Ugo Rondinone er født i Brunnen, Schweiz i 1964 af italienske emigranter. Han har boet og arbejdet i New York siden 1999.
Med få virkemidler iscenesætter han velkendte figurer og symboler, så de forskydes, og vi ser på dem med nye øjne. Han udtrykker sig i vidt forskellige materialer og medier. Han er kendt for sine totalinstallationer, videoværker, fotografier, kæmpemæssige tegninger, malerier og skulpturer. Han spiller på vores intuitive og impulsive genkendelse af motiver som fx en klovn, et træ, en regnbue eller som her på skolen et vindue.
Hos Rondinone er symbolerne – vinduet, regnbuen og den triste klovn – så almene, at de nærmer sig et opløsningspunkt, hvor de kan betyde hvad som helst. Det er kollektive tegn, der er anvendt så mange gange og i så mange kontekster, at de krakelerer og lader os tilbage med individuelle associationer og erindringer – et sprog, der er ensomt, fordi det ikke har holdepunkter udenfor os selv, men blot klæber til den enkelte underbevidstheds drømmeverden.
Vinduerne er på en gang naturalistiske og psykedeliske. De er malet i nuancer, der spænder fra neutral til slikfarvet, indeholder de frem for ruder i klart glas farveflader i lilla, gult, og blåt. Det er vinduer man ikke kan kigge ud af, der er lukket for udsigten, blokeret for udsyn. Til gengæld har Ugo Rondinone malet vinduer, der sender blikket indad mod os selv.
Ugo Rondinone