igennem anarkistisk land. Den politimand, der afviste vort visum som ugyldigt, var den samme, som 5 minutter solgte os et nyt. Taxachaufføren uden for lufthavnen var så skæv af khat, at vi valgte at tage den næste vogn. Den chauffør var lige så påvirket.

Hver dag kl. 13 ankommer flere lastbiler til den store centrale plads i Djibouti City fra Egypten. DE kommer med friske forsyninger af khat. Det skaber nogle øjeblikke af vild aktivitet, indtil rusen er konstant igen. Det er børn fra 6-årsalderen, der står for distributionen. De er det livgivende element i byen. De er nysgerrige og flittige og frem for alt endnu ikke påvirkede. Pengene og bankforretninger tager en flok kvinder med tasker sig af. De sidder en hel gade lang og veksler og tæller alskens valuta. Mændene har blot travlt med at få sig noget khat. Masser af geder går rundt og søger mad i de bunker af skidt, der flyder overalt. Men begriber ikke, hvad dette land lever af. Forståeligt nok er der kun ganske få turister. Men så ser man på byens største hotel og ved havn og vand, at det vrimler med udenlandske soldater. Amerikanere, englændere, polakker, spaniere og sågar japanere, som alle er der for at bekæmpe pirater.

Og sådan viste det sig at være i Djibouti. Men farverne på huse og døre overalt er så skæve, at de synger. Der fandt jeg de farver og farvekombinationer, som jeg altid har søgt. Der var de. Jeg fotograferede og fotograferede. Her er så de malerier, jeg aldrig har kunnet male. Derfor udstillingen.

Peter Bonnén